Den kriseramte tyske industrikoncern ThyssenKrupp overvejer at aflyse alle projekter for den »klimavenlige« omlægning af stålproduktionen til brint i stedet for kul, fremgår det af interne dokumenter, som insidere har lækket til Handelsblatt.
Aflysningen af omstillingen til brint er et af fire scenarier, som ledelsen har forberedt for fremtiden, siger kilderne til den tyske avis.
Nyheden kommer kort tid efter, at både Equinor og Shell aflyste projekter om produktion af »blå« brint (produceret ved hjælp af fossile brændstoffer, men medCO2-lagring), som skulle transporteres via en rørledning fra Norge til Tyskland.
Det betyder, at et af prestigeprojekterne for Tysklands klima- og økonomiminister Robert Habeck, som havde afsat to milliarder euro til omstrukturering af ThyssenKrupp, hvoraf en halv milliard allerede er blevet udbetalt, er blevet aflyst.
Ambitionerne for produktionen af »klimaneutralt« stål i Tyskland er kolossale. Det skriver Berliner Zeitung:
Der er brug for omkring 2,2 millioner tons brint eller 73 terawatt-timer (TWh) om året for helt at afkarbonisere stålindustrien, som står for 28 procent af den samlede udledning i Tyskland. »Der antages en brintefterspørgsel på 0,85 millioner tons (28 TWh) i 2030,« siger den tyske brintsammenslutning (DWV).
ThyssenKrupps dilemma – at tage det »grønne spring« eller ej – illustrerer, at den virkelig alvorlige tvivl om overgangen til »dekarbonisering« i Europa begynder at indfinde sig.