Præsidentens kognitive deroute er nu så fremskreden, at han knapt kan tale rent, endsige fuldføre en sætning. Hertil kommer, at han åbenbart ikke ved, hvor han befinder sig det meste af tiden, men må føres rundt. Han har også svært ved at gå, og onde iagttagere har bemærket, at det ser ud, som om han har skidt i bukserne.

Når vi i dag ser jødehadet blomstre hos “progressive”, “antikapitalister”, marxister, socialister og kommunister, bliver det måske nemmere at forstå, hvordan Hitler-bevægelsen kunne kombinere socialisme med antisemitisme.

Jo længere Gaza-krigen trækker ud, des mere vind i sejlene får jødehaderne. Før i tiden skulle jøder uden at kny betræde gaskammeret. Nu skal de love ikke at vinde en krig efter at være blevet overfaldet.

Personer, der opfattes som trusler mod magteliten, har en kedelig tendens til at komme af dage, og da demokraterne frygter, at de ikke kan besejre Trump i et fair valg, er det ikke godt at vide, hvad de kan finde på.

I Europa burde vi være bange, meget bange, for hvad der sker i USA, kan snart komme til os.

Der er med andre ord klare tegn på, at islam og etnicitet bliver dominerende temaer i engelsk politik i takt med islams fremvækst som politisk ideologi. Spørgsmålet bliver, om der vil komme etnisk engelske partier, der ser det som deres formål at forsvare landets traditionelle kultur og bekæmpe islam.

Efter ikke at have kunnet bestemme sig til, hvilket ben han skulle stå på som reaktion på den omsiggribende antisemitisme på amerikanske universiteter, tog Joe Biden sig omsider sammen til at kritisere det demonstrative jødehad. Men for ikke at fornærme de mange jødehadere i det demokratiske parti skyndte han sig at tilføje, at han i lige så høj grad fordømte “islamofobi” – som han altså sidestiller med antisemitisme.

Joe Biden-administrationen og det demokratiske parti er helt på det rene med, hvad der står på spil i skueprocessen mod Donald Trump, der står anklaget for at have betalt pornomodellen Stormy Daniels ”hush money” for at få hende til at tie om en påstået affære.

Hvis der stadig findes voksne i Vesten, ved de, at stor- og sikkerhedspolitik ikke afgøres af, hvem der har ret. Ukraine kan have ret nok så mange gange, men hvis en fortsættelse af krigen ikke kan føre til andet end landets ødelæggelse, er det måske fornuftigst at slå en handel af med den russiske diktator.

Den russiske økonom, Konstantin Samoilov, som lever i eksil i Tashkent, har for nyligt tegnet et dystert billede af Ruslands økonomiske fremtid i krigens skygge. Hvis Samoilovs dystre forudsigelser holder stik, står Rusland over for en historisk deroute, som bl.a. medfører, at landets nuværende folketal på ca. 140 millioner vil skrumpe til 67 millioner ved århundredets udgang.

For tiden er der gode penge i jødehad, og George Soros står klar med tegnebogen – blot hans betalte ballademagere lover at skabe anarki og således bringe den vestlige civilisation til fald.