Lad os glemme alt om den syriske borgerkrig et øjeblik. Selvom sunnier og shiitter konkurrerede om at klippe håret på hinanden med macheter hver solskinsdag, ville det stadig være en permanent muslimsk flygtningekrise.

Gennem det seneste årti, forekom de fleste borgerkrige i muslimske lande. De muslimske lande er også blandt de fattigste i verden. Og muslimske lande har også høj fødselsrate.

Kombiner vold og fattigdom med en enorm befolkningsøgning, og du ender med en permanent migrationskrise.

Uanset hvad der sker i Syrien eller Libyen næste år, vil ikke denne permanente migrationskrise forsvinde.

Den muslimske verden befinder sig i en uholdbar ekspansion. I Asien og Mellemøsten har muslimer tendens til at opnå dårligere resultater både fagligt og økonomisk end deres ikke-muslimske naboer. Olie var den eneste ressource, der gav muslimer noget fortrin, og i frackingens tidsalder er værdien af den langt mere usikre end den plejede at være.

Den muslimske verden havde mistet sin gamle rolle som bindeled mellem Asien og Vesten. Og den har ingen anden økonomisk funktion i den nye verden, end at afpresse den ved at sprede vold og ustabilitet.

Muslimske lande med lavere læsefærdigheder, især blandt kvinder, vil aldrig være økonomiske vindere i nogen som helst industri, der ikke kommer strømmende ud af jorden. Ej hellere vil ustabile diktaturer nogensinde kunne sikre social mobilitet eller et godt liv. I bedste fald vil de uddele tilskud til brød.

Den muslimske verden har ingen udsigter til at blive noget bedre. Det arabiske forår var en vestlig vrangforestilling.

Voksende befolkninger fordelt langs tribale og religiøse skillelinjer konkurrerer om en begrænset mængde jord, rigdom og magt. Lande uden en fremtid ligger an til at blive dobbelt så folkerige.

Der er kun to løsninger: krig eller migration.

Enten kæmper du for at skaffe dig, hvad du vil derhjemme. Eller du trækker udenlands og skaffer dig, hvad du vil der.

Lad os antage, at Irak-krigen aldrig havde fundet sted. Hvordan ville et religiøst og etnisk opdelt Irak har tacklet sin vækst fra 13 millioner indbyggere i 1980’erne, via 30 mio. på Irak-krigens tid, til 76 millioner i 2050?

Svaret er en blodig borgerkrig, efterfulgt af folkedrab, etnisk udrensning og migration.

Det der sker nu ville være sket alligevel. Det skete allerede under Saddam Hussein.

Bagdad har en af de højeste befolkningstætheder i verden. Og byen har ingen fremtid. Det samme gælder i hele regionen. Den eneste reelle økonomiske plan nogle har der, er at skaffe sig penge fra Vesten.

Plan A for at få penge ud af Vesten er at skabe en krise, der vil tvinge den til at gribe ind. Det kan betyde alt fra at starte en krig, til at hjælpe de terrorister, der truer Vesten. Muslimske lande fortsætter med at skyde sig selv i foden, så at vesterlændinge vil løbe til undsætning for at blæse på, så alt vil blive godt igen.

Plan B er at flytte til Europa.

Og Plan B er en god plan. Det er den eneste reelle økonomiske plan, der virker. I hvert fald indtil Vesten løber ud af indfødte, naive vestlige mennesker – der betaler regningen for alle indvandrere, flygtninge og regelrette bosættere.

Med et par tusinde dollars kan en muslim fra Mellemøsten betale for at blive smuglet ind i Europa. Det er en lille investering med stor afkastning. Selv de laveste sociale ydelser i Sverige er højere end den gennemsnitlige løn for en typisk muslimsk migrantland. Og muslimske indvandrere er meget omhyggelig med at afpasse sig selv efter udbetalingerne. Det er derfor, de skråler om at de vil til Tyskland eller Sverige, og ikke Grækenland eller Slovakiet. Og det er derfor, de kræver store byer med en eksisterende muslimsk velfærdsinfrastruktur, og ikke vil have nogen landsby.

En muslimsk migrant er en investering for en hel storfamilie. Så snart de unge mænd får deres papirer, begynder familiegenforeningen. Det betyder ikke kun, at hvert medlem af den udvidede familie dukker op for at kræve deres fordele. Det betyder også, at familiemedlemmer vil sælge adgang til Europa for at alle, der kan betale for det. Du behøver ikke blaffe eller rafte til Europa. Mohammed eller Ahmed vil hævde, at du er et familiemedlem. Eller midlertidigt giftes med dig, så du kan tage med hele din udvidede familie.

