I anledning af Danmarks befrielse for 78 år siden har Niels Westy skrevet et tankevækkende indlæg på Punditokraterne

Westy benytter anledningen til at gå i rette med tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Marie Krarup, som mener, at NATO og EU bærer ansvaret for udbruddet af Ukraine-krigen ved at ekspandere mod øst og dermed true Rusland. Det er naturligvis noget sludder. Hverken NATO eller EU tvinger nogen til at blive medlem. Som Westy gør opmærksom på, skal landene ansøge om optagelse, som det tidligere neutrale Finland har gjort i forholdet til NATO. Skulle NATO afvise ansøgninger om optagelse med henvisning til, at Putin ville blive vred og dermed i realiteten udstyre Rusland med en vetoret over, hvem der må komme med i klubben? Noget andet er, om optagelse af et betstemt land er i NATO’s egen interesse. Vil det eksempelvis være fornuftigt at acceptere et ustabilt og gennemkorrupt land som Ukraine, som NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg har slået til lyd for? Har NATO ikke nok problemer med Tyrkiet, som nu udsender trusler mod et andet NATO-land, nemlig Grækenland?

Man kan imidlertid spørge på en anden måde: Bærer USA og NATO et medansvar for, at det overhovedet kom til krig?

Havde Danmark et medansvar for den tyske besættelse den 9. april 1940, fordi Hitler med rette antog, at vi hverken ville eller kunne forsvare landet? Det har vist kun enkelte frustrerede danske officerer argumenteret for.

Men, når vi taler om stormagter som Frankrig og England (som de jo var i tidsrummet mellem Første og Anden Verdenskrig), er det en anden sag. Hvis de havde haft viljen, kunne de med lethed have sat en stopper for Tysklands ulovlige oprustning, der begyndte kort efter undertegnelsen af Versailles-freden i 1919. Det skete i form af det ”Sorte Rigsværn” og Tysklands hemmelige oprustning på sovjetisk territorium (som er et af temaerne i den glimrende fiktionsserie Babylon Berlin). Flere af de lande, der senere blev ofre for tyske overfald havde glimrende efterretningstjenester og må have vidst, at Tyskland allerede inden Hitlers magtovertagelse i 1933 var i fuld gang med at overtræde bestemmelserne i Versailles-freden. De kunne have grebet ind, og det kunne de så sent som i marts 1936, da Hitler okkuperede Rhinlandet, hvor Tyskland ifølge Versailles-freden ikke måtte have tropper. Hitler var udmærket klar over, at han spillede hazard og havde udstedt en forholdsordre til sine soldater om at trække sig tilbage, hvis Frankrig og Belgien slog igen. I 1936 havde han ganske enkelt ikke styrken til at stille noget op, hvis vestmagterne var trådt i karakter. En sådan ydmygelse kunne meget vel have medført naziregimets fald og dermed forhindret Anden Verdenskrig i Europa.

Men Storbritannien, Frankrig og Belgien foretog sig intet, og Hitler kunne ikke komme til anden konklusion, end at han havde grønt lys til at fortsætte sin ekspansionspolitik. Og hvis han skulle have været i tvivl, så han, hvordan det gik i München i september 1938, hvor Storbritannien, Frankrig og Italien uden modydelse overdrog det tjekkoslovakiske Sudeterland til Hitler og dermed gjorde Tjekkoslovakiet forsvarsløst. Hitler besatte da også resten af landet året efter.

Det fik omsider London og Paris til at udstede garantier for Polens sikkerhed, men dem tog Hitler ikke alvorligt. Til sine nærmeste sagde føreren: ”Vore fjender er små orme. Jeg så dem i München.” Det kom derfor som en overraskelse for Hitler, at Storbitannien og Frankrig for en gangs skyld levede op til deres garantier til Polen, da han den 1. september 1939 indledte sin lynkrig, og reagerede med krigserklæringer. Hitler var rasende og målløs og sagde til en af sine hjælpere: ”Hvad nu?” Det havde han sandelig ikke forventet fra ”de små orme”.

