FBIs tidligere direktør, James Comey, der blev fyret af præsident Donald Trump, har vidnet foran Senatets efterretningskomité om Trump-administrationens forhold til Rusland. Men det er ikke blevet den rygende pistol, som mange på venstrefløjen og i pressen havde forventet og sikkert også håbet. Tværtimod virkede fraværet af noget som helst substantielt som en inddirekte æresoprejsning til Trump og opfattelsen af, at pressen og kræfter i efterretningsvæsnet samarbejder for at underminere hans regering.

De danske medier får deres amerikanske billeder gennem de mest Trump-fjendtlige medier. De synes at godtage løst sammenhængende anklager og historier som givne på baggrund af disse amerikanske mediers renomme fra forne tider. Hvis Trump er en useriøs og chanceløs kandidat til posten som amerikansk Præsident, tages det for gode varer, for det plejer det at være – hvis man bevæger sig tilstrækkeligt mange årtier tilbage.

Men mere bekymrende er det, når der ikke reflekteres over de mange analyser og forudsigelsers svaghed i mødet med virkeligheden. Man fortsætter med at se USA gennem de briller, der ledte en på afveje og gentager den refleks der hedder, at der må være tale om en fejl eller svindel, når realiteterne ikke arter sig efter drømmene. Ingen behøver forklare, hvad et samarbejde med russerne skulle gå ud på, og om det overhovedet giver mening. Lyden af ‘collusion’ og landsforræderi overdøver helt 80´erne, der ringer for at få deres udenrigspolitik tilbage. Den republikanske senator Linsey Graham har vittigt bemærket at Trumps påståede samarbejde med russerne synes usandsynligt, så svært Trump i forvejen har ved at samarbejde med sin egen stab.

Så hvad skal man sige, når Comeys vidneudsagn ikke var en rygende pistol mod Trump, men en nothingburger? Danmarks Radio, som BBC, hæftede sig bl.a ved, at den tidligere direktør for FBI James Comey anklagede Trump for at lyve.

Administrationen valgte at sværte mig og vigtigere endnu at skade FBI ved at sige, at organisationen var i opbrud, siger James Comey og fortsætter:

– Det var løgne, så enkelt er det. Og jeg er så ked af, at FBI-medarbejderne måtte høre dem, siger han.

Denne rørende fortælling om den forsmåede embedsmand havnede endda i DRs top 3 over vigtige afsløringer. Den første værende at Trump forsøgte at stoppe den undersøgelse mod dele af hans stab for at have samarbejdet med russerne.

Det kom allerede frem i går i James Comeys skriftlige vidneudsagn, at han mener, at Donald Trump forsøgte at stoppe FBI’s undersøgelse af de mulige russiske forbindelser – herunder undersøgelserne af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Dette bekræftede Comey under høringen. Han oplevede samtalerne med præsidenten om FBI’s Rusland-efterforskning som meget “foruroligende”.

LÆS OGSÅ: Comey: Trump forsøgte at påvirke undersøgelser

Derudover gjorde han det klart, at han ikke mener, at det er hans job at skulle vurdere, hvorvidt USA’s præsident, Donald Trump, forsøgte at stå i vejen for retfærdighed under deres samtaler.

Han medgiver, at der ikke ordret blev givet en ordre om at stoppe undersøgelsen fra præsidentens side.

– Men jeg forstod det som en henstilling. Det er min vurdering.

Comey “forstod det som en henstilling” og da han havde “haft flere episoder med Donald Trump, hvor han følte, at præsidenten overskred sine beføjelser (..) begyndte [han] derfor at notere sine iagttagelser og samtaler med præsidenten ned”

– Jeg vidste, at der ville komme en dag, hvor jeg kunne få brug for beviser. Ikke kun for at forsvare mig selv, men for at forsvare FBI, siger han til høringen.

Som skrevet tidligere, så har FBI direktøren underretningspligt, hvis han har mistanke om at præsidenten overskrider sine magtbeføjelser. Derfor kan man enten konkludere at Comey svigtede sit embede eller at han alligevel ikke rigtigt mente at Trump mente det bogstaveligt, da han håbede Flynn ville slippe ud af gabestokken og da han forlangte ‘loyalitet’.

