Stormagtskrigen er for længst tilbage i Europa. Den er nu inde i sit tredje år og er indtil videre blevet udkæmpet mellem stedfortrædere i Ukraine. Men den stiger støt i omfang og intensitet.

Vores allierede, USA, NATO og EU, har fungeret som støtter. Det kan snart ændre sig. En direkte krig mellem Rusland og NATO kan få enorme konsekvenser for Norge og de nordiske lande.

Stormagtinteresser, geopolitik og militærstrategi gør dem alle til prioriterede mål for Rusland, hvis krigen i Ukraine skulle fortsætte med at eskalere og udvikle sig til et tredje verdenskrigsscenarie.

For de store og indflydelsesrige europæiske NATO-lande er Norden og den nordlige flanke, ligesom Ukraine på den sydlige flanke, at betragte som et alternativt, fjernere og mere foretrukket krigsskueplads, der vil blive prioriteret frem for krig på eget territorium.

Det samme gælder for USA, som ønsker at holde krigen så langt væk fra sit eget kontinent som muligt. For USA er Norge og Norden at betragte som en avanceret forsvarsperimeter og som en hjælpestat. USA er primært optaget af at forsvare USA og opretholde amerikansk hegemoni i alle dele af verden, og sekundært af at forsvare sine allierede.

Faren for en tredje verdenskrig er ikke desto mindre noget, der optager meget få mennesker. Den opfattes som usandsynlig og fjern. De fleste mennesker er optaget af deres daglige liv. Politikerne er optaget af helt andre ting og nyder hinandens selskab over en pilsner i Arendal.

Ikke desto mindre er det et faktum, at en eksistentiel krig raser lige uden for vores egen stuedør.

Det er et faktum, at vi i praksis er i krig med vores supermagtsnabo mod øst. Det er en kendsgerning, at vores forsvar er reduceret til en brøkdel, og at det vil tage lang tid at genopbygge det. Og det er en kendsgerning, at vores vigtigste allierede kæmper med en energikrise, en flad økonomi og dårlige finanser, og flere er præget af stigende etnisk og social uro.

Det er også et faktum, at kampagnerne i Ukraine fortsætter med at vokse i omfang og intensitet, og at krisen skaber endnu større ustabilitet i Europa. Ingen kan udelukke, at der også kan komme krig her. Hvis den eskalerer, er der meget, der tyder på, at det netop er her, den vil komme først.

Faren for at bruge atomvåben er også større end på noget tidspunkt under den kolde krig. I første omgang taktiske atomvåben. Hvis det sker, vil en ny og farligere barriere blive brudt. Det vil repræsentere et kvalitativt skift i krigens brutale logik.

Det vil øge risikoen for, at terrorbalancen i strategiske atomvåben bryder sammen, og dermed øge usikkerheden og incitamenterne til et forebyggende atomangreb. I så fald vil brugen af strategiske atomvåben være det næste og sandsynligvis sidste stop.

Det er, hvad krigen i Ukraine og truslen om eskalering i virkeligheden handler om for Europa og resten af verden.

Tabet af territorium, Krim-halvøen og nogle amter i det østlige Ukraine er slemt nok for Ukraine. Langt værre for verdenssamfundet er truslen om, at krigen eskalerer til en tredje verdenskrig, som måske ender i et nukleart holocaust.

Dette er ikke en rationel udvikling. Ingen statsoverhoved eller generalstab i hverken øst eller vest ville ved sine fulde fem ønske en sådan udvikling, vil det blive hævdet. Frygten for Mutual Assured Destruction (MAD) vil forhindre det.

I den forbindelse kan det være på sin plads at minde om, at mens konventionelle krige altid ender rationelt, dvs. at positionen på slagmarken bestemmer udfaldet, så starter de sjældent rationelt. Og de udvikler sig ofte i en uventet og uforudsigelig retning, som krigen i Ukraine har gjort indtil nu.

De følger som regel militærstrategiens paradoksale og uforudsigelige logik, og nogle gange despoters perverse luner og prioriteringer. Desuden viser erfaringen, at der findes sorte svaner, selv om de er sjældne. Brugen af atomvåben ville være den ultimative sorte svane. En krig med brug af atomvåben vil hverken starte eller slutte rationelt.

For nylig angreb Ukraine forskellige mål på Kola-halvøen med flere droner. Et eller flere af Ruslands strategiske bombefly blev angiveligt ramt. Angrebene udgør en direkte trussel mod Ruslands nukleare afskrækkelseskapacitet.

En af de russiske baser ligger 180 kilometer fra Ukraine, men kun 20 kilometer fra den norske grænse. Der er spekulationer om, at Norge kan have leveret måldata og efterretningsoplysninger til Ukraine.

Det er ikke overraskende, da Norge har forsynet USA med efterretninger fra luften og data om russiske mål siden begyndelsen af den kolde krig i begyndelsen af 1950’erne og ville blive betragtet som en aktiv krigsførende part, om ikke formelt så i virkeligheden.

Mindre kendt er den operative ordre, der instruerede norske jagerpiloter i at udføre strengt hemmelige offensive selvmordsmissioner med taktiske atomvåben mod militære og civile mål dybt inde i Rusland i 1950’erne og 1960’erne.

