Det europæiske raseri over Donald Trumps udenrigspolitik når dagligt nye højder. Hvornår får Mette nok af den amerikanske præsident? spørger Ekstra Bladet. Nu har Trump kaldt Zelenskij diktator, og det er for galt. Det er til gengæld en rammede karakteristik af Ukraines stærke mand, som ikke er præsident, da hans præsidentperiode er udløbet, og valget er aflyst. Alligevel bliver han siddende. Oppositionen er forbudt, kirkerne er bragt under statens kontrol. Ukraine er også gennemkorrupt. Halvdelen af de 200 milliarder dollars, som USA har bevilget, er forsvundet.

I Rusland, der bærer ansvaret for at have indledt krigen, står det ikke bedre til. Putin er en modbydelig diktator, som ikke betænker sig på at lyve eller myrde sine kritikere, og Rusland er mindst lige så korrupt som Ukraine. Det er i det hele taget to stater, som vi burde lægge afstand til, hvis vi levede i en drømmeverden. Der er al mulig grund til at støtte såvel den ukrainske som den russiske befolkning. Vi må bare konstatere, at det ikke er lykkedes dem at sikre demokrati og frie samfund, og i udenrigspolitik må man forholde os til staternes magthavere, hvor nederdrægtige de end måtte være.

Flere danske kommentatorer anklager Trump for at være en dårlig forhandler, idet han har givet Putin indrømmelser, endnu inden de reelle fredsforhandlinger er kommet i gang. Men, som den sovjetisk-fødte, nu amerikanske sikkerhedspolitiske analytiker, Rebekah Koffler, gør opmærksom på, skal man altid regne med, at når Trump siger noget om udenrigspolitik, er det noget helt andet, han har gang i.

Trump betragter simpelthen ikke verden, som den ser ud fra de europæiske hovedstæder, hvor Ukraine-krigen forekommer som det altoverskyggende problem. Hvad der optager Trump, er Kina, hvis kommunistiske herskere ikke gør nogen hemmelighed af, at deres plan er at udstrække deres imperium til større dele af Stillehavet og på lidt længere sigt overhale og undertvinge USA.

Derfor betænker Trump sig ikke på at lokke Putin til forhandlingsbordet med løfter om ukrainske afståelser af de områder, som Rusland allerede behersker. Han tilkendegiver også, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO, og at Rusland som belønning for at indstille krigen kan få adgang til G7 som det ottende medlem.

Det er et beskidt spil, men hvornår har storpolitisk været de rene hjerters domæne?

Ud over at lokke Putin til realforhandlinger, kan man forestille sig, at Trumps tilsyneladende russisk-venlige udmeldinger er beregnet på at trække Rusland væk fra det kinesiske favntag ved at styrke landets europæiske og vestlige identitet.

For det er jo det historiske problem: Er Rusland en del af Europa, eller tilhører landet en særlig slavisk civilisation, der ikke vil have med os at gøre? Dette spørgsmål har plaget russiske intellektuelle i snart 200 år.