Censur myndighederne er ved at miste tålmodigheden. De er gået fra at beklage eksistensen af ytringsfrihed, og det at udnytte systemet så meget som muligt til, at fantasere om at sætte en stopper for ytringsfriheden ved hjælp af straffeloven.

Man kan se denne ændring i temperament – fra frustration til raseri og opfordringer til voldelige løsninger – i løbet af de sidste par uger. Og det tjener som en påmindelse: Censur var aldrig målet. Det har altid handlet om at kontrollere samfundets »kognitive infrastruktur«, dvs. hvordan vi tænker. Og med hvilket formål? Et sikkert monopol på politisk magt.

I sidste uge diskuterede Fox-reporteren Peter Doocy med talskvinden for Det Hvide Hus, om Federal Emergency Management Agency (FEMA) finansierer migranter, selv om de ikke kan hjælpe overlevende efter orkaner i USA. Hun skød straks tilbage og kaldte det »misinformation«. Peter ville vide, hvilken del af hans spørgsmål det var. Jean-Pierre sagde, at det var hele konteksten for spørgsmålet, og svarede ikke på mere.

Det var tydeligt for alle, der overværede optrinnet, at begrebet »misinformation« for hende ikke betyder andet end en præmis eller et faktum, der er uvelkomment og skal lægges i graven. Dette budskab er blevet yderligere forstærket af en Harris/Walz-annonce, der beskylder uspecificeret »misinformation« fra Trump for, at have forværret lidelserne efter orkanen Helene.

Denne udveksling fandt sted kun få dage efter, at Hillary Clinton foreslog strafferetlige sanktioner for desinformation, da »de ellers vil miste den totale kontrol«. Det er et mærkeligt flertals pronomen, for hun har formentlig ikke selv kontrol … medmindre hun betragter sig selv som stedfortræder for en hel herskende klasse.

I mellemtiden har den tidligere præsidentkandidat John Kerry sagt, at eksistensen af ytringsfrihed gør det umuligt at regere. Kamala Harris har endda sværget at »holde de sociale medier ansvarlige« for det »had, der infiltrerer deres platforme«. Og den anerkendte læge Peter Hotez opfordrer Department of Homeland Security og NATO til at sætte en stopper for vaccinedebatter.

Man kan høre raseriet i deres stemmer, næsten som om hvert eneste indlæg på X, eller hver eneste video på Rumble, får dem til at miste forstanden, så de bare siger det højt: »Få dem til at stoppe!«

Orkanen Milton synes at have fået censuren til at udarte sig til et voldsomt raseri, da folk spekulerede på, om og i hvilket omfang, regeringen kunne have manipuleret vejret af politiske årsager. En skribent i Atlantic udtaler: »Jeg er ved at løbe tør for måder at forklare, hvor slemt det her er. Det, der sker i USA i dag, er noget mørkere end en misinformations krise«, mens han fordømmer ›konspirationsteorierne og det totale nonsens, som får millioner af visninger på internettet‹.

Det er synspunkterne i sig selv, der er problemet, som om folk ikke har evnen til at tænke selv.

Det gamle meme om manden, der bliver sent oppe og skriver, fordi »nogen tager fejl på internettet«, gælder nu for en stor del af den herskende klasse. De vil have friheden ud, så interessenter kan overtage kontrollen, og på en eller anden måde tvinge hele den digitale tidsalder ind i en version af 1970’ernes fjernsyn med tre kanaler og 1-800-numre. Biden-administrationen har endda genskabt internettet ved at erstatte Frihedserklæringen med en ny Fremtidserklæring.

Vi kommer til at tænke på Katherine Hepburn i Violet Venables rolle i Tennessee Williams’ skuespil »Suddenly, Last Summer«.

Violet er arving, og enke, og har en søn, Sebastian, som hun forgudede og rejste verden rundt med i mange år. En sommer kommer hendes niece Catherine (spillet af Elizabeth Taylor) med på rejsen i stedet, og hendes søn dør.

