Vi kan lige så godt sige det, som det er: Det, der oprindeligt var vestlig våbenhjælp til Ukraines forsvar, har udviklet sig til en stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO anført af USA. Vestens mål er tydeligvis en total ydmygelse af Rusland, der skal tvinges til at trække sig tilbage med halen mellem benene. Ingen taler længere om diplomatiske løsninger eller kompromisser, men om hvilke våben, man kan levere til Kiev.

Mange vil sige, at det har Putin rigtig godt af, for han kunne bare have ladet være med at indlede en krig, hvis konsekvenser han tydeligvis ikke kunne overskue. Og, ja, det har han godt af!

Man skulle ellers tro, at Rusland havde lært lektien efter den mislykkede invasion af Afghanistan i 1979 og den ti-år-lange krig, der medvirkede til Sovjetunionens undergang. Om Putin og hans regime vil kunne overleve et nederlag i Ukraine, er et åbent spørgsmål, men de gentagne trusler om at indsætte kernevåben tyder på udbredt nervøsitet i Kreml.

NATO-landene synes at tage atomtruslerne med knusende ro. De preller også af på Finland og Sverige, der nu vil bryde med generationers neutralitet til fordel for medlemskab af den vestlige alliance.

Alt mens Ukraine bliver forsynet med flere vestlige præcisionsvåben, forringes Ruslands sejrschancer, og mange sikkerhedspolitiske analytikere spekulerer på, hvad Putin vil gøre, den dag han står med ryggen mod muren. Men ingen aner, hvad en desperat mand kan finde på.

Man må håbe, at USA og NATO nøje overvejer deres næste skridt.