Til glæde for de blodtørstige svende i Muhamedanien kan Danmark bryste sig af Mette Frederiksen, Lars Løkke og Peter Hummelgaard, der altid sidder klar ved telefonen for at modtage nye ordrer fra Teheran eller en imam fra Nørrebro.

Og for denne tjenstvillighed vil de blive husket af kommende slægter.

USA’s Dybe Stat og kamarillaen i Bruxelles har store planer om at eliminere enhver kritik af deres herredømme, men kan de bestemme, hvad folk tænker i deres stille sind? De kan tvinge os til at lade, som om vi tror på dem. De kan endog få os til at stemme på dem, fordi vi er dumme nok til at tro på deres forsikringer. Men det vil vise vise sig at være en kortsigtet strategi.

At Lars Løkke og Venstre ville være med til at begrave Danmark, kan ikke komme bag på nogen, for de herrer og damer er til salg.

Men at Socialdemokratiet, som mine forældre og alle mine bedsteforældre var medlemmer af og stemte på hele deres liv, ville føre an i et sådant forræderi, er en tragedie og vil for evigt stemple det tidligere arbejderparti.

Mette Frederiksen, Lars Løkke og Peter Hummelgaard står langt fra alene i deres forsvar for genstande, der minder om den muhamedanske overguru. Faktisk har de ikke bare de fleste danskere bag sig, men over en milliard muhamedanere over den ganske verden.

Det, vi får serveret i medierne, er kondenserede resumeer bestilt af politikerne, som har brug for noget, de kan bruge til at gennemføre deres indgreb mod biler og hakkebøffer og deres nye afgifter. De samme resumeer er til glæde for journalister, der lever af at kunne skrive opsigtsvækkende historier om det forestående sammenbrud.

De vestlige regeringer kalder sig liberale, men betydningen af dette begreb har ifølge Orban ændret sig. Engang betød liberal at være frihedstilhænger. I dag betyder det at være modstander af friheden.

Det fremgår ikke, om Orban tænker på den danske regering, der nu vil slå en streg over flere hundrede års frihedskamp for at tækkes de mest reaktionære kræfter, verden han kendt.

Her, halvandet år efter Putins invasion, er det på tide at lave en ”ærlig analyse” i stedet for den ”øredøvende krigspropaganda”, der strømmer fra europæiske og amerikanske ledere, skriver den tidligere italienske premierminister, Giuseppe Conti, som peger på, at Ruslands forventede militære nederlag er udeblevet. Det er heller ikke lykkedes USA og EU at få den russiske økonomi til at bryde sammen. Conti udtrykker stærk kritik af EU, som har udvist manglende lederskab og i stedet har optrådt underdanigt overfor USA.

Vi høster nu frugterne af den diskussion, vi aldrig fik. Nemlig med hvilken ret islam har opnået status som religion, der kan kræve beskyttelse efter Grundloven. Det er således aldrig gået op for politikerne, journalisterne og de fastlønnede eksperter, at Muhameds lære i alt væsentligt er en politisk ideologi, som på snedig vis har iklædt sig religiøse gevandter.

Når man som Ukraine er kastet ud i en krig, man ikke kan vinde, har man intet andet valg end at søge en fredsløsning, som naturligvis betyder, at landet må give indrømmelser til Rusland. Det er uretfærdigt, kan man indvende. Det var også uretfærdigt, at Danmark efter krigen i 1864 måtte afstå hele Slesvig, men da Danmark ikke havde kræfter til at besejre Preussen og Østrig, var der ikke andet at gøre.

Så hvad vil Mette Frederiksen udrette med sine fly? Ikke noget, der vil ændre krigens gang. Til gengæld har hun placeret Danmark som Ruslands fjende – og det i en situation, hvor flere er begyndt at spørge, hvad hele denne krig skal gøre godt for.