Det er godt halvandet år siden, at bønderne i Holland protesterede mod de meget drastiske tiltag, at regeringen planlagde at reducere landbrugssektorens udledning af drivhusgasser, og derved i nogen tid lykkedes med at svække hollandske regerings ambitioner.

Siden er det europæiske bondeoprør nået til Tyskland og siden Frankrig, og spredte protester har også fundet sted i Polen, Spanien, Italien, Grækenland, Belgien, Luxembourg og De Britiske Øer.

Men hvad udløste egentlig protesterne?

I den tid, der er gået siden sommeren 2022, har landmændene og deres fagorganisationer givet en række begrundelser. Nogle af dem vedrører nationale forhold og forhold til nationale myndigheder. Men for de fleste lande handler det om overnationale forhold.

En af dem handler om konkurrencen fra andre dele af verden, som producerer til lavere omkostninger – også på grund af lavere standarder både hvad angår miljøkrav og løn- og arbejdsvilkår. Hvorfor skal europæiske landmænd stræbe efter skærpede miljøkrav, hvis resten af ​​verden ikke har brug for det? Og hvor miljøvenligt er det egentlig at importere fødevarer fra fjerne kontinenter som Latinamerika eller Oceanien?

Landmændene angiver også en øget administrativ og bureaukratisk byrde, hvor vildskaben af ​​regler i sektoren bliver mindre tydelig, og det kræver en større indsats at undgå regelbrud.

De mere eller mindre reelle miljøkrav fra nationale myndigheder er også en kilde til frustration, for eksempel radikalt mindre brug af pesticider. Modstanden herfor har også været så stærk, og udsigten til et fald i produktionen så dramatisk, at kravene er blevet reduceret.

Dyrere brændsel og kunstgødning er også en vigtig faktor, og her er det, at klima- og energipolitikken kaster lange skygger. Hvis man svækker energisystemet og lægger højere afgifter på udledningen af ​​drivhusgasser, bliver alt dyrere, ikke mindst fødevarer. Og så er vejen kort til, at markedet kan vælge billigere og dårligere mad.

De nye naturbeskyttelseskrav betyder også, at væsentlige dele af landbrugsjorden skal “tilbageføres” til naturen, hvilket også betyder lavere produktion – og ditto indtægter. Men var der ikke behov for større fødevaresikkerhed med Ukraine-krigen? Og hvor klogt er det egentlig, hvis verden producerer mindre mad?

Den italienske journalist Mario Giordano udtaler i et program på Mediaset-kanalen Rete 4, at husdyr-bønderne også føler sig uretfærdigt behandlet som om de er en slags forurenere, fordi CO₂ kommer ud af for- og bagsiden af ​​deres dyr, og EU-politik forsøger derfor at presse dem til at få færre dyr. Hvor er respekten blevet af for en faggruppe, der kan få dem omkring dem til at dø af sult, hvis de holder op med at arbejde?

Landmændenes vrede er hovedsageligt rettet mod nationale regeringer og myndigheder, men bag de fleste står EU-politik, frem for alt EU’s “new green deal” eller “new green deal”, altså lovgivningen på klimaområdet, der tilstræber radikalt mindre udledning af drivhusgasser.

Hvornår bliver protesten til højre mod Unionens ekstremisme på klimaområdet?

Det er indtil videre kun sket i begrænset omfang.

Euronews< /a> rapporterede for nylig, at landmænd havde protesteret mod EU’s “miljøbeskyttelseslovgivning” uden for EU-parlamentet i Bruxelles, hvor demonstranterne havde sat fingeren på netop Unionens “grønne aftale”.

Det er der, hunden ligger begravet. Og det må flere end landmændene forstå. Men de nationale landbrugsorganisationer rundt om i Europa bør være et godt eksempel ved, at tage dette blad ud af munden så hurtigt som muligt.

Bør den franske præsident Emmanuel Macron lægge pres på Bruxelles for at slække på EU’s “grønne aftale”? spørg Le Figaros læsere. Ja, svarer 89 pct. Det forstår folk allerede. Næste skridt er at bande i klimakirken.

Køb “Uncertain Science” af Steven E. Koonin som papirbog og som ebog.