Under den store kulturkrig der foregår i vestlige lande, kan man observere et mærkelig fænomen: Folk rygger tilbage fra noget som de ved er sandt, og stemmer for en status quo som de inderst inde ved ikke er hvad den udgiver sig for. De vover ikke tage spranget.

Derfor kan det godt være at briterne, når det kommer til stykket, stemmer for at blive i EU, og amerikanerne stemmer på Hillary Clinton, hvor misfornøjede de end måtte være med hende. Det er en form for intimidering der foregår på et meget subtilt plan.

Jeg så det i øjnene til publikum på live-debatten på ITV med Nigel Farage og David Cameron. Cameron viftede væk dét, at massemigrationen skulle ha noget med sikkerhed at gøre. Storbritannien er ikke med i Schengen. – Vi stopper dem ved grænsen, sagde Cameron. Det var en stor løgn, og publikum vidste det. Men det var en løgn de ikke havde styrke til at afsløre.

Slik er den psykologiske pression som både briter og amerikanere udsættes for: Det handler ikke om økonomi. Det handler om at menneskene ikke vover at vælge det usikre, at udfordre magten, til at go it alone. Deres ledere står over dem og sier truende: At det kan bare ikke ske. Da sker der forfærdelig ting.

Set med kølige øjne: Den mistillid som Trump har blotlagt vil ikke forsvinde selv om han skulle tabe. Det er en stor revne der har kommet til syne i det amerikanske samfund.  Trump har sat ord på en del ting som hidtil har været tabu. Ting bliver ikke som før, selv om Hillary skulle vinde.

Også en sejr for Remain kan blive en pyrrhussejr. EU går ned, uanset hvad resultatet bliver.

Men hvorfor vover ikke vælgerne stå op for sig selv og sit? Det er en mærkelig proces: Man er blevet konditioneret til ikke at være sig selv i så lang tid at man er blevet bange for det.

Tilstedeværelsen af Den Andre i Europa gør, at man har dårlig samvittighed for at være sig selv. Det har man egentlig ikke ret til, da det er at krænke andre.

Syndsbevidstheden dør ikke selv om kristendommen er renset ud af samfundet. Det vestlige menneske føler skyldbevidsthed over i det hele taget at være til. Egentlig skulle man overladt pladsen til andre.

Slik lyder budskabet fra Oven. Bag overtalelserne om økonomi ligger et andet: At vi skal afstå vores pladser og dele med andre.

Anybody but me. Det er som vi ikke teller. Hvad dette gør med menneskernes mentale helse over tid er ikke nemt at sige. Det er bestemt ikke sundt.

frontbillede, fra wikipedia.commons:

Satire on the dinner at the Crown and Anchor tavern and on the radicals who extolled the French Revolution. Charles James Fox raises an axe to strike the neck of George III, whose head is held by Sheridan, and legs by John Horne Tooke. Priestley and Sir Cecil Wray stand behind Sheridan.

[London] : Pubd. by S.W. Fores, 1791 July 19th.

According to Wright & Evans, Historical and Descriptive Account of the Caricatures of James Gillray (1851, OCLC 59510372), p. 35, “On the supposed design of the party headed by Fox and Sheridan to enlist the people of England in the same revolutionary cause which now flourished in France. The Crown and Anchor Tavern, in the Strand, was the grand place of meeting of the Revolution Society. Lord Stanhope, who rendered himself remarkable by his strong democratic principles, was supposed at this moment to be hesitating in the part he was to take in politics. Lord Stanhope married Lady Hester Pitt, daughter of the first Lord Chatham, and sister to William Pitt, the