Catherine var tydeligvis traumatiseret af noget, men hun ved ikke hvad. Men så meget har hun husket: Sebastian var ikke en god mand. Snarere brugte han de kvinder, der fulgte ham, som lokkemad for at få drenge til sin egen seksuelle nydelse.

Violet er så rasende over denne observation – og det var alt, hvad hun kunne huske om Sebastians død – at hun sender Catherine på et sindssygehospital. Hun har også tænkt sig at give en gave til et lokalt hospital med speciale i lobotomi på betingelse af, at Catherine gennemgår indgrebet.

Violet vil have Catherine til at holde op med at »plapre« og i stedet »bare tage det roligt«. Catherine bemærker, at de simpelthen vil skære sandheden ud af hendes hoved, før hun husker det hele, hvilket er mere forfærdeligt, end man kan forestille sig.

Lægen: »Der er stadig en stor risiko forbundet med det.«

Violet: »Men det beroliger dem, det har jeg læst. Det får dem til at falde til ro. Det gør dem pludselig fredelige.«

Doktor: »Ja, det gør det, men…«

Hendes mål var en invasiv operation på sin søsters datter, som hun var villig til at finansiere for at sikre, at den ville finde sted – ved at give en stor donation under dække af filantropi. Det var alt sammen for at beskytte sig selv psykologisk.

Violet ønskede simpelthen ikke at kende sandheden. I stedet ønskede hun, at hendes egen »sandhed« skulle være den konstruerede fortælling: Hendes søn var en vidunderlig og from gentleman, og hendes niece var en galning, en foragtelig person, en spreder af misinformation og desinformation.

For at beskytte Violets egen selvopfattelse og hendes egne vrangforestillinger, var hun villig til at invadere sin egen nieces hjerne med en kniv for at forhindre hende i at tænke klart og tale tydeligt.

Catherine: »At skære sandheden ud af min hjerne. Er det det, du vil? Det kan du ikke. Ikke engang Gud kan ændre sandheden.«

Som med Tennessee Williams og al anden stor litteratur, handler historien om langt mere, end den ser ud til. Den handler i virkeligheden om, hvor langt en velhavende herskende klasse er villig til at gå for at forhindre, at deres egne illusioner om verden bliver punkteret.

På det tidspunkt var lobotomi mere almindeligt, endda tilladt, og indgrebet blev ofte brugt af dem, der havde råd til at pålægge deres slægtninge det. Historierne er ret legendariske, så der var ikke noget urealistisk ved Williams’ historie. Psykokirurgi blev brugt i årtier til at skære sandheden ud af folks hjerner.

Indtil videre har vi kun set en relativt mild version af dette i forhold til, hvad de virkelig ønsker. YouTube-konti er blevet dæmoniseret og slettet. Facebook-opslag er blevet neddroslet og forbudt. Linked-Ins algoritmer straffer indlæg, der går imod regimets narrativer. Dette er ikke aftaget i lyset af protesterne, men er snarere fortsat og intensiveret.

Målet er at lukke internettet ned. Det ville de have gjort for længe siden, hvis det ikke havde været for First Amendment, som står i vejen for dem. I mellemtiden vil de fortsætte med at arbejde gennem universitets afdelinger, tredjeparts leverandører, falske faktatjekkere, pres på teknologi virksomheder, der leverer offentlige tjenester til en pris, og andre metoder til indirekte at opnå det, de endnu ikke kan klare direkte.

Blandt strategierne er politisk forfølgelse af dissidenter. Alex Jones er et eksempel, og hans firma er ved at gå konkurs. Steve Bannon, den filosofiske leder af MAGA-bevægelsen, har været i fængsel under hele valgkampen for, at have trodset en stævning fra Kongressen efter råd fra en advokat.  6. januar-demonstranterne har ikke været i fængsel for hærværk eller ulovlig indtrængen, men for at komme på kant med regimet.

