Foto: Facebook

‘Some viewed it as a right-wing protest’, skrev et engelsk kunstmagasin, men at skænde et maleri er vel ikke i sig selv højreorienteret. Mikkel Andersson kommenterer hos Kontrast – Ibi-Pippi har opløst den sidste grænse mellem satire og moderne kunst.

“… det sjove er naturligvis, at kunstverdenen er sovset ind i en infantil fascination af provokationen, forudsat det er den rigtige type provokation. I Danmark anerkender vi det som stuur, stuur kunst, at en gruppe venstreorienterede engang klædte sig ud som julemænd og gav andres ting væk. Den aktion er faktisk på selveste Kulturministeriets guldrandede kulturkanon.

På samme vis er det alment anerkendt i kunstkredse, at guldfisk i blendere og rådnende svinekroppe faktisk også er rigtig stor kunst, der skal fremvises på fine museer. Og da en ansat ved Kunstakademiet smed en buste i havnen for nylig, fordi noget med kolonialisme, erklærede mere end 600 af landets kunstnere, at det skam var en både nødvendig og meget kunstnerisk aktion. Listen med banale provokationer hyldet som vældig stor kunst er nogenlunde uendelig.

Derfor var det noget nær sublim underholdning at høre P1 Debat, hvor et forarget kunstparnas harcellerede over, at Ibi-Pippi havde tilladt sig at provokere på den helt forkerte måde! En kunstanmelder fra Politiken og selveste Marco Evaristti (det er ham med guldfiskene i blenderen) kunne nærmest ikke få vejret af harme over, hvor dårlig, provinsiel og grov Ibi-Pippis aktion var.

Det lød nærmest som et ekko af Informations harmdirrende leder, der rasede over hans ‘vandalisering eller modificering af et anerkendt værk ejet af et museum’. Imens udlagde Ibi-Pippi roligt sin pointe og tilføjede derefter, at reaktionerne på hans hærværk også var en del af værket, hvormed han naturligvis elegant indskrev selve udsendelsen og sine vrede opponenter i sin ‘kunst’.

Og at høre en mand, der primært er kendt for at udstillere blendere med fisk i, udskrige andres ‘værker’ som ubegavet fiduskunst, er naturligvis kosteligt i sig selv. Det samme er den hændervridende pludselige omsorg for noget så borgerligt som den private ejendomsret, der præger lederskribenterne i både Information og Politiken.”