Det er forfængelighedens bedrageriske mål: at fremstå altruistisk, når man i virkeligheden er både konform og selvisk. Den offentlige mening er andres mening, som vi gør til vores, men udgiver for at være vores egen. På denne kunstige og tillagte måde kommer det moderne menneske nemt til at leve udenfor sig selv, gennem andres optik i en frivillig underkastelse. Det moment, forfængeligheden fødes, er det øjeblik, hvor andres meninger bliver en afgørende psykologisk mekanisme i vores tilværelse. Med Rousseaus egen rammende formulering: »Den offentlige mening er for den menneskelige forfængelighed, hvad instinkterne er i naturen.«

Fra tidligere at have haft en negativ klang er dekadence blevet en politisk ideologi, som de progressive eliter har fundet ny næring i efter Murens Fald og Sovjetunionens opløsning. Mens kommunismen for længst er forsvundet, er dekadencen år for år steget i politisk kurs til at blive guldstandarden i de vesteuropæiske hovedstæder: Jo mere vi bortødsler, jo større bliver vi selv. Jo større donationer, jo mere merit. Jo mere rigdom vi kaster i grus, jo større bliver vores selvværd.

Vor tids liberale humanisme har drukket eksistentialismen trylledrik og adopteret dens ønske om at overskride de borgerlige normer og erstatte dem med et kulturnarcissistisk menneskesyn, hvor mennesket evig og altid falder tilbage på sig selv.

Man må sige, at missionen lykkedes. Subjektiviteten fejrer dagligt nye triumfer. Nu lyder vi alle som Sartre.

Vi rejste til Andalusien, hvor muslimerne herskede i knap 800 år, uden at møde andet end ganske få tildækkede kvinder og meget få islamiske mænd. Men så – i Kastrup Lufthavn, ved odd-size-skranken – var de overalt. Islam breder sig mere og mere nordpå.

Ordene faldt ved et nytårsselskab og kom fra et sympatisk, ungt menneske, som kiggede ud over bordet og sagde: »Gad vide, om der nogensinde bliver fred i verden… Det er jo som om, at alting kører af sporet, jeg mener, Trump, Elon Musk, X, alting. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være ekstremist, det burde være forbudt. Hvorfor kan man ikke bare gå ind for diversitet og lade andre folk være i fred?«

Islamforskningens deroute begyndte i 1980’erne, fortsatte i 90’erne og er siden blevet forstærket af den ulykkelige demografiske udvikling på vores kontinent. Selvfølgelig findes der stadig dygtige forskere, men de er få, isolerede og udsatte. Missionen er den samme hver gang – og klassisk: Ram budbringeren, glem budskabet. Det var derfor, jeg blev så skuffet i sidste uge. Jeg havde faktisk troet, at Pierre Collignon, som jeg kender fra Jyllands-Posten, kunne være manden, der ændrede Berlingske indefra.

Set i retrospektiv har mine leveår – jeg er født i 1968 – været én lang progressiv tidsrejse ind i tiltagende mørke. Vores grænser blev åbnet for indvandring fra hele verden, ligesom ethvert forsøg på at markere en grænse blev forhindret af konventioner og international lov. Sidst, men ikke mindst, blev danskerne islamiseret. Hvor denne rejse ender, ved jeg ikke. Når velfærdsstaten er globaliseret ihjel, vil slutspillet begynde.

Hastigheden hvormed Sverige opgav minimalforsvaret og vendte tilbage til normalen slår mig som den dansk guldøl ombord på færgen mellem Oskarshamn og Visby. Min familie og jeg er vej til Gotland i efterårsferien for at slappe lidt af i et lejet hus eller snarere hytte. Allerede før vi sætter fod på øen, mødes jeg af beretninger om de forestående planer for den militære oprustning. Antallet af værnepligtige svenskere skal mere end fordobles; alene på Gotland skal stigningen ifølge planen øges fra 400 til 4.500.

Engang lærte skolebørn navnene på Europas floder og kanaler udenad. Det var dengang, skolen fandt det vigtigere, at eleverne lærte noget, end at de skulle mene noget.

Jeg gætter på, at Terje Tvedt, født 1951 i Stavanger i Norge, har gået i en sådan skole. For han har mildest talt fastholdt interessen for floder og kanaler og brugt de seneste 30 år på at forstå deres betydning i et komparativt historisk perspektiv.

Først kaprede vestmagterne i 2014 den ukrainske selvstændighed ved hjælp af et planlagt kup, der blev udlagt som demokratiets sejr af såvel vestlige medier som regeringer. Otte år senere stjal vestmagterne de sidste rester af landets suverænitet ved at hindre ukrainerne i at slutte fred med Rusland. Ikke i et øjebliks vanvid, men netop bevidst og målrettet.

Dette politiske skakspil betaler jævne ukrainere nu for med deres liv, territorium, ejendom og måske endnu værre – deres børns fremtid.