Engang lærte skolebørn navnene på Europas floder og kanaler udenad. Det var dengang, skolen fandt det vigtigere, at eleverne lærte noget, end at de skulle mene noget.
Jeg gætter på, at Terje Tvedt, født 1951 i Stavanger i Norge, har gået i en sådan skole. For han har mildest talt fastholdt interessen for floder og kanaler og brugt de seneste 30 år på at forstå deres betydning i et komparativt historisk perspektiv.
Det mest håndgribelige bevis på disse studiers dybde og kvalitet er Historiens hjul og vannets makt – da England og Europa vant, og Kina og Asia tapte, en diger fremstilling af de hydrohistoriske forudsætninger for den tidlige industrialisering fra ca. 1760-1820, som indebar en transformation af europæernes samfund.
Det lyder nørdet, det er det også. Men bogen, der udkom på norsk sidste år og ifølge forlaget er solgt i 11.000 eksemplarer og netop nu kan fås som paperback, repræsenterer på sin vis en almen viden, som er gået tabt siden lukningen af den sorte skole og åbningen af den røde skole.
Med andre ord: en tabt geo- og topografisk baggrundsviden. Et mistet kendskab til det grundlæggende forhold, at især det europæiske kontinent og omkringliggende øer er gennemstrømmet af floder og kanaler, som har været stærkt medvirkende til udviklingen af Europas økonomiske og politiske førerposition op gennem det 19. og 20. århundrede.
Det vil sige en førerposition, som nu er truet udefra af Kina, islamisk geopolitik og migration og indefra af etniske spændinger, demografisk skred og den tiltagende kulturkamp mellem eliter og folk.
Mens vi i dag paradoksalt nok ævler løs om klima og elbiler, synes forståelsen af vandets magt i en ikke særlig fjern fortid at være løbet ned i et bundløst hul. Historien, selv dette dramatiske kapitel af vores egen historie, interesserer os ikke. Ja, vi skammer os ligefrem over den. Vi har lært at se fremad, ubehjælpsomt fremad.
Terje Tvedt, tidligere professor i geografi og udviklingsstudier, skammer sig ikke over industrialiseringen og den kapitalistiske markedsudvikling; han studerer begge deles forudsætninger, idet han gør op med en lang række af forklaringsmodeller fra den marxistiske til de mest eurocentriske.
Det kan godt være, at han oversælger originaliteten af sine fund, sådan som visse anmeldere har gjort gældende, men hans greb om vandlandskabets glemte historie fra Japan og Indien i øst til England i vest, fra Rusland i nord over Tyskland i midten til Spanien og Osmannerriget i syd er så fuld af historiske kendsgerninger, sammenligninger og perspektivrige fortolkninger, at han er mere end tilgivet.
Forfatteren giver os vished om noget, vi har glemt. Hvis du vil forstå tilblivelsen af den moderne verden, må du begynde med vand – ikke med luft, damp, elektricitet, kul og fossile brændsler.
Det var ifølge Aristoteles naturfilosoffen Thales fra Milet, der sagde det først: Alt er vand. Selv Jorden hviler på vand. Skotten Adam Smith, som aldrig stod til søs, noterede i sit profetiske værk om nationernes velstand fra 1776, at England – på grund af sin lange kyststrækning og de mange rolige, sejlbare floder, som muliggjorde bekvem transport til de indre dele af landet – var velegnet til at blive centrum for handel og fremtidig velstand.
Vandet rimer på udvikling, men også på kontakten mellem før og nu. Mennesket er ikke et bevinget luftvæsen hævet over tid og sted. Således mente den russiske forfatter Lev Tolstoj, at floder »fornyer vores ånd, knytter os til fortiden og forbinder os direkte med strømmen og rytmen i den naturlige verden.« Menneskets frihed er ikke abstrakt og frit svævende, men formet og begrænset af geologisk-klimatiske muligheder.
I disse observationer ligger det også implicit, at industrialiseringen ikke begyndte med slaveri, sådan som det er blevet så populært for unge mennesker på universitetet, i medier og underholdningsindustri at mene.
At være et imperium eller at udnytte kolonier førte ikke i sig selv til teknologisk fremgang. Faktisk var det britiske imperium endnu relativt svagt, da den tidlige industrialisering satte i gang, og det mistede sin vigtigste koloni med den amerikanske selvstændighed i 1776.
På samme måde førte Spaniens udnyttelse af Sydamerikas rigdomme ikke til en industriel revolution syd for Pyrenæerne. Profit fra slavehandel havde kun en meget beskeden betydning for den teknologiske udvikling i vandenergiens epoke, hvis vandhjul og transportsystemer var relativt billige og dermed ikke afhængige af store kapitalinvesteringer.
Fremstillingen skelner mellem forudsætninger og årsager. De første er grundlæggende betingelser. De sidste handler om, hvordan mennesker reagerer på betingelserne. Natur, vandkraft og topografi var betingelser for den industrielle revolution, mens den protestantiske etik, som Max Weber fremhævede som en kulturel årsag til samme, spillede andenviolin.
Uanset hvor mange calvinister, der havde været i Indien og Kina, kunne de ikke have kopieret Englands revolution. Webers berømte teori forklarer heller ikke, hvorfor Nederlandene, hvor calvinisme og kapitalistiske institutioner slog igennem tidligt, sakkede bagud i forhold til England. Det skyldtes derimod ifølge Tvedt, at landet lå så lavt, at inddæmning i sig selv var en kolossal udfordring.
Tilfældet Tyskland er også interessant. Nok er landet begunstiget af mange floder. Til gengæld gjorde det flade tyske slettelandskab det svært at udnytte vandets mekaniske energi industrielt.
Englænderne var på deres side rigtig gode til at kopiere. De opfandt hverken vandhjul eller konstruktionen af kanaler, men trak på erfaringer og teknologi fra andre lande. Industrialiseringen var med andre ord ikke et resultat af en unik ”videnskabelig sjæl” i England, men snarere en imitation af andre landes tekniske kundskaber, begunstiget af privat kapital, private aktører og aktieselskaber snarere end statslige myndigheder og bureaukrater. Der var masser af vand i England, og det var ikke en ukontrollabel naturkraft som mange andre steder på kloden.
Dette er en vigtig bog. Takket være en hårdtarbejdende og grundig nordmand lærer europæerne noget om dem selv og om vandets magt på deres gamle kontinent, som først den røde skole og siden den udbredte lufthavnsliberalisme fuldstændig har fået os til at glemme, nemlig at det europæiske mirakel står i gæld til vand, jord og kreative løsninger på konkrete problemer.
Terje Tvedt: Historiens hjul og vannets makt – da England og Europa vant, og Kina og Asia tapte
585 sider, 230 kr.
Dreyer Forlag