De fleste af os havde en fornemmelse af, at påbuddet om coronavaccination ikke kun handlede om sundhed, men snarere var en taktik for at udelukke dem, der ikke havde fuld tillid til myndighedernes autoritet. Det var helt tydeligt, når det gjaldt militæret og lægestanden, men mindre tydeligt i den akademiske verden, hvor studerende og professorer, der ikke overholdt påbuddet, effektivt blev udrenset, fordi de nægtede at risikere deres liv for medicinalindustrien.

Der var også et element af ondskab i ordren om mundbind. Selv om der ikke var noget videnskabeligt bevis for, at et kinesisk fremstillet syntetisk stykke stof i ansigtet kunne ændre den epidemiologiske dynamik, fungerede de som et synligt tegn, der adskilte troende fra vantro, og også som et sadistisk middel til at minde individualister om, hvem der i virkeligheden styrede showet.

Det ultimative middel til censur er vold mod personer og ejendom, mens målet er at kontrollere, hvad du tænker, for at sikre et etpartistyre. Store teknologivirksomheder og store medier, er fuldt ud medskyldige i dette. Kun en håndfuld tjenester stopper dette, og de bliver alle angrebet af regimet gennem utallige former for krænkelser.

I de sidste scener af »Suddenly, Last Summer« bliver Catherine endelig tilskyndet til at huske de forfærdelige detaljer om sin fætters død, og fortælle sine familiemedlemmer hele sandheden. Tante Violet kan ikke klare det, og hun forfalder selv til fornægtelse og psykopatologi, og uddeler sin egen klagesang om desinformation.

Her præsenteres seeren for den dybeste ironi af dem alle: Hver eneste anklage, som Violet fremsatte mod Catherine, kommer i sidste ende fra Violet selv. Hun, som ville bruge vold til at skære hjernen ud på sandheds-fortælleren, beskyttede kun sig selv mod en frygtelig sandhed, som hun ikke kunne håndtere.

Og der har vi det: Mere end nogen anden er det løgneren, der har grund til at frygte ytringsfriheden.

PS: Mens denne artikel udkommer, har hjemmesiden archive.org været helt nede i næsten en uge, angiveligt på grund af et katastrofalt DDOS-angreb. De private ejere siger, at dataene er blevet reddet, og at de vil blive genoprettet med tiden. Det er muligt. Men tænk på, at dette er det eneste værktøj, vi har til at få en verificeret hukommelse om, hvad der blev lagt ud hvornår. Det var sådan, vi fandt ud af, at WHO ændrede sin definition af flok-immunitet. Det var sådan, vi fandt ud af, at CDC stod bag fiaskoen med brevstemmer i 2020. Det er sådan, vi ved, at FTX finansierede forsøg mod Ivermectin. Og så videre. Linkene var stabile og gode, aldrig nede.

Indtil nu, to uger før valget. Det er selvfølgelig meningen, at vi skal tro, at dette chokerende kollaps er en ren tilfældighed. Måske er det det. Sandsynligvis er det. Og alligevel, uden denne hjemmeside – et centralt fejlpunkt – er en stor del af det sidste kvarte århundredes historie slettet. Hele nettets indhold kan omskrives som software under udvikling – op det ene øjeblik, ned det næste. Selv hvis denne side vender tilbage, hvad vil så mangle, og hvor lang tid vil det tage at finde ud af det? Vil internettet være blevet lobotomeret? Hvis ikke denne gang, kan det så ske i fremtiden? Det vil det helt sikkert.

Jeffrey Tucker (f. 1963) er en amerikansk forfatter, skribent og iværksætter. Denne artikel blev første gang udgivet den 13. oktober af Brownstone Institute, som Tucker grundlagde og leder, og er genudgivet på norsk af Document under licensen Creative Commons Attribution 4.0 International.

Kjøp Totalitarismens psykologi her! Kjøp e-boken her!

Usensurerte nyheter. Abonner på frie og uavhengige Document.