Kommentar

Efter en katastrofe spørger eftertiden: Hvordan var det muligt? For bare et par år siden ville et sådant spørgsmål være blevet mødt med forbløffelse, men nu er det eskaleret næsten fra uge til uge, og alt synes muligt.

USA ser ud til at trække sig ud af fredsforhandlingerne i Ukraine – ja, ud af hele krigen, vil jeg gætte på. Jeg kan ikke se, at USA under Trump vil spille andenviolin over for politikere som Macron, der blokerer for en løsning.

De fleste europæere er tavse. Der var en voldsom protest i mange lande mod Bush II før invasionen af Irak. Men så stilnede det af. Nu har der næsten ikke været noget i Vesteuropa. Der har været krigsprotester i Slovakiet og Prag.

Den europæiske venstrefløj er derimod gået på gaden for at demonstrere sammen med muslimer mod Israel.

Dette har ikke gjort indtryk på de europæiske politikere. De synes at have accepteret, at muslimerne og venstrefløjen kontrollerer gaderne og det offentlige rum, ligesom nazisterne gjorde det i Tyskland.

Politikere er optaget af én ting: Krig. Den må Putin ikke vinde.

Con Coughlin er forsvars- og udenrigsredaktør på Telegraph. Han plejede at være på samme side som republikanerne i USA og havde en hel del neocon i sig. Men han har ikke kunnet eller villet følge med Trump 2.0. Det har en af hans kolleger, Janet Daley, som tidligere forsvarede USA, men som nu siger, at USA er blevet en fjende, heller ikke.

Det er ret skræmmende at læse kommentatorer, som man plejede at hente inspiration fra, næsten implodere for øjnene af en.

Nu saboterer Coughlin Trumps Ukraine-linje, og han er ikke alene.

Men det er den voldsomhed, hvormed han gør det, der efterlader et ubehageligt indtryk af, at noget er gået galt.

Kapitulation, forræderi, eftergivenhed, opgivelse. Det er de ord, der bedst beskriver den skandaløse undskyldning for en fredsaftale, som Trump-administrationen i øjeblikket sælger rundt omkring i Europa.

I stedet for at forsøge at tage fat på de grundlæggende årsager til konflikten – nemlig Ruslands uprovokerede invasion af en suveræn stat – er Trump og hans medløbere kommet til den perverse konklusion, at den bedste måde at opnå fred i Ukraine på er at belønne den russiske præsident Vladimir Putin for hans åbenlyse militære aggression.

Efter tre et halvt års krig, hvad havde de forestillet sig? Europæerne klamrer sig stadig til ideen om, at moralen overvinder alt. Det er bare et spørgsmål om at gå efter det. Det er kun viljen, der betyder noget.

Den absolut mest skandaløse del af forslaget, som Trump har kaldt sit “endelige tilbud”, er, at til gengæld for at Rusland indstiller fjendtlighederne langs deres nuværende frontlinjer, vil Washington gå med til en de jure anerkendelse af russisk kontrol over Krim. Derudover vil Rusland drage fordel af Washingtons de facto-anerkendelse af alt det territorium i det østlige Ukraine, som Moskva har erobret, besat og ulovligt annekteret i løbet af det seneste årti.

Kyiv siger nej til alt, og vesteuropæerne støtter dem betingelsesløst.</p

Coughlin er blandt dem, der nævner den regelbundne verdensorden, som om det er noget, der er blevet opretholdt og er ved at blive brudt med Trump. Hvad med Demokraternes instrumentalisering af staten for at knække Trump, fordi det involverede det globale Five Eyes-samarbejde (et efterretningssamarbejde mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand). Det var ikke særligt regelbaseret for NATO-landene at deltage i en sammensværgelse for at kompromittere en amerikansk præsidentkandidat. Det samme skete i 2020, da CIA greb direkte ind i valget med en stor, fed løgn, som også involverede russerne. Trumps påstande om, at Hunters bærbare computer var ægte, var russisk misinformation ifølge 51 topembedsmænd i efterretningstjenesten. Ved begge valg – i 2016 og 2020 – blev Rusland-kortet spillet.

Europæiske medier, som er stolte af deres frie presse – især den norske – har slet ikke skrevet om Russiagate. Den største politiske skandale i moderne amerikansk historie eksisterer ikke.

Det har skabt den store politiske afstand mellem Europa og USA, som J.D. Vance påpegede i München. Trumps vælgere ved noget om truslen mod demokratiet, som europæerne ikke ved, og europæiske politikere skal sørge for, at de heller ikke gør det.

Derfor opbygges det samme censurkompleks i Europa, som amerikanerne stemte imod, da de valgte Trump.

Europæerne har ikke indset, at de bliver ført bag lyset af deres egne ledere.

Reaktionen på den nye undtagelseslov viser, at der er grænser for, hvor langt man kan gå i Kongeriget Norge. Men det var helt op til målstregen, før også Ap kastede håndklædet i ringen, og spørgsmålet står tilbage: Hvordan kom denne lov i stand?

Det siger noget om Arbeiderpartiets og Høyres hybris, at de ville presse denne lov igennem i et valgår.

Der er sket et paradigmeskifte i Vesteuropa, og det har med Rusland at gøre, men ikke på den måde, som vi får serveret af krigspartiet. Det starter med den amerikanske elite, som går i krig mod en af deres egne, som er blevet en overløber. De tager fløjlshandskerne af, og alle midler er tilladt.

Sådan var det under selve galionsfiguren for de progressive vesterlændinge, Barack Obama. Glansen er for længst forsvundet i USA, men i Europa skinner han stadig.

Obama kommer til Oslo til en underskriftsceremoni i maj. For den norske elite er han et idol, som bekræfter, at det had, de hver dag spyr ud mod manden i Det Hvide Hus, er berettiget.

Det er endnu ikke gået op for den norske elite, at deres hest har tabt.

Baggrunden for torsdagens møde mellem Støre, Stoltenberg og Trump i Det Hvide Hus er mørk. Trump kender selvfølgelig til Norges iver efter at fortsætte krigen og samtidig angribe Israel. Men gæsterne er ikke klar over, at de er blevet gennemskuet, at deres vært ved noget om dem, som de ikke selv ved.

Trump har ikke brug for en Trump-hvisker, det er europæerne, der har brug for det.

De har ikke meget tid til rådighed.

 

 

Køb Hans Rustads bog om Trump her! Du kan købe e-bogen her.