I går aftes blev jeg ringet op af en yngre (betydeligt yngre) mand, der bebrejdede mig, at jeg var så sortsynet. Kunne jeg dog ikke mobilisere lidt optimisme?

Det gjaldt krigen i Ukraine. Skal vi bare indstille hjælpen til Volodymyr Zelenskij og overlade hele landet til Putin? spurgte han.

Mit svar var, at vi savner en forklaring og et realistisk perspektiv fra de vestlige ledere. Hvad har de tænkt sig at udrette med deres milliarder og våben? Det eneste, vi hører, er, at krigen skal fortsætte til den bitre ende. Det kan blive meget længe, for intet tyder på, at Ukraine er ved at vinde. Derimod tyder alt på, at landet er ved at blive ødelagt, mens indbyggerne dør i hobetal. Hvis det fortsætter på den måde, får Ukraine svært ved at mobilisere tilstrækkeligt med soldater, og hvad så? Skal NATO-tropper så i direkte kamp med Rusland og dermed omdanne stedfortræderkrigen til en verdenskrig? Vil Mette Frederiksen sende danske piloter til at bemande de fly, hun har foræret Zelenskij? Og kan man stole på, at Vesten vil kunne vinde en sådan krig? Er det sikkert, at alle NATO-lande vil bidrage?

Som jeg sagde til den unge mand, nytter det ikke noget, at USA og Danmark pustet sig op med storladne erklæringer om, at nu skal Putin få kærligheden at føle, hvis man ikke har midlerne til at følge op på truslerne.

Det hjælper heller ikke at slå om sig med beskyldninger mod Putin for at være nazist (selvom han bevisligt er diktator og slår sine kritikere ihjel). Den uhæmmede retorik tjener intet andet formål end at bidrage til en krigspsykose, som de vestlige politikere kan gemme sig bag, mens folk glemmer, at det går ad helvede til med det meste andet.

Som jeg forklarede: Når man som Ukraine er kastet ud i en krig, man ikke kan vinde, har man intet andet valg end at søge en fredsløsning, som naturligvis betyder, at landet må give indrømmelser til Rusland. Det er uretfærdigt, kan man indvende. Det var også uretfærdigt, at Danmark efter krigen i 1864 måtte afstå hele Slesvig, men da Danmark ikke havde kræfter til at besejre Preussen og Østrig, var der ikke andet at gøre.

Desværre kommer freden nok ikke lige med det samme, for USA synes parat til at kæmpe til sidste ukrainer. Det samme er Mette Frederiksen.

Når historien om denne krig engang skal skrives, vil man måske kalde krigspartiets holdning både modig og ærefuld, men resultatet vil man næppe kalde en sejr.