Kort

God kommentar af Mikael Jalving på JP blogs – Pelle Dragsted og Enhedslisten er moralsk blinde.

“Kort før vinterferien offentliggjorde Politiken (9/2) et harmdirrende indlæg af den yngre folketingsmand Pelle Dragsted fra Enhedslisten. … Under rubrikken ‘Højrefløjens medfølelse går til boligejere frem for arbejdsløse’ angreb den tidligere gadeaktivist og forhenværende medlem af Antifascitisk Aktion (AFA) de borgerlige partier for ‘selektiv medfølelse’. Og den går selvsagt ikke, når man er socialist – eller hvad Pelle Dragsted nu er. Da må medfølelsen gælde Gud og hvermand, det manglede da bare.

‘Mens der ikke er nogen ende på bekymringen for de boligejere, der rammes af stigende boligskatter’, noterede Dragsted, ‘så er der kun ligegyldighed til overs, når det gælder de danskere, der nu skal rammes af regeringens nye angreb på de arbejdsløse’.

Akja. Vi kunne snildt lade dette indlæg ligge, hvis det ikke tog så grundlæggende og illustrativt fejl. For læg mærke til, at Pelle Dragsted, der går for at være manden bag Johanne Schmidt-Nielsens kometagtige succes i og med partiet efter 2007, ikke skelner mellem (1) en ekstra misundelsesskat på ejendom, som folk selv har betalt eller lånt penge til – og (2) en begrænsning på de penge, som arbejdsløse modtager af det offentlige.

Hvorfor skelner finansordføreren ikke?

Det må være enten fordi han ikke forstår denne forskel – eller også fordi han ikke tillægger den værdi. Det første er naturligvis slemt nok, men det sidste er faktisk værre. For da begriber Enhedslistens finansordfører ikke betydningen af de elementære brikker i den offentlige økonomi, og hvad der i det hele taget gør velfærdssamfundet muligt. Ja, værre endnu. Enhver stemme på Peter Dragsted og hans parti bliver en stemme på moralsk blindhed. En stemme på en person og et parti, der ikke evner at skelne mellem penge, der er tjent af borgerne, og penge, der er doneret af det offentlige.”