De vestlige eliter har skrevet deres krig mod Rusland ud af historien og i stedet opført et glashus, når det gælder Ukraine. Det er konklusionen i en ny bog om krigen i Ukraine med titlen ”Slutspil”, der burde være opsigtsvækkende, men naturligvis vil blive forbigået i tavshed af de altdominerende public service- og mainstreammedier.

Bogen er skrevet af den i Serbien bosiddende skribent Uffe Andersen, som formentlig ligger langt til venstre på den politiske skala, og er forsynet med et forord af Marie Krarup, der som bekendt ligger til højre. Det er en sjælden kombination, men forlaget Hovedland skal have tak for at trykke denne detektiviske fremstilling, så der i hvert fald er en teoretisk chance for at nogle få hundrede danskere vil begynde at fundere over, hvorfor Vesten satte alt på ét bræt i Ukraine.

Godt to år inde i krigen er det mig fortsat en gåde.

Den rituelle støtte til Ukraine, et land, vi aldrig nogensinde har bekymret os synderligt om, går stadig usvækket gennem det politiske landskab som en barneremse og får stadig myndigheder, kommuner og virksomheder til at flage med det ukrainske flag som var det dannebrog. Slava Ukainï!

Alt dette til trods for, at ukrainerne tydeligvis aldrig kommer til at vinde den krig, sådan som vestmagterne kræver af dem.

Barneremser kan imidlertid være stærke. Da statsminister Mette Frederiksen for nylig præsenterede danskerne for endnu en ny regering, fremhævede hun således to mærkesager frem for alle andre politiske spørgsmål: klima og Ukraine.

Så støtten til Ukraine er vigtig, ihvert fald retorisk.

Men hjælper vi ukrainerne bedst ved at pumpe penge og våben ind i en regering med en personkreds, vi reelt ved meget lidt om, og som lader til at være underlagt eller nok snarere en del af et gennemkorrupt system af rigmænd, der bruger statens midler som deres private pengetank og ikke har meget tilovers for den jævne befolkning?

Jeg tillader mig at tvivle, især hvis vi tænker 10 år tilbage, hvor amerikanerne var så venlige at indføre et regimeskifte, der reelt gjorde Ukraine til en amerikansk lydstat og skruede op for afhængigheden af Nato, mens østlige dele af landet løsrev sig fra regeringens kontrol og skabte den situation, der førte til krigens udbrud.

Uffe Andersen fremhæver en velkendt antikommunist med det polske navn Zbigniew Brzezinski (1928-2017), som var sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter fra 1977-81 og blandt meget andet forfatter til den geopolitiske manual ”Det store skakbræt” fra 1997. Skakspillet skulle booste amerikansk militært og moralsk overherredømme i en unipolær verdensorden efter Sovjetunionens opløsning.

Her advarede han mod, at Ukraine og Rusland skulle blive ét land. Hvis ukrainerne demokratisk stemte sig til at høre sammen med Rusland og erklære sig militært neutralt, burde der gribes ind. Missionen handlede om at få russerne til at gøre noget dumt – ligesom i skak.

Nok kunne man ikke tvinge russerne til at vælge den forkerte krig, men man kunne »bevidst øge sandsynligheden for, at de ville gøre det.« Brzezinski så allerede under Den Kolde Krig store muligheder i »spændinger internt i kommunistiske lande«, bl.a. mellem »russere og ukrainere i Sovejtunionen, serbere og kroater i Jugoslavien«, mv. Muligheden kom i 1979, da sikkerhedsrådgiveren rådede præsident Carter til at lokke russerne ind i den forkerte krig i Afghanistan ved at støtte den muslimske oprørsbevægelse. Operationen lykkedes.

40 år senere gjaldt slutspillet ikke bare en fjern, afghansk afkrog, men et russisksproget grænseland tæt på Ruslands hovedbyer.

Målet var et uafhængigt Ukraine, dvs, et Ukraine, der er uafhængigt af Rusland, men afhængigt af USA. Midlet var at ”de-russificere” Ukraine og tvinge ukrainerne til at vælge mellem Europa og Rusland, dvs. hjælpe dem til at træffe det rigtige valg.

På denne historiske baggrund kommer vestlige politikeres gentagne appeller til opretholdelse af den internationale retsorden til at ligne, som skal dække for den ubekvemme sandhed, at det er strategiske interesser, ikke demokratiske hensyn, der dengang som nu afgør den vestlige holdning.

Jeg understreger, at der intet er galt med at have strategiske interesser, det har alle stater. Interesserne bliver først tvivlsomme, hykleriske og indbildske, når de maskeres som demokrati, menneskerettigheder og universelle verdensmål. Både behændigt og makabert har vi skrevet Vestens krig mod Rusland helt ud af historien.

Man behøver ikke købe alle Uffe Andersens analyser, der også trækker tråde der handler om krigen i Jugoslavien og Natos bombning af Serbien i 1990’erne. Men den afdækker, at der er noget råddent i Ukraine (udover den epidemiske korruption) – nemlig Vestens årelange, dybe indblanding.

Først kaprede vestmagterne i 2014 den ukrainske selvstændighed ved hjælp af et planlagt kup, der blev udlagt som demokratiets sejr af såvel vestlige medier som regeringer. Otte år senere stjal vestmagterne de sidste rester af landets suverænitet ved at hindre ukrainerne i at slutte fred med Rusland. Ikke i et øjebliks vanvid, men netop bevidst og målrettet.

Dette politiske skakspil betaler jævne ukrainere nu for med deres liv, territorium, ejendom og måske endnu værre – deres børns fremtid.

Uffe Andersen: Slutspil – Hvorfor Vesten satte alt på et bræt i Ukraine, 190 sider, 363 noter, let illustreret. 280 kr. Forlaget Hovedland