Politiken, 31. juli 2015)

En lige højre til blødhjerterne i integrationslobbyen. Kommentar i Berlingske af Ali Aminali – Det var ikke Dansk Flygtningehjælp, men de danske naboer, der troede på mine forældre (kræver login).

“… Vi kom til Danmark i 1988 og fra start blev vi mødt som ressourcesvage, der skulle pakkes ind i bobleplast. Vi mødte ikke integrationsmaskinen. Det vil sige de kommunale indsatser, som er lavet til minoritetsetniske med fokus på etnicitet. Det vi mødte, var de bedrevidende humanister, som anså det som deres kald at beskytte nytilkomne fra ret og pligt. Da min far kom til Danmark var han vant til at arbejde. Også selvom at han måtte flygte fra politisk forfølgelse, vold og i sidste ende husarrest. Derfor kendte han ikke til andet, da han ‘landede’ i et asylcenter og senere i Helsingør Kommune.

Han første spørgsmål var også ‘hvordan tjener jeg penge?’ For det var, hvad han var vant til ‘hjemmefra’. Alligevel fortalte flere Dansk Flygtningehjælp-medarbejdere mine forældre, at de ikke behøvede at arbejde. Min fars daværende ‘mentor’ havde ordret sagt: ‘Du behøver ikke at arbejde. Du kan blive hjemme og få penge og ro’. Ikke nok med det, så blev min mor også påduttet andres ideer om det gode liv. F.eks. opfordrede min mors støtteperson hende til at bruge tørklæde, fordi ‘der jo er religionsfrihed i Danmark’. Hun gik så langt til at købe flere forskellige farvede tørklæder til hende.

Min sympatiske skoleleder gav mig fri fra kristendomsundervisning – uden at vende det med mine forældre – fordi vi jo var ‘muslimer’. …”