Forstår tyskerne, at bønderne ikke vil være de eneste, der bemærker, at regeringen vil sende regningen for sine ideologiske eksperimenter til befolkningen? Det mener lederen af ​​den politiske afdeling af Berliner Zeitung, Moritz Eichhorn.

I Tyskland gjaldt en uskreven lov eller en slags stiltiende social kontrakt, mener han: Politikerne kan komme videre med deres sager, selvom vi er uenige, så længe det ikke koster os noget.

Det var for eksempel aftalen med udfasningen af ​​atomkraft (“vores energiforsyning er sikker og forbliver billig”), med åbningen af ​​grænserne i 2015 (“intet vil blive taget fra nogen”) , med energiomstillingen (“koster lige så meget som en is”) eller borgerløn (“det kan stadig betale sig at arbejde”). Alle disse løfter blev i sidste ende brudt, og nogle af dem var løgne fra starten.

Men nu har regeringen brudt den kontrakt, skriver Eichhorn.

Bøndernes raseri er hele landets raseri. Mere end 70 procent af borgerne støtter protesterne. Selvom traktor-konvojer lammer hele byer, bliver de heppet på af forbipasserende langs gaden. Er flertallet optaget af landbrugs-diesel eller afgiftsfritagelse for køretøjer? Nej, det handler om noget mere grundlæggende, og mange borgere er glade for, at landmændene har modet til at udtrykke denne ubestemmelig frygt for, at de bliver vildledt af regeringen. Ja, i princippet går bønderne på gaden i protest mod skattetrykket, men demonstrerer faktisk mod et system, der udnytter dem – mens de ellers via systemet smider penge ud af vinduet.

Med nedskæringerne til landmændene tager regeringen penge fra arbejdende folk for første gang i mange år, fortsætter Eichhorn. Og så er tålmodigheden med de gamle brudte løfter ikke det eneste, der ender. Folk begynder også at spekulere på, hvad pengene egentlig går til.

Nu er alle de skøre udgifter fra regeringen på bordet, og folk spørger sig selv: Hvorfor skal vi stramme op, når 47 procent af dem, der modtager borgerløn, er udlændinge? Hvorfor betaler vi millioner for grønne køleskabe i Colombia, undervisning i kønsidentitet i Vestasien? Eller klima og miljøvenlig byudvikling i Den Centralafrikanske Republik?

Men penge spildes også indenlandsk:

Hvorfor vil premierministeren købe tre VIP-helikoptere for 200 millioner euro? Alene omkostningerne ved renoveringen af ​​Komische Oper Berlin, som beløber sig til 487 millioner euro, overstiger besparelsen på 440 millioner euro fra landbrugsdieselen.

Så længe der var nok til alle, var det her fint, skriver Eichhorn. Men nu er de fede år forbi.

Pengene er der ikke længere. Kreditgrænsen er sprængt, og skatteyderne ser for første gang nærmere på regeringens regnskaber.

Og det, de finder, er chokerende. Listen over tyske udviklingsprojekter i udlandet virker nogle gange som satire. Andre eksempler, der er kommet på bordet for nylig, er Tysklands støtte til cykelstier i Peru og kurser i “positiv maskulinitet” i Rwanda.

Folk forstår, hvad der kommer:

Landmændene er de første, der lider på grund af kontraktbruddet. Men de bliver ikke de sidste. Det ved et flertal i landet, og derfor støtter de demonstranterne. Vi står over for uenigheder om, hvad alle rent faktisk har ret til.

Men der er ingen walkover-sejre her. I regeringen er de ikke klar til at opgive deres yndlingsprojekter, fastslår Eichhorn.

Og så skal protesterne fortsætte, helt uanfægtet af, at myndighederne nu forsøger at fremstille demonstranterne som højreekstremister.

Køb “Hvordan myndighederne bluffede os” af Robert Malone!