Da Joe Biden overtog det ovale kontor fra Donald Trump efter en temmelig tvivlsom valgproces, var situationen i Mellemøsten mere rolig, end den havde været i årtier.

Næsten tre år senere, den 29. september 2023, kunne Bidens nationale sikkerhedsrådgiver Jack Sullivan stadig prale af, at “Mellemøsten-regionen er roligere i dag, end den har været i to årtier”.

Otte dage senere vågnede verden op til den 7. oktober. Hvordan kunne det ske?

I American Greatness peger historikeren Victor Davis Hanson på fem skridt, som Biden tog, og som hver især bragte Mellemøsten tættere på kaos og katastrofe og gør det forståeligt, hvordan den 7. oktober kunne ske.

Hovedaktøren er selvfølgelig Iran.

Kort sagt blev det teokratiske Iran – kilden til næsten al terrorisme og konflikt i Mellemøsten i dag – sluppet løs af Team Biden efter at være blevet neutraliseret af Trump-administrationen.

Vælger Iran frem for Saudi-Arabien

For det første angreb Biden USA’s nærmeste allierede blandt de arabiske lande, idet han beskrev Saudi-Arabien som en “paria” og kritiserede dem for krigsforbrydelser mod houthierne i Yemen. Med andre ord tog Biden parti for Irans terrorallierede.

Houthierne svarede igen med angreb på international skibsfart, Israel og amerikanske krigsskibe og lukkede næsten Det Røde Hav for skibstrafik.

I 2022 fik de stigende olie- og gaspriser Biden til at tigge Saudi-Arabien om at øge produktionen for at få priserne ned. Ydmygelsen var total, især da det endte med, at Biden måtte fortsætte sin tiggerrejse til Venezuela.

For det andet dræbte Biden-Harris nihilistisk Trump-administrationens “Abraham-aftale”.

Det var Trumps store diplomatiske gennembrud, en vellykket plan for moderate arabiske nationer, der søgte afspænding med Israel og i stedet fokuserede på den fælles trussel, som Iran udgjorde.

Men Biden fortsatte med at stå på Irans side og opfordrede Iran til at genindtræde i den såkaldte Iran-aftale, som effektivt sikrede, at Iran i sidste ende ville få bomben.

Det er endnu værre, at Biden droppede oliesanktionerne mod Iran, hvilket frigjorde omkring 100 milliarder dollars til et Iran på randen af økonomisk kollaps.

Mange milliarder dollars gik straks til at bekræfte hele stallen af Irans stedfortrædende terrorister. Våben strømmede til Hamas, Hizbollah og houthierne. Samtidig allierede Iran sig i stigende grad med Rusland og Kina.

Katastrofen i Kabul

Så kom Kabul-katastrofen, da USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan blev en total fiasko, en skamplet på amerikansk historie. Ydmygelsen var komplet, da Biden efterlod amerikansk militærudstyr til en værdi af mere end 80 milliarder dollars.

Derved ødelagde han praktisk talt den amerikanske afskrækkelse i Mellemøsten, opmuntrede fjender og bragte venner i fare.

For det fjerde genindførte Biden-Harris hundredvis af millioner dollars i bistand til Vestbredden og Gaza, men uden nogen garantier for, at Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas ville give afkald på deres tidligere terrorhandlinger.

Så Biden gjorde det først muligt for Iran at bevæbne Israels fjender og sørgede derefter for, at USA også fyldte terroristernes pengekasse. Vejen til krig var lige så åben som USA’s sydlige grænse.

“Proportional”, to-statsløsning, våbenhvile

For det femte: Da krigen var en kendsgerning efter den 7. oktober, begyndte Biden-Harris straks at presse israelerne til at handle “proportionelt” som svar på massakren på omkring 1.200 israelere og næsten 20.000 raketter, missiler og droner affyret mod hjemlandet af Iran, houthierne, Hamas og Hizbollah.

Så kom det evige råb om våbenhvile og en tostatsløsning. På den måde satte Biden Israel i en spændetrøje, mens de befandt sig midt i en eksistentiel krig. Det gav Iran ekstra motivation, og resultatet ser vi nu, hvor Israel og Iran er på randen af krig.

Resultatet var, at Netanyahu-regeringen fandt det nødvendigt at sætte sin nærmeste allierede ud på et sidespor.

Hvorfor?

Men hvorfor handlede Biden-Harris så tåbeligt i Mellemøsten, spørger Hanson.

Hanson mener, at det til dels kan være et ønske om at genoplive Obama-administrationens gamle, miskrediterede idé om “kreativ spænding” – at styrke et slyngelagtigt Iran og dets terrorister for at spille Israel og de moderate arabiske regimer ud mod hinanden.

På den måde ville Biden skabe en slags magtbalance, en del og hersk-strategi i Mellemøstens krudttønde.

Efter den 7. oktober blev Biden-Harris i stigende grad presset på hjemmebane af det eksploderende jødehad på amerikanske universiteter og i vigtige svingstater.

Biden-Harris var både naiv og godtroende.

De to blev narret af vores fjenders standard anti-amerikanisme og anti-israelske repertoire. Så de satte sig for at gøre det godt igen ved at betragte Iran og dets terrorister som den moralske ækvivalent til det demokratiske, proamerikanske Israel.

Den ondartede arv fra Biden-Harris-regimets naive godtroenhed er den katastrofe, der nu udspiller sig i Mellemøsten.

Den ondartede arv fra Biden-Harris-regimets naive godtroenhed er den katastrofe, der nu udspiller sig i Mellemøsten.