Tory-partiets lederkandidat Kemi Badenoch har fået meget kritik i den forgangne uge efter at have begået et moderne kætteri. Hun sagde, at ikke alle kulturer er lige.

I en kronik i The Telegraph svor Badenoch ind i multikulturalismens kirke.

“Kultur er mere end mad og tøj. Der er også skikke, som kan være i modstrid med britiske værdier.”

Vi må ikke være naive.

Vi kan ikke være naive og antage, at indvandrere automatisk vil opgive deres forfædres etniske fjendtlighed ved grænsen, eller at alle kulturer er lige gyldige. Det er de ikke.”

I BBC’s Sunday with Laura Kuenssberg blev Badenoch spurgt, hvilke kulturer hun mente var mere værdifulde.

“Mange. Kulturer, der tror på børneægteskaber eller ikke giver kvinder lige rettigheder … jeg tror ikke, at en kultur, hvor homoseksuelle kan blive stenet, er lige så gyldig som vores.”

Badenoch understregede, at hun ikke har noget problem med et multietnisk samfund; hun er trods alt selv mørkhudet. Det er multikulturen, hun ikke bryder sig om.

For mange er det befriende at høre en politiker sige noget så selvindlysende sandt. Men at udfordre et accepteret aksiom på denne måde bragte naturligvis den liberale venstrefløj i knæ, skriver Patrick West i Spiked.

Blandt de mest forargede var radiopersonligheden James O’Brien. I betragtning af hans intolerante og grove måde at præsentere sig selv på og det faktum, at hans anden bog har titlen How to Be Right, ser det virkelig ud til, at O’Brien mener, at hans eget verdensbillede er mere værdifuldt end alle andres, siger West.

Historisk set har det været en selvfølge at forstå, at der findes forskellige kulturer, og at man blev født ind i en kultur, som man lærte at opfatte som den bedste. Herodot skrev om dette. Han anses for at være den første rigtige historiker, over 400 år f.Kr.

Det var tilfældet indtil romantikken, hvor bl.a. den tyske filosof Johann Gottfried Herder promoverede ideen om, at alle kulturer er lige. Han konkluderede, at der ikke fandtes nogen universel standard til at bedømme menneskelig moral. Men det var kun et tankeeksperiment for en lille intellektuel elite.

Det var begyndelsen på det, vi i dag kalder kulturrelativisme, og det blev videreudviklet af Friedrich Nietzsche, inden det nåede sit absolutte lavpunkt med uhyret Michel Foucault.

Foucault slap af sted med perversioner på grund af sin position som intellektuel

Foucault havde en enorm indflydelse på, hvordan de vestlige universiteter udviklede sig, og derefter spredte galskaben sig til hele samfundet via medierne, litteraturen og politikken. Politikerne mener nu, at der findes universelle menneskerettigheder, hvilket Herder afviste. “Borgerrettighederne er stort set afskaffet, vi har mistet både ejendomsretten og ytringsfriheden, demokratiet er bare en tom skal.

Troen på, at alle kulturer er lige gyldige, er derfor et specifikt vestligt koncept. Kinesere og muslimer er overbeviste om, at de er alle andre kulturer overlegne. Flere og flere mennesker i Vesten synes at anerkende nedgørelsen af vores egen kultur.

Det er kun i Vesten, at vi har udviklet og dyrket kulturrelativismen, denne afvigende måde at tænke på, denne dybe skepsis, som ofte bliver til selvhad.

Denne eurocentriske arrogance viser imidlertid på en mærkelig måde, at vores kultur er forskellig fra alle andre kulturer. Vi er velsignet med både den bedste og den værste kultur.</p

Desuden: Hvis alle kulturer er lige, hvorfor er mangfoldighed, lige resultater og inklusion så så vigtigt? Samtidig er der tydeligvis nogle kulturelle forskelle, som nærmest er religiøse, og som manifesterer sig i udtryk som giftig maskulinitet og kritisk raceteori.

Vi har forvirrede unge mennesker, som bliver narret til at tro, at kønsidentitet er et frit valg. Trans-kvinder er de rigtige kvinder i dag, mens rigtige kvinder får tildelt den fornærmende betegnelse cis-kvinder. Som om de er mindreværdige.

Vi har svage mænd, der erklærer sig som feminister. Vi har potentielle voldtægtsofre, der står i gaderne og jubler og vifter med Refugees Welcome-flag. Vi har Queers for Palestine (sikke en bande).

I dag, et år efter massakren den 7. oktober, flyder universiteterne i Vesten over med Hamas-tilhængere, der synger om at udrydde Israel, fra floden til havet. Vi har politikere, som begyndte at tale om våbenhvile og en tostatsløsning, selv før Israel havde begravet sine døde, mens der var over 200 gidsler i Gazastriben. Hamas-kulturen opfattes tydeligvis bedre end den jødiske kultur.

Vi har Just Stop Oil, som tror, at de kan redde verden ved at angribe gamle, værdifulde malerier. Der er en “queer” person i alle tv-serier, som regel i en helterolle. De, der protesterer mod galskaben, bliver aflyst, som J.K. Rowling.

Vi lever også i en generelt mere censureret og forsigtig tid, og derfor er kommissærerne bange for at røre ved noget, der kan give dem problemer.

Så sent som i 1990’erne førte sociale overtrædelser kun til forlegenhed. Nu fører de til ødelagte liv. De er ikke længere til at grine af.

Dette forstærkes af woke-ideologiens tilbagevirkende kraft, som fører til, at bøger, der er skrevet for længe siden, bliver rettet, som da Pippi Langstrømpes far pludselig ikke længere kunne være negerkonge.

For at parafrasere Charles Dickens:

Der er de bedste tider, der er de værste tider, der er visdommens alder, der er dårskabens alder, der er troens alder, der er vantroens alder, der er lysets alder, der er mørkets alder, der er håbets forår, der er fortvivlelsens vinter.

Sådan kunne man have åbnet romanen om den tid, vi lever i.