Le Pens skæbne bringer mindelser om Morten Messerschmidt-sagen. Som man vil huske, måtte også denne dansksindede politiker igennem flere års forfølgelse for påstået svindel med EU-midler, hvilket han endte med at blive frikendt for. Men i mellemtiden havde sagen i høj grad skadet Dansk Folkeparti, og det var nok også meningen.

Og hvis Rigsfællesskabet havde en kompetent ledelse, ville den bestræbe sig på at slå en handel af med USA. Den kunne bl.a. indebære, at amerikanerne fik garantier mod russisk og kinesisk indflydelse og ret til at udvinde de naturressourcer, som den grønlandske regering og Danmark hverken har kunnet eller villet. Naturligvis mod et afkast til Grønland og Danmark.

I Norges første frie forfatning fra 1814 hed det, at jøder ikke måtte opholde sig i landet. Det er nu blevet udvidet til, at der heller ikke må bo jøder i det område, som romerne kaldte Palæstina, men som i tusind år hed Judæa – jødernes land.

USA befinder sig i en forfatningskamp, hvis lige ikke er set siden præsident Franklin Delano Roosevelts dyst med Højesteret, da han i 1930’erne prøvede at styrke den føderale centralmagt og implementere en række velfærdsprogrammer, som retten fandt forfatningsstridige.
Denne gang står kampen ikke – i hvert fald endnu ikke – mellem præsident Trump og Højesteret, men mellem præsidenten og en række aktivistiske og venstreorienterede føderale dommere på lavere niveau. Dem er der godt 600 af.

I USA, som er det virkelige Vesten, er der jammer og klage over Trump-administrationens erklærede målsætning om at tage pengene fra universiteter, der tillader antisemitiske opviglere at operere på skatteydernes bekostning. Trump vil kort sagt ikke betale for jødehad.

Så har jeg lige fået et par dage i skyggen, som dekreteret af Facebook, der meddeler, at jeg alt for ofte har gjort mig skyldig i hadetale.
Jeg har prøvet at analysere, hvad der kunne været galt, og da jeg hverken er racist, nazist, fascist, stalinist, maoist, terrorist, medlem af Ku Klux Klan eller tilhænger af “hvidt overherredømme”, og da jeg ikke har opfordret til vold mod eller undertrykkelse af nogen, spekulerer jeg selvfølgelig på årsagen.

I USA foregår der lige nu en drabelig kamp mellem Trump-administrationen, der vandt valget på et program om at gøre op med det demokratiske magtapparts årelange misregimente, og Den Dybe Stat. Enhver bør kunne indse, at USA ikke kan blive ved med at gældsætte sig, når statsgælden allerede overstiger 36 billioner dollars, og hvor rentebyrden snart bliver så tung, at der må skæres i basale velfærdsydelser.

Dag for dag blive Danmark ødelagt af islam, hvis tilhængere aldrig bliver ”integreret”, fordi deres gud forbyder det. Og nu sidder politikerne og gumler på at afværge konsekvenserne af den tilstand, som de selv har tilvejebragt. Men vil man ikke høre, må man føle, og vores herskende klasse har ikke villet høre, hvilket betyder, at vi andre kommer til at føle.

Gennem flere uger har det demokratiske partis tæskehold og gadedemonstranter kastet sig over Elon Musk. Nogen betaler for de velorganiserede demonstrationer og den systematiske sabotage. Og nu har reporteren Natalie Winters fra websitet The War Room leveret beviset, idet hun har fundet et dokument fra organisationen Indivisible, der finansieres af George Soros.

Hvis verden nogen sinde bliver normal, vil det blive bemærket, at det var Elon Musk og hans SpaceX, der reddede de to astronauter, som havde været strandet i den internationale rumstation i ni måneder. NASA kunne ikke gøre det. Der skulle et privat firma til.