Putin havde givetvis heller ikke forventet nogen stærk vestlig reaktion, da han rykkede ind i Ukraine den 24. februar 2022. Med sit æreløse udtog fra Afghanistan i maj 2021, som bl.a. medførte, at USA overlod gigantiske mængder af moderne våben til talebanerne, kunne den russiske diktator næppe være kommet til anden konklusion, end at den tidligere amerikanske stormagt var blevet forvandlet til en tandløs kælling, der ville fare sammen i et hjørne, hvis Rusland viste sine muskler. Og for at give ham yderligere blod på tanden havde Joe Biden officielt ladet forstå, at USA ikke ville gribe ind, hvis Putin blot foretog et ”mindre indfald” i Ukraine.

Her har vi altså to diktatorer, som havde grund til at tro, at deres modstandere var for affældige og frygtsomme til modstå deres imperialistiske ambitioner. Var England og Frankrig op til Anden Verdenskrig og USA op til Ukraine-krigen derfor ansvarlige eller medansvarlige for de blodbad, der fulgte?

Jeg har ofte spurgt: Hvem bærer ansvaret for, at en haj æder børnene i svømmepølen? Er det hajen eller dem, der ikke forhindrede den i at få adgang? Det er naturligvis i første omgang hajen, men dem, der kunne have forment den adgang, men ikke gjorde, må også påtage sig deres del af ansvaret. Hvis USA og NATO havde optrådt med fasthed overfor Putin, ville han måske have tænkt sig om, før han satte Europa i brand.

I stedet for at tale om ansvar er det imidlertid bedre at se på svaghed og styrke. Er man ansvarlig for, at en voldsmand går til angreb, fordi ofret har været fejt eller forsvarsløst og dermed givet voldsmanden den opfattelse, at et angreb ikke ville få konsekvenser?

Ja, i en vis forstand må det være ansvarspådragende, hvis stater, som har midlerne til at stoppe en voldsmand, blot lader ham fortsætte med sine krænkelser af internationale aftaler og overfald på sine naboer.

Ud over Marie Krarup har Niels Westy også en høne at plukke med Kasper Støvring, den selverklærede realist, som mener, at den vestlige støtte til regimet i Kyiv blot trækker krigen i langdrag og uden udsigt til at Ukraine kan vinde. Ifølge Westy ”glemmer han behændigt at medtage at hans udgave af ”realistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” måske i virkeligheden bærer det største ansvar for at Putins regime mente at de kunne invadere og vinde en krig mod Ukraine.”

Jeg ved ikke, om det er Støvrings opfattelse, men jeg finder problemer med Westys.

Det var netop manglende realisme, der fik Biden-regimet til at sætte USA’s stormagtsposition på spil og erstatte den med venstreekstreme ideologier, så som transkønnethed i de væbnede styrker, ”klimaet” som verdens største udfordring, woke-propaganda i skolerne og liderlige optog af mænd udklædt som kvinder foran små børn. Når imperialistiske magter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea betragter et sådant forfald, kan de næppe komme til anden slutning, end at ormen har gravet sig dybt ind i den vestlige civilisation, og at tiden er kommet til at knuse den.

Jeg ved ikke, om Kasper Støvring, kan skrive under på denne version af realismen, men jeg mener, at der er to slags. Den realisme, som man kan forlange, at magterne udviser, for at forhindre en krig. Og den realisme, man må forholde sig til, når krigen er en realitet. Uanset hvordan man vil fordele ansvaret for Ukraine-krigen, må man forholde sig til den virkelighed, at krigen er brudt ud. Og så må man, som Støvring har gjort, spørge, hvilken ende, der er i udsigt.

Kan Ukraine ikke vinde trods gigantisk vestlige våbenhjælp og enorm økonomisk støtte, må man indstille sig på en kompromisfred. Dvs. en fred, som ikke giver de krigsførende parter alt hvad de håbede – og i dette tilfælde især ikke Ukraine.

På kirkegården står et skilt med påskriften: ”Her hviler Jens Jensen. Han havde ret.” Han faldt desværre i kampen for sin ret.

I anledningen af Danmarks befrielse for 78 år siden