Henryk Broder, en af Tysklands fremste kommentatorer, formulerer de tyske krav til sameksistens: I er kommet til en kristen-humanistisk kultur. Vi foretrækker kirkeklokker, det er vores historie. I får beholde jeres moskeer, men det som siges i dem skal ikke være fjendtlig eller hadefuldt, hverken til demokratiet, ytringsfriheden, jøder, homofile eller kvinder. Vi ønsker ikke bønneråb, ganske enkelt fordi vi ikke kan li det. Vi vil være villige til at revurdere når kirker er tilladt i Saudi-Arabien og det er slut på forfølgelsen av kristne.

En muslimsk butiksejer bliver dræbt i Glasgow. Pressen skriver at politiet tror drabet er religiøst motiveret. Kan det ha været et hævnangreb? Så bliver det helt stille. Ingen flere spørgsmål. Asad Shah var ahmadiyyah, Så forstår vi, men vi kan alligevel ikke sige det højt. Denne tavshed er “why things are going to go so very wrong in the near future”, skriver Douglas Murray.

Er der en sammenhæng mellem overgrebene i Köln på nytårsaften og tilstanden i Syrien? Svaret er: Ja, denne sammenhæng findes, og fællesnævneren er vold mod kvinder. Mange af mine tyske samtalepartnere synes ikke at forstå den vold mod kvinder som man finder i den orientalsk-patriarkalske kulturens tradition. I orienten regnes ikke kvinder for at være subjekter, […]

Engang var utildækkede kvinder en selvfølgelighed også i Mellemøsten og Nordafrika. Miniskørt var på mode. Så kom islamiseringen i 80’erne, og med den tildækningen. Nu er det franske stewardesser der får besked om at tildække sig når de flyver på Teheran. Hvilke værdier er det som vinder?

52% af de britiske muslimer mener, at homoseksualitet bør gøres ulovligt. 27% af de britiske muslimer har “en vis sympati for motiverne bag angrebene” på Charlie Hebdo. Når resultater af meningsmålinger kommer ud, forsøger næsten hele det muslimske samfund, herunder næsten alle muslimer i medierne og alle selvbestaltede grupper af “muslimske ledere” at bevise, at afstemningen er et bedrag. Der er aldrig nogen antydning af introspektion. Der er ingen skam og ingen bekymring, kun angreb.

I Aftenpostens leder torsdag 28. april blottstiller avisens redaksjonsledelse at den intet forstår av tidens største konflikt, men aktivt går inn for å spre forvirring og direkte villede leserne. Man kan snakke om å forsvare eller kjempe innbitt for sine illusjoner. Det lyder ibsensk. «Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske, så tar De lykken fra […]

I al diskussion om forebygning af radikalisering og sanktionering af ekstremisme, er det et fundamentalt princip man må erkende for overhovedet at kunne bestemme retningen: Demokratiet har ret til at forsvare sig. Det er et såkaldt first principle. Hvis reaktionen kommer for sent, vil den blive brutal. Vi har fortsat chancen til at besinne os og stå op for vores verdier.

Der er et hav mellem, hvad britiske muslimer tror, og hvad resten af os tror.

Volden, i alle dens afskygninger – både Assads og Brorskabets – er kommet til Europa. De liberale ville ikke forholde sig til det. Flemming Rose er det mest fascinerende eksempel på denne benægtelse. Han står på al-Qaidas dødsliste og vil måtte leve med truslerne resten af sit liv. Alligevel har han konstrueret et forsvar for friheden som omfatter muslimerne. Han vil gerne at det hænger sammen principielt, men det gør det jo ikke. Intellektuelle frygter at miste deres frihed, men hvis det er ensbetydende med at definere friheden som man vil, er det ikke længer frihed. Ordene bliver fuldstændig meningsløse mod det som omgiver os: Politi med maskinpistoler, ude på gaden, inde i gården, opover trapperne og inde i salen. Det undlader ikke at gøre indtryk.

Muslimsk kvinde påkørt og chaufføren stak af i Molenbeek denne weekend. De store nyhedsmedier i Europa og USA lagde skylden på “anti-islam-demonstrationer” i bydelen.
Når 27% af de britiske muslimer føler sympati for terroristene der slagtede Charlie Hebdo, og 27% af unge franske muslimer har sympati for IS, har de politisk korrekte naturligvis et stigende behov for at udligne den islamiske ekstremisme i Europa med en lignende, truende højrefløj. Desværre for dem glimrer den ved sit nesten totale fravær, i årti efter årti, blandt de millioner af unge europæere der trods alt må betale for, og får sine liv forringet af, den muslimske kolonisering af Vesten.