Islamforskningens deroute begyndte i 1980’erne, fortsatte i 90’erne og er siden blevet forstærket af den ulykkelige demografiske udvikling på vores kontinent. Selvfølgelig findes der stadig dygtige forskere, men de er få, isolerede og udsatte. Missionen er den samme hver gang – og klassisk: Ram budbringeren, glem budskabet. Det var derfor, jeg blev så skuffet i sidste uge. Jeg havde faktisk troet, at Pierre Collignon, som jeg kender fra Jyllands-Posten, kunne være manden, der ændrede Berlingske indefra.

Set i retrospektiv har mine leveår – jeg er født i 1968 – været én lang progressiv tidsrejse ind i tiltagende mørke. Vores grænser blev åbnet for indvandring fra hele verden, ligesom ethvert forsøg på at markere en grænse blev forhindret af konventioner og international lov. Sidst, men ikke mindst, blev danskerne islamiseret. Hvor denne rejse ender, ved jeg ikke. Når velfærdsstaten er globaliseret ihjel, vil slutspillet begynde.

Hastigheden hvormed Sverige opgav minimalforsvaret og vendte tilbage til normalen slår mig som den dansk guldøl ombord på færgen mellem Oskarshamn og Visby. Min familie og jeg er vej til Gotland i efterårsferien for at slappe lidt af i et lejet hus eller snarere hytte. Allerede før vi sætter fod på øen, mødes jeg af beretninger om de forestående planer for den militære oprustning. Antallet af værnepligtige svenskere skal mere end fordobles; alene på Gotland skal stigningen ifølge planen øges fra 400 til 4.500.

Engang lærte skolebørn navnene på Europas floder og kanaler udenad. Det var dengang, skolen fandt det vigtigere, at eleverne lærte noget, end at de skulle mene noget.

Jeg gætter på, at Terje Tvedt, født 1951 i Stavanger i Norge, har gået i en sådan skole. For han har mildest talt fastholdt interessen for floder og kanaler og brugt de seneste 30 år på at forstå deres betydning i et komparativt historisk perspektiv.

Først kaprede vestmagterne i 2014 den ukrainske selvstændighed ved hjælp af et planlagt kup, der blev udlagt som demokratiets sejr af såvel vestlige medier som regeringer. Otte år senere stjal vestmagterne de sidste rester af landets suverænitet ved at hindre ukrainerne i at slutte fred med Rusland. Ikke i et øjebliks vanvid, men netop bevidst og målrettet.

Dette politiske skakspil betaler jævne ukrainere nu for med deres liv, territorium, ejendom og måske endnu værre – deres børns fremtid.

Fædrelandet er netop ikke en ond chauvinisme, men slet og ret et beskedent ly for natten, hvor man tilmed kan være så heldig at føle sig hjemme. Hvor det etniske er en faktor. Når vi ignorerer den, tæller den dobbelt. Fordoblingen af den etniske faktor træder i særdeleshed frem, når politi og andre myndigheder gerne vil hemmeligholde den etniske identitet af gerningsmænd til voldtægter, overfald og mord. Hvorfor skal sandheden sløres? Hvad er det, befolkningen ikke må vide? Hvorfor er det etniske blevet så kontroversielt?

Er du ikke-muslim kan du ikke fortælle muslimer noget om, hvordan islam er. Denne holdning lader forstå, at man under ingen omstændigheder kan frigøre sig fra sin (vestlige) baggrund, når man betragter verden, og indebærer i dybere forstand et fatalt sammenbrud for samtalen mellem forskellige mennesker om samme emne – i dette tilfælde islam.

Hvis man gerne vil vide, hvilke konsekvenser indvandringen fra MENAPT-landene har for de skandianviske lande, skal man såmænd blot slå op på side 4 i fredagens udgave af Kristeligt Dagblad. Her finder man tre notitser, der kaster alt det lys over udviklingen, som offentligheden kan ønske sig. Ønske sig og ønske sig er måske så meget sagt. Det er deprimerende og retningsgivende beskrivelse af den hæslige virkelighed, vi selv har været så idiotiske at importere hertil.

Vores civilisation, teknologi og politik er mest af alt et tyndt lag fernis, det vidste Dostojevskij. Når splid og strid opstår i epokale overgangstider, rammes selv de bedste familier og de fremmeste samfund, der hævdes at hvile trygt på gloriøse revolutioner og menneskerettigheder, hvorefter orden afløses af kaos. Derfor har mennesket brug for at være bundet, helst af noget, som er større end dem selv, ellers går de amok på hinanden som vilde dyr. Først med udskamning og shitstorme, siden med kødhakkere og hemmeligt politi.

Det gamle medium, som grækerne og romerne opfandt, var bogen. Denne humanistiske genre stræbte ikke kun efter sandhed, men ville også påvirke og overbevise potentielle venner. At alfabetiseringen og den skrevne tekst fra sin begyndelse for 2.500 år siden og frem til for nylig kunne forblive relevant, skyldes ifølge Sloterdijk, at det skrevne ord lod sig viderebringe som et »kædebrev gennem generationer«.