New York Times bemærker, at Kamala Harris kun nævnte ”klimaet” en enkelt gang under sin tale til det demokratiske konvent, efter at det havde kronet hende som partiets præsidentkandidat. NYT har også noteret sig, at Harris ikke har foreslået nye initiativer for at standse ”klimaforandringerne”.

Gassen ser ud til at være gået af klimaet.

Klimafrygten var ellers på sit højeste i 2019, da de demokratiske kandidater og deres allierede i medierne havde brug for noget at skræmme vælgerne med op til valgene i 2020. Og det blev altså klimaet.

Hver eneste demokratiske kandidat, inklusive Kamala Harris, advarede om den tilstundende klimadød. Således betegnede Harris klimaudfordringen som ”en eksistentiel trussel mod hvem vi er som mennesker”. Hun meddelte også, at hun var parat til at skaffe