Denne spegede opfattelse af, hvad Comey har opfattet kan måske forklares ved det kultursammenstød mellem den rå forretningsmand, der udstikker ordrer til alle sine foresatte kontra det forfinede politiske spil mellem politikere og embedsmænd i et net af asymmetriske magtstrukturer. Men det rejser blot spørgsmålet om, hvorfor Comey ikke sikrede sig, at dette var tilfældet i disse situationer og tjente sin præsident ved at vejlede ham i de mange faldgruber i den politiske process. Eller sagt med Mark Levins ord, fremstod Comey, som

A weak man who couldn’t even muster the courage to tell Donald Trump to his face when he thought Trump had crossed a line. Instead, Comey schemed behind the scenes to document conduct which even Comey will not publicly claim was criminal.

Trump’s distrust of Comey ultimate was vindicated by what we now know about Comey.

Pathetic also was the word that came to mind when Comey described how he succumbed to pressure from then Attorney General Loretta Lynch to call the investigation of Hillary Clinton’s email server a “matter.” That was how the Clinton campaign wanted it portrayed. From an electoral perspective, they dreaded the accurate description that Hillary was under “investigation.” The Attorney General served as the functional equivalent of a campaign enforcer in the campaign against Trump.

It all puts the secret meeting between Lynch and Bill Clinton in a new perspective, and should result in a re-opened investigation not only of Hillary’s server but a new investigation of Lynch.

Levin spekulerer i, at Comeys følsomme bekymring for, hvad hans medarbejdere måtte lægge øre til fra Trumps mund, og hvad han selv havde måtte lide under i (kriminel?) tavshed, skulle dække over, at han ikke havde noget substantielt bevis på, at Trump skulle have gjort noget galt, endsige kriminelt. Men hvorfor Comey på den baggrund skulle mene at have behov for i stilhed at samle notater om Trumps ‘foruroligende’ opførsel, når denne tanke ikke havde strejfet ham, da han gav efter for den tidligere justitsminister ved at indgå i en politisk dagsorden, kan man kun gisne om

Another startling aspect was how damaging the Comey testimony was to the Russian conspiracy theorists who have driven the media and Democratic war on Trump.

Comey confirmed, again, that even as of his last day in office Donald Trump was not personally the subject of FBI investigation, neither criminal nor counter-intelligence. The lack of investigation, despite media claims otherwise, was not deemed worthy of public disclosure by Comey. Comey was fine to let Trump twist in the wind of misleading and false media claims.

Moreover, Comey stated that a key New York Times report asserting Trump campaign collusion, which sparked much of the frenzy the past several months, was substantively false. On top of that, Comey testified not only that Trump didn’t try to impede the Russia investigation, he actually encouraged Comey to find out and expose whether any of Trump’s campaign “satellites” (I assume that means people working for or with the campaign) engaged in wrongdoing.

This testimony should spell the death of the Russia collusion claims, as even Chris Matthews acknowledged today. But it’s more than a death of conspiracy theories, it’s an indictment of the attempts to undo the 2016 election results and to undermine the Trump administration’s ability to govern. The “resistance” has been and is based on lies, and represents the true threat to our electoral and representative system.

These are the big picture items. The he said / he said dispute over whether Trump asked for “loyalty” is a sideshow.

Den tredie afsløring som Danmarks Radio hæftede sig ved, var Comeys indrømmelse af, at han via en mellemmand havde lækket indholdet af en privat samtale med Trump til pressen

– Jeg følte, at det var meget vigtigt at få ud. Og at jeg havde ret til det som amerikansk borger, sagde han.

Denne ret til at lege whistleblower som direktør for FBI når der i forvejen påhviler ham underretningspligt, burde rejse et par øjenbryn hos DRs reporter. Det gjorde det hos Levin

The real bombshell (…) was that moment in the hearings when Comey, under questioning by Susan Collins, acknowledged that he had arranged for a Columbia Law School professor friend of his to leak a memo of his conversation with Trump about Michael Flynn to the NY Times. That memo apparently has not even been given to the Senate Intelligence Committee, and the leaking of which may put Comey himself in legal jeopardy.

Even worse, Comey admitted that he arranged the leak of the memo for the express purpose of creating a pretext for appointment of a Special Counsel. Comey succeeded in this subterfuge, as Special Counsel Robert Mueller now is leading the investigation. Comey never had volunteered that leak sequence, and allowed the public debate over appointment of a Special Counsel to proceed under false pretenses.

The ship of Deep Statet leak from the top.

Drokles blogger på www.monokultur.dk