Mødets hovedformål var ganske givet, ovenpå Trumps valgsejr, at sende et signal om tysk-amerikansk sammenhold til Ruslands præsident Putin. Men for de to statsledere var der torsdag d. 17. november også et andet vigtigt punkt på dagsordenen, de såkaldte ’falske nyheder’, skriver The New York Times.
’Falske nyheder’
’Falske nyheder’ er et forholdsvis nyt fænomen. Torsdag d. 7. november skrev Politiken en nyhedshistorie om to makedonske teenagere, der med et netværk på 150 hjemmesider spredte sensationelle historier om kandidaterne i den amerikanske valgkamp. Formålet var at drive trafik fra de sociale medier ind på hjemmesiderne, så de to teenagere kunne generere annonceindtægter. Om det er denne type ’falske nyheder’, der generer magthaverne, vides ikke med sikkerhed.
Facebook
De, herunder de tyske myndigheder, der ser de såkaldte ’falske nyheder’ som et problem, bebrejder typisk det sociale medie Facebook for at tillade spredningen. På en FN-konference tilbage i september 2015 konfronterede Angela Merkel Facebooks ejer og stifter, Mark Zuckerberg. Da nogen havde glemt at slukke for Merkels mikrofon, blev den private samtale live-transmiteret til FN’s hjemmeside.
Flygtningekrisen
Under den afslørende samtale hørte man, hvor utilfreds Merkel var med kritiske historier og ’hate speech’ om flygtningekrisen på Facebook. Noget hun ønskede Facebook skulle gøre noget ved. Facebook selv afviser at ’falske nyheder’ er et udbredt problem, skriver Washington Times.
Merkel og fremtiden
Merkels beslutning om at lade næsten en million flygtninge komme til Tyskland har kostet i vælgeropbakningen. Nye indvandringskritiske partier som eksempelvis Alternative für Deutschland (AfD) presser Merkels parti CDU i delstaterne. På trods af meningsmålingerne stiller Merkel igen op til kanslerposten.
Statens magt og pressefrihed
Det vides ikke konkret, hvordan Merkel og Obama vil løse problemet med ’falske nyheder.’ Indtil videre har de kun lagt pres på det sociale medie Facebook. Men at kunne åbne og lukke for hanen på nyhedshistorier, ved at udvælge hvilke der er sande og falske, må siges at være et særdeles magtfuldt redskab, særligt under en valgkamp.
Asger Bonnevie skriver for www.trykkefrihed.dk
Det forekommer mig, at medierne selv er ret gode til at plante falske nyheder. Ikke mindst i form af meningsmålinger, som er way off det faktiske resultat.