Jeg begynder i stigende grad at forstå de tyske nazisters motivation. Bemærk: at forstå noget betyder ikke at bifalde det, og jeg har absolut intet til overs for tyske eller andre nazister.
Men jeg har aldrig rigtigt kunnet forstå, hvordan man kunne få store dele af det tyske folk til med liv og sjæl at bifalde eller bidrage til jødeudryddelsen. I det mindste indtil Første Verdenskrig betragtede tyskerne sig som et kulturfolk, og sådan så udlandet også på dem.
Hvordan kunne Hitler og andre galninge i den grad opfanatisere så mange tyskere, at de lod hånt om enhver objektiv sandhed, enhver moral og enhver etik og blive værre end vilde dyr, som normalt ikke dræber uden grund?
Men nu har en Facebook-ven berettet om en oplevelse i et supermarked, hvor hun overhørte nogle kvinder, der udtrykte deres beklagelse over, at der nu har været to mordforsøg på Donald Trump, uden at det er lykkedes at komme af med ham. Havde den uheldige morder fra Pennsylvania dog bare kunnet skyde noget bedre.
Spurgte man de blodtørstige kvinder, hvad Trump nærmere bestemt havde gjort for at pådrage sig dette had, ville de formentlig ikke have kunnet svare andet, end at han er ond. Det ved de, for de har de hørt i DR..
Jeg ved ikke, om den danske journaliststand og dens medier er stolte over have fået næsten hele befolkningen til at synge med i hadekoret mod Trump og republikanerne. Men jeg går ud fra, at de er godt tilfredse, da journalisterne gennemgående er lige så uvidende som damerne i supermarkedet.
Engang troede jeg, at folk, der var noget ved den journalistiske musik, måtte sidde inde med en betydelig viden og en sjældent svigtende dømmekraft ledet af moralsk kompas, som altid pegede på sandheden.
Men jeg er blevet klogere og skal anbefale mine medmennesker altid at gå ud fra, at når medier og ”eksperter” udtaler sig om amerikansk politik, EU, krigene i Ukraine og Israel, klimaet, indvandringen og islam, er det modsatte tilfældet.
Det betyder ikke, at medierne ikke en gang imellem kan bringe noget sandt, men at man skal anvende et forsigtighedsprincip. Hvis det meste af, hvad de siger, er løgn, propaganda eller fordrejelser, er det klogest at gå ud fra, at det er resten nok også.