Der er hård kamp i toppen, men skulle man lave en liste over politiserende samfundsforskere, så ville lektor Tim Jensen uden tvivl være at finde på top 10. På TV2.dk kommenterer han dagens racismedom, og det kan ikke gøres mindre oplysende.

“… ifølge religionsforsker ved SDU, Tim Jensen, er opslaget slet ikke sammenhængende.

– Det er faktuelt noget sludder og vrøvl, det han siger. Undersøgelser viser, at det er et lille mindretal af muslimer, der er islamister, siger han og uddyber:

– Set fra en religionsforskers synspunkt er det også noget vrøvl, at islam er en ideologi. Religion er meget mere end en ideologi, men om nogen så vil bruge den som mere end en ideologi, det er en anden sag, siger Tim Jensen.”

Tim Jensen indleder med en lille stråmand. Ole Flemming Nielsen skrev ikke, at alle muslimer er islamister, men at der var massiv indvandring af islamister. Dernæst et lille forbehold, at han taler som religionsforsker, og slutteligt den utvetydige konklusion: Det er faktuelt forkert at muslimer er islamister, og det er faktuelt forkert at islam er en ideologi.

Der er skrevet meget om forholdet mellem islam og islamisme, og emnet udgjorde 15-20 sider i mit historiespeciale, der var en omhyggelig gennemgang af fire centrale forfatterskaber indenfor dansk islamforskning. Herunder tidlige værker af den senere professor Jørgen Bæk Simonsen, der meget sigende brugte begrebet islamisme (politisk islam) synonymt med fundamentalisme (bogstavelig tilgang til islam), og konkret benyttede udtrykket ‘bin wa dawla’ til at understrege det faktum, at islam for muslimer er både religion og politik. Fire citater.

“Islam har således fra sin spæde begyndelse været engageret i en kamp om den politiske magt, og der findes i koranen en lang række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser.” (Simonsen:1983a:12f)

“‘Din’ betyder på arabisk ‘religion’ i almindelig forstand. ‘Dawla’ betyder egentligt ‘dynasti’, og muslimen udtrykker hermed, at islam også omfatter det, vi vil kalde politik i bred forstand.” (Simonsen:1983a:11)

“… islam er for en muslim mere end religion i snæver forstand. Det er, som det hyppigt udtrykkes, din wa dawla (‘religion og regering’).” (Simonsen:1983b:66)

“Muslimer henviser til, at islam er din wa dawla, hvormed refereres til det forhold, at islam faktisk angiver konkrete anvisninger for alle livets forhold.” (Simonsen:1990a:211)

Såvidt Jørgen Bæk Simonsen. Mehdi Mozzafari var professor i ‘islamiske studier’, da han i 2014 udgav bogen ‘Islamisme – en orientalsk totalitarisme’, og her satte ord på problematikken.

“‘Vil islam acceptere blot at være en privatsag?

Der findes mindst tre forskellige elementer, der er dybt rodfæstet i islam, som forhindrer både en ‘privatisering’ og en neutral holdning til sekulariseringen af samfundet.

Den første forhindring findes i islams primære kendetegn: at den er en politisk religion. … ‘islam [har] skabt en stat, Medina-staten’

‘Muhammed selv var ikke bare en profet, han var samtidig statsmand, statsoverhoved, øverstbefalende for hæren og den øverste dommer’

Han nærmeste tilhængere var også både åndelige og politiske ledere; ifølge historien var de faktisk mere politiske end åndelige. Hvordan kan en muslim glemme disse ubestridelige kendsgerninger og tro, at islam er neutral i forhold til politik? Her taler jeg kun om de historiske kendsgerninger, men det er ikke svært at finde adskillige referencer til politik på alle niveauer i Koranen. Den eneste måde, man kan gøre islam apolitisk på, er ved at ignorere islams faktiske historie under Muhammad og hans efterfølgere og ved at søge tilflugt i mysticisme. Det lader faktisk til at de såkaldte islamiske fundamentalister faktisk har en pointe her, når de siger, at ‘islam er politik, og politik er islam’.’ ..

Den anden forhindring ligger i, at Koranen for muslimer i sig selv er en hellig tekst … Koranen er således uforanderlig … især fordi den er Allahs ord. Derfor vil Koranen altid altid potentielt være imod ethvert forsøg på at transformere et helligt samfund til et sekulært samfund. …

‘Den tredje forhindring ligger i, at islam ikke har nogen central religiøs myndighed i form af en organiseret og anerkendt kirke og præstestand, som både jødedommen og katolicismen har.’ … Islam er en diffus religion’… Eftersom islam er diffus, bliver adskillelsen mellem stat og religion ekstremt vanskelig, da det er svært at trække en skillelinje mellem dem. … Man skal som person gøre op med sig selv, hvad der er er religiøst, og hvad der er politisk, før man går videre med at skille de to ting ad. Fordi vi skal vide helt nøjagtigt hvad der er adskillelsens genstand. Så længe enhed dominerer folks sind, og den intellektuelle og mentale adskillelse mellem f.eks. æstetik og tro forbliver en diffus proces, kan friheden ikke virkeliggøres i et samfund. Som Basam Tibi skrev. ‘Frihed er et sekulært projekt’ (Tibi 1995:80-92).” (Mozzafari:2014:225ff)

Hvor Jørgen Bæk Simonsen beskrev traditionen, den måde muslimer historisk har tolket islam på, så fokuserer Mozzafari på de islamiske kilder. Både Simonsen, Mozzafari og Jensen ved, at ingen af de fire store retsskoler indenfor islam anerkender en adskillelse af religion og politik. Kan Tim Jensen ikke få sig selv til at sige dette til en journalist, så burde han ikke være forsker. Når han ligefrem kalder det for ‘sludder og vrøvl’, så mangler han ikke blot den nødvendige integritet – han er decideret uhæderlig.