Jo mere man hører Revolutionen på 24syv, jo tydeligere bliver det, ikke mindst i forhold til værdipolitikken, at det liberale samfund reelt kæmper for det samme minus 10-50 procent. Langt de fleste klimaaktivister er revolutionære, og det gælder også i forhold til feminisme, kønsdebatten etc. Du vil aldrig høre borgerlige bekæmpe kernefamilien med ord, men i praksis så trækker de på samme hammel som de kommunistiske revolutionære.
I seneste udgave af Revolutionen var overskrifterne ‘Ophæv kernefamilien!’ og ‘Lav slægtskab, ikke babyer’, og var det ikke andet, så var det i det mindste ærlig snak. Et kommunistisk samfund kan vanskeligt fungere, hvis folk identificerer sig med familien fremfor staten/ideologien, og man må huske på, at kernefamilien jo i grunden faciliterer den undertrykkende kapitalisme. De taler og tænker som religiøse fundamentalister.
“Ophæv kernefamilien! Er kernefamilien en barriere for et kommunistisk samfund, fordi den indskrænker solidaritet og at dele ressourcer til en meget lille enhed? Vi undersøger kernefamiliens problem og taler om det skrøbelige ved både at skulle arbejde, være romantiske partnere og forældre på samme tid. Vi genbesøger kommunismens gamle krav om at afskaffe familien.”
“Lav slægtskab, ikke babyer! Vi diskuterer i anden time, hvordan kernefamilien kan afskaffes, og hvordan vi så skal forstå familie og forældreskab. Hvordan organiserer man en familie uden for den traditionelle kernefamilienorm og kan en familie fungere ligesom en faglig klub eller affinity-gruppe? Efter revolutionen kan vi drage omsorg for hinanden og vores børn i højere grad end at gå op i vores arbejde.”