Fædrelandet er netop ikke en ond chauvinisme, men slet og ret et beskedent ly for natten, hvor man tilmed kan være så heldig at føle sig hjemme. Hvor det etniske er en faktor. Når vi ignorerer den, tæller den dobbelt. Fordoblingen af den etniske faktor træder i særdeleshed frem, når politi og andre myndigheder gerne vil hemmeligholde den etniske identitet af gerningsmænd til voldtægter, overfald og mord. Hvorfor skal sandheden sløres? Hvad er det, befolkningen ikke må vide? Hvorfor er det etniske blevet så kontroversielt?

Er du ikke-muslim kan du ikke fortælle muslimer noget om, hvordan islam er. Denne holdning lader forstå, at man under ingen omstændigheder kan frigøre sig fra sin (vestlige) baggrund, når man betragter verden, og indebærer i dybere forstand et fatalt sammenbrud for samtalen mellem forskellige mennesker om samme emne – i dette tilfælde islam.

Hvis man gerne vil vide, hvilke konsekvenser indvandringen fra MENAPT-landene har for de skandianviske lande, skal man såmænd blot slå op på side 4 i fredagens udgave af Kristeligt Dagblad. Her finder man tre notitser, der kaster alt det lys over udviklingen, som offentligheden kan ønske sig. Ønske sig og ønske sig er måske så meget sagt. Det er deprimerende og retningsgivende beskrivelse af den hæslige virkelighed, vi selv har været så idiotiske at importere hertil.

Vores civilisation, teknologi og politik er mest af alt et tyndt lag fernis, det vidste Dostojevskij. Når splid og strid opstår i epokale overgangstider, rammes selv de bedste familier og de fremmeste samfund, der hævdes at hvile trygt på gloriøse revolutioner og menneskerettigheder, hvorefter orden afløses af kaos. Derfor har mennesket brug for at være bundet, helst af noget, som er større end dem selv, ellers går de amok på hinanden som vilde dyr. Først med udskamning og shitstorme, siden med kødhakkere og hemmeligt politi.

Det gamle medium, som grækerne og romerne opfandt, var bogen. Denne humanistiske genre stræbte ikke kun efter sandhed, men ville også påvirke og overbevise potentielle venner. At alfabetiseringen og den skrevne tekst fra sin begyndelse for 2.500 år siden og frem til for nylig kunne forblive relevant, skyldes ifølge Sloterdijk, at det skrevne ord lod sig viderebringe som et »kædebrev gennem generationer«. 

Den pæne version af, hvordan det går i Ukraine, er, at krigen trækker i langdrag. Den knap så pæne, men sandfærdige version er, at russerne vinder. Ikke spektakulært, suverænt eller noget, der leder tankerne hen på triumf og trikolore, men med dødbringende effektivitet som en kødhakker på vinger og larvefødder.

Den intelligente dumhed er blevet en samfundsfaktor, vi ikke længere kan tillade os at ignorere. Den indtager de magtfulde menneskers offentlige personaer og agendaer. At hæve karakterkravet til gymnasiet vil bringe danskerne tilbage til en ”elitær og formynderisk tænkning”, mener gymnasielærernes formand Tomas Kepler.

48 socialdemokrater fra 27 lande, forenet i PES, den europæiske sammenslutning af socialdemokrater, har højtideligt erklæret, at de aldrig nogensinde vil samarbejde med højrefløjen i EU. De opfører sig præcis, som flere og flere voksne mennesker opfører sig i dag. Lad os kalde det en intelligent form for dumhed.

Nu er spørgsmålet så, om den normative neutralitet – og så lidt politik som muligt – hjælper mennesker til et meningsfuldt liv i det 21. århundrede, hvor snart sagt alting er blevet et spørgsmål om personlige præferencer, følelser, smag og behag? I lyset af den seneste generations tiltagende ødelæggelse i åbenhedens navn fremstår det mildest talt som et naivt eksperiment blot at overlade samfundet til demografi og skæbne i troen på, at mennesker kan så utroligt meget sammen, når blot de får lov.

Ansatte i det danske forsvar har vidst det i årtier, men ingen i politik med ansvar for afviklingen har erkendt det og sagt det højt, at vores styrker – fraset luftvåbenet – kan sammenlignes med Tivoligarden, og at vi får stedse dårligere kontrol over klaner, bander og kriminelle udlændinge.