Nyligt afklassificeret materiale viser, at amerikanerne med de norske myndigheders velsignelse havde udviklet tophemmelige angrebsplaner, hvor norske jagerfly skulle angribe mål i Sovjetunionen, Østtyskland, Polen, de baltiske lande og Finland med taktiske atomvåben.

I 1963 blev der etableret særlige områder og lagerfaciliteter til taktiske atomvåben på Bodø Air Base, Værnes, Bardufoss, Ørland, Rygge og Sola/Flesland.

Nogle vil hævde, at dette var et brud på norsk forsvarspolitik. Under den kolde krigs supermagtsrivalisering pålagde vi formelt os selv sikkerhedspolitiske restriktioner, samtidig med at vi var vedholdende fortalere for afspænding og nedrustning i det internationale diplomati.

Vi accepterede ikke, at udenlandske styrker var permanent stationeret på norsk jord i fredstid, og vi nægtede at indsætte atomvåben. Militær aktivitet var begrænset øst for den 24. breddegrad i det østlige Finnmark.

Virkeligheden var dog mere kompliceret. U2-affæren i 1960 afslørede Norges virkelige rolle som en vigtig brik i terrorbalancen mellem supermagterne. Udstationeringen af amerikanske mellemdistancemissiler i Italien og Tyrkiet og den efterfølgende Cubakrise i 1962 understregede den samme farlige dynamik.

Dette illustrerer de perifere staters sårbare rolle som objekter for supermagternes interesser og som hjælpestater, og dermed som prioriterede mål i en direkte konfrontation mellem supermagterne.

Efter opløsningen af Sovjetunionen og Warszawapagten i 1990 og 1991 fjernede Norge alliancepolitikkens formelle glasur. Det nationale forsvar blev stort set afskaffet med forsvarsreformen i 2000.

Og med den bilaterale forsvarssamarbejdsaftale med USA i 2022 om etablering af 14 amerikanske baser på norsk jord har vi i realiteten også opgivet basepolitikken. Den norske hær med de 13 brigader, som vi engang havde, er bogstaveligt talt blevet erstattet med 14 amerikanske baser.

Hvis de amerikanske baser udelukkende var etableret med det formål at forsvare Norge, ville det have været mindre problematisk. Men jurisdiktionen over de såkaldte “aftalte områder”, der er omfattet af DCA, er blevet overdraget til USA. Det er problematisk.

I lyset af historien er det rimeligt at tro, at disse også kunne bruges til at opbevare taktiske atomvåben med henblik på et eventuelt offensivt præventivt angreb mod Rusland eller et andet land. Kun de få personer i Norge, som har forhandlet de hemmelige bilag til aftalen, ved, om det er tilfældet.

Det norske luftvåben er blevet styrket med 5. generations amerikanske F-35 kampfly. De er formentlig primært tiltænkt den samme offensive rolle, som norske jagerfly havde under den kolde krig, nemlig som en taktisk førsteslagsstyrke, der skulle bane vejen for de amerikanske langtrækkende strategiske bombefly.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Financial Times den 13. august rapporterede om detaljerede russiske kort med måldata i Norge for taktiske atomvåben. Den russiske generalstab er ikke født i går.

I europæiske kampagnescenarier er noget af det første, russerne vil gøre, at neutralisere norsk og nordisk luftstyrke, overvågningskapacitet og nordiske kommunikationssystemer. De vil blive affyret med ballistiske missiler, som også kan bære atomsprænghoveder, bevæge sig med 10 gange lydens hastighed og nå de fleste mål i Norge i løbet af få minutter.

Hverken Norge eller NATO har i øjeblikket noget forsvar mod disse. Der er med andre ord ingen national eller “vestlig” kapacitet, som kan forhindre dette. F-35-kampflyene kommer sandsynligvis aldrig i luften.

Der er ingen seriøs viden eller strategisk analyse bag det faktum, at Norge har opgivet sit nationale forsvar og gjort sig helt afhængig af en snart “tidligere” supermagt på et andet kontinent for at forsvare sig selv. Det kan få tragiske konsekvenser.

Spredningen af krigen i Ukraine til Norden er så meget desto mere sandsynlig, som Norden og Skandinavien let kan blive vores allieredes “foretrukne” krigsskueplads, hvis krigen i Ukraine eskalerer yderligere.

Denne perverterede version af den “nordiske model” er langt fra ukendt i europæisk geostrategisk tænkning. Den er helt sikkert på bordet i den russiske generalstab. Det bliver en vigtig udfordring for de nordiske lande at imødegå den, nu hvor de alle er med i NATO.

Risikoen for eskalering og faren for, at krigen også kunne komme hertil, burde have været diskuteret på seminarer og over øl i Arendal, som et korrektiv til mange af tidens fremherskende illusioner og vrangforestillinger.

Det er det imidlertid ikke. Det hele minder mest af alt om det orkester, der fortsatte med at spille, mens Titanic gik til bunds.

Øystein Steiro Sr.
Vicevært

Køb bogen af Alf R. Jacobsen! Køb bogen her.

Ytringsfriheden er under angreb. Abonner på det frie og uafhængige Document.