Mohammed får betalt. Det gør også den udvidede familie til Mo’, der er mæglere i disse transaktioner. Menneskehandel drejer sig ikke kun om flydende transportmiddel. Det handler om at have de rigtige familieforbindelser.

Og alt dette er kun toppen af et meget stort isbjerg af forretningsliv.

Hvordan får muslimske indvandrere fat i en smuglingsbillet til en pris, der svarer til flere årslønner for en gennemsnitlig medarbejder? Nogle kommer fra velhavende familier. Andre er sponsoreret af kriminelle netværk og familiegrupper, der ønsker at transportere alt fra narkotika og våben til et stort antal mennesker til Europa.

Store lån bliver tilbagebetalt efterhvert som de nye indvandrere begynder at sende de nye velfærdsydelser hjem. Mange vil officielt være arbejdsløse, selv om de uofficielt tjener penge på alt fra slavearbejdere til organiseret kriminalitet. Europæiske regeringer vil lægge skylden for deres manglende deltagelse i arbejdsmarkedet på racisme, hellere end at anerkende, at de ligger indenfor et territorium tilhørende en alternativ økonomi.

Det er ikke kun enkeltpersoner eller familier, der kan følge Plan B. Tyrkiet ønsker at blive medlem af EU. Der er en løsning for en islamistisk, populistiske økonomi bygget på hauger af gæld. EU har valget mellem at styre strømmen af indvandrere fra Tyrkiet, der flytter sig til Europa, eller at lade hele Tyrkiet flytte ind i Europa.

Vesterlændinge skabte ikke dette problem. Vestens interventioner forsøgte at beskæftige sig med det, selv om de var på vildspor.

Den islamiske vold ikke et svar på vestlig kolonialisme. Ikke kun eksisterede den før kolonitiden, men som så mange udenrigspolitiske eksperter gerne påpege, er det største antal ofre for den også muslimer. Vesterlændinge skabte ikke den muslimske verdens funktionsfejl. Og Vesten er ikke ansvarlig for disse. I stedet holder den muslimske verdens funktionsfejl på at trække Vesten med sig. Ethvert forsøg vesterlændinge gør for at afhjælpe dem, lige fra humanitær bistand til fredsbevarende operationer, åbner kun for at Vesten vil tage skylden for islamisk funktionsfejl.

Den permanente flygtningekrise er et strukturelt problem forårsaget af forhold i den muslimske verden.

Vesten kan ikke løse krisen ved kilden. Kun muslimer kan gøre det. Og der er ingen lette svar. Men Vesten kan og bør undgå at blive trukket ned i det sorte hul af muslimske funktionsfejl.

Selv Tysklands Merkel har forstået, at antallet af flygtninge ikke er en endelig mængde, der kan hjælpes med en velgørende gestus. Det samme stigende antal mennesker vil dukke op, hvis du begynder at smide poser af penge ud af et åbent vindue. Og der er et antal, som intet land kan absorbere.

Muslimske borgerkrige vil fortsætte, selv om Vesten aldrig griber ind i dem, fordi deres del af verden i sig selv er grundlæggende ustabil. Disse konflikter vil føre til forskydning af millioner af mennesker. Men selv uden vold, økonomisk opportunisme i sig selv drive millioner til Vesten. Og disse millioner bærer fejlfunktioner i sin kultur, der vil gøre dem til en byrde og en trussel.

Hvis muslimerne ikke kan bilægge sine konflikter hjemme, hvad får os til at tro, at de vil gøre det i Europa? I stedet for at løse sine problemer gennem migration, eksporterer de dem kun til nye lande. Det er de samme udbrud af islamisk vold, fremmedhad, økonomiske problemer og uholdbar vækst, der følger dem over havene og oceanerne, på tværs af kontinenter og lande. Afstand er ingen løsning. En rejse er ingen kur.

Det at ordne op i Syrien vil ikke løse noget. Den muslimske verden er fuld af konflikter. Dens verden vokser, og den er ved at gå tom for plads til at vokse i. Vi kan ikke redde muslimerne fra sig selv. Vi kan kun redde os fra deres vold.

Den permanente muslimske flygtningekrise vil aldrig ophøre med at være vores egen krise, medmindre vi lukker døren.

Oprindelig i Frontpage Magazine den 25. maj 2016.