To forbudte ord, men man kan sige, hvad man vil. Det er det, der sker! Landet bliver snigende islamiseret gennem indvandring fra MENA-landene. Hvis den nuværende indvandringspolitik opretholdes, vil befolkningen blive udskiftet.

Sylvi trak sig tilbage, på trods af at hun faktisk havde helt ret! Forandringen sker gradvist og i det skjulte. Der er ikke noget andet ord, der beskriver det bedre end snigende islamisering og befolkningsudskiftning.

Vi ved, at NRK og TV 2 indoktrinerer os med vellykkede integrations- og indvandrerhistorier og med overrepræsentation af tilsyneladende velintegrerede indvandrere fra MENA, som taler perfekt bokmål eller nynorsk.

Samtidig er indvandrere fra Asien og Afrika stærkt overrepræsenteret i alle kriminalitetsstatistikker, men vi ved, at pressen er instrueret og systematisk undlader at afsløre deres identitet.

Politiet, domstolene og socialarbejderne forklarer den høje kriminalitet med lav indkomst, trange boligforhold og for få ungdomsklubber. Det er hele samfundets skyld, at indvandrere begår kriminalitet.

Vi ved, at indvandrernes deltagelse i arbejdsstyrken er lav, og at overforbruget af sociale ydelser er højt, men myndighederne vil ikke lade os vide, hvad MENA-indvandringen virkelig koster.

Vi ved, at Statistisk sentralbyrå konsekvent undervurderer væksten i indvandrerbefolkningen. Det kan ikke skyldes andet, end at myndighederne ikke vil have, at vi skal indse, at befolkningen faktisk bliver udskiftet.

Men indoktrinering er normalt mere sofistikeret og subtil, især når den præsenteres i forskningsrapporter og officielle rapporter, som formodes at opretholde et vist niveau af professionel objektivitet.

Lad os se på to nylige publikationer. Den ene er en artikel og et sammendrag fra Statistisk sentralbyrå i Norge om “Hvor meget arbejder indvandrere i Norge?” fra 23. april 2024.

Den anden er en rapport fra Integrations- og mangfoldighedsdirektoratet (IMDi) fra 28. august 2024, som spørger “Hvordan går det med integrationen i Norge”.

Begge rejser interessante og relevante spørgsmål for os, der er optaget af den mest omfattende samfundsmæssige forandringsproces i Norge nogensinde.

SSB’s statistikker er udfordrende at navigere i og ikke noget, mange mennesker bruger meget tid på. Det gør det endnu mere interessant at se, hvordan dette tabubelagte politikområde præsenteres. Måske er det mest slående, hvad der ikke siges.

SSB siger indledningsvis, at der er “en lavere andel i arbejde blandt indvandrere end i resten af befolkningen, 68 mod 80 procent. Og af dem, der er i arbejde, er der færre, der arbejder på fuld tid, 74 procent mod 79 procent.”

SSB nævner ikke, at disse tal omfatter alle beskæftigede, helt ned til dem, der kun arbejder en time om ugen. Tallene giver med andre ord indtryk af, at indvandrere arbejder langt mere, end de faktisk gør.

Der er også store forskelle mellem arbejdsimmigranter fra Østeuropa og Vesten sammenlignet med velfærdsindvandrere fra Asien og Afrika.

Den førstnævnte gruppe af indvandrere kommer hertil netop for at arbejde og rejser som regel hjem efter endt ophold, mens indvandrere fra lande i syd har en langt lavere erhvervsfrekvens og bliver her.</p

Blandt indvandrere fra Asien i alderen 20-66 år var 65% i beskæftigelse, heraf 70% på fuld tid. Blandt indvandrere fra Afrika var 62 procent i arbejde, heraf 62 procent på fuld tid.

Med andre ord havde kun 38% af indvandrerne fra Afrika mellem 20 og 65 år og 45% af indvandrerne fra Asien normale fuldtidsjob. Blandt indvandrere fra Somalia er kun 28% i den arbejdsdygtige alder fuldt beskæftiget.

Det betyder, at andre skal betale for opholdet for 55% af indvandrerne fra Asien, 62% af indvandrerne fra Afrika og 72% af indvandrerne fra Somalia samt for deres børn.

SSB springer let hen over tallene.

SSB springer let hen over denne indlysende konklusion. De vil ikke beregne, hvor meget MENA-indvandringen koster de norske skatteydere. Men konklusionen er alligevel klar: Det er dyrt. Forfærdeligt dyrt!

Den anden side af medaljen i rapporten fra IMDi om, hvordan det går med integrationen, er mere subtil. De fleste mennesker har næppe hørt om IMDi, endsige læst den 159 sider lange rapport.

Det interessante her er den tendentiøse brug af begreber og hvilke emner, der fremhæves, samt følsomme emner, der fejes ind under gulvtæppet som en selvfølge.

Alle afvigelser i indvandrerbefolkningen forklares konsekvent med, at “mennesker med indvandrerbaggrund er mere tilbøjelige til at opleve økonomiske vanskeligheder og dårlige levevilkår.”

.

“Bremserne på integrationen skyldes altid socioøkonomiske faktorer som arbejdsløshed, udstødelse, økonomiske vanskeligheder, dårlige levevilkår og negativ social kontrol.”

.

IMDi har ingen forklaring på, hvorfor indvandrere fra Thailand og Filippinerne har høj erhvervsdeltagelse, mens indvandrere fra Somalia og Syrien har ekstremt lav erhvervsdeltagelse? Det har selvfølgelig noget med kultur at gøre, og sandsynligvis også med religion.

Den største svaghed ved rapporter som denne er, at de ikke skelner meget mellem forskellige indvandrergrupper. Der er selvfølgelig stor forskel på indvandrere fra Sverige og indvandrere fra Somalia, når det gælder integration og omkostninger for samfundet og en række andre variabler.

Det store antal flygtninge fra Ukraine fremhæves, men uden at forklare, hvorfor der kommer så mange ukrainere til Norge i forhold til, hvor mange der kommer til vores nabolande, og hvorfor beskæftigelsesfrekvensen blandt dem, der kommer til Norge, er så meget lavere.

Det skyldes naturligvis, at de norske støtteordninger er langt mere generøse og kravene til arbejdsdeltagelse langt mindre, end det er tilfældet i vores nabolande.

Indvandrere er i høj grad rationelle aktører. Men det er tvivlsomt, om norske politikere og udlændingemyndigheder fortjener samme karakteristik.

Det eneste i rapporten, som har tiltrukket sig medieopmærksomhed, er, at befolkningens holdning til indvandring har ændret sig. Der er flere mennesker end tidligere, som er negative over for indvandring.

Respondenterne blev spurgt “Tror du, at indvandring hovedsageligt er godt eller dårligt for Norge?” Omkring 55% af befolkningen er negative eller ligeglade med spørgsmålet.

Igen reduceres relevansen og værdien af sådanne undersøgelser af det faktum, at der ikke skelnes mellem forskellige indvandrergrupper.

Hvis de var blevet spurgt om, hvad de mente om indvandringen af muslimer fra Somalia og Syrien, ville svaret sandsynligvis have været endnu mere negativt. Over 60 procent mener, at islams værdier ikke er forenelige med de grundlæggende værdier i det norske samfund.

Og hvis de var blevet spurgt, om de mener, at indvandringen fra Sverige og andre vestlige lande hovedsageligt er god eller dårlig for Norge, ville resultatet have været langt mere positivt.

Der arbejder 275 mennesker på IMDi. De må også have noget at lave. Disse 275 mennesker koster de norske skatteydere anslået en kvart milliard kroner om året. Hvis formålet var at give information om, hvad der virkelig sker på indvandringsområdet og udvikle et faktuelt grundlag for politiske beslutninger, ville de være berettigede.

Men det er tydeligvis ikke hensigten.

Det betyder, at sådanne rapporter ikke bare er værdiløse; de er stærkt misvisende, fordi de ikke skelner mellem værdiskabende arbejdskraftindvandring og omkostningskrævende velfærdsindvandring, fordi de systematisk skjuler omkostningerne og de negative aspekter ved indvandring fra MENA-landene, og fordi de dækker over spørgsmål om befolkningsudvikling og de demografiske ændringer, der er forårsaget af indvandring.

De fremstår mere som rent propagandamateriale og som instrumenter i en informationsoperation, der skal skjule de mange konflikter, der opstår, når indvandrere fra feudale klan- og stammesamfund, med en helt anden religion og værdisæt, møder det sekulære vestlige demokrati, den liberale retsstat og den generøse norske velfærdsstat.

Det må gå galt!

Men de vil nødigt indrømme, at den urealistiske vision om et farverigt fællesskab og et multikulturelt Norge er slået helt fejl. Landet er ved at blive revet fra hinanden af indvandringen fra MENA-landene. Det er den brutale sandhed.

Køb Giulio Meottis “De nye barbarer” fra Document Forlag her! Køb e-bogen her.