Nogle elsker dem og synes, at de er en festlig og uundværlig markering af den demokratiske proces og at et valg er lige om hjørnet – andre hader dem og synes de forurener gadebilledet. Lige meget hvad, så er valgplakaterne et uomgængeligt faktum ved kommunal- og folketingsvalg som partier og kandidater bruger formuer på at købe og satser liv og lemmer på at sætte op, fra startskuddet lyder den 4. lørdag kl. 12.00 før valgdagen.

Det er fortsat et åbent spørgsmål om valgplakaterne har en effekt på, hvor vælgerne sætter deres kryds, men de er uanset hvad et vigtigt og meget konkret element i den demokratiske proces op til et valg. Og opsætningen af dem har – ud over vejlovens regler om ophængning – også været omgærdet af en række ulovbestemte, men ikke mindre vigtige regler for god opførsel partierne imellem: Man fjerner ikke andres plakater for at sætte sine egne op og man vandaliserer ikke sine meningsmodstanderes valgplakater. Det har altid været betragtet som en dødssynd på tværs af alle partier, og i det lys, har valgplakaterne tjent som et af de fineste eksempler på dansk demokratis grundsætning om, at vi skal dele os efter anskuelse – og at vi har ret til det.

Men sådan er det ikke længere. De senere år er vandalisering af valgplakater blevet stadigt mere udbredt, og vandaliseringen, som består af alt fra overtegning, påførsel af klistermærker til nedrivning, har desværre en markant venstreorienteret slagside. De seneste mange valg, har kandidaterne fra blå blok enten købt ekstra plakater for at kunne erstatte dem, der var blevet revet ned – eller man har helt undladt at opsætte plakater i de områder, hvor man ved, at de bliver revet ned.

I København er Nørrebro og dele af Vesterbro no-go zoner for især Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og til dels Liberal Alliance. Sætter man som kandidat for et af de partier sine valgplakater op der, kan man nemlig være så godt som sikker på, at der bliver skrevet fascist, nazist og/eller racist på dem – hvis man da er så heldig, at de overhovedet får lov at blive hængende.

Nye Borgerlige har derfor fravalgt disse områder i København – men ikke engang da, kan man vide sig sikker. Min valgplakat på Sydhavn Station gik heller ikke ram forbi:

Som det fremgår af teksten på det klistermærke, der er sat over min valgplakat,”Refugees welcome”, er det ikke højreekstreme, der har været ude og krænke demokratiet. Tværtimod har hærværket en klar venstreorienteret “godheds”afsender. Som altid, kan man sige, for det er stort set udelukkende den mere eller mindre ekstreme venstrefløj, der i godhedens og inklusionens navn udøver hærværk over for meningsmodstanderes valgplakater. Enhedslistens, SFs eller de Radikales plakater bliver aldrig hærget, men kan hænge i fred i alle områder.

Så forudsigelig er venstrefløjens hærværk, at jeg lige har afleveret 3 valgplakater til DR2-progammet “Tæt på Sandheden”, der vil sætte den op på Nørrebro sammen to andre plakater fra hhv. DF og LA – for at se, hvilken plakat, der først bliver revet ned.

” Det er vel bare en anden udtryksform end det mundtlige. Længere er den ikke (..)Der hvor de dummer sig er at sætte den på munden af dig Aia. De kunne bare have sat det ved siden af.” Sådan lød en fb-kommentar, da jeg havde lagt billedet af min plakat med “Refugees welcome” op på min væg. Og den holdning udbredt: Så længe plakaten ikke er overtegnet med nazi-symboler eller direkte revet ned, så er det ikke så slemt, og så er man hysterisk, hvis man brokker sig. 

Men det er og bliver hærværk – og man skal ikke lade grænserne for det normale eller tilladelige udvide sig, for så ender vi med ikke at kunne genkende os selv. Accepterer vi først hærvæk, vandalisme og despekt for meningsmodstanderes ret til at føre valgkamp, har vi bevæget os ind på en farlig glidebane mod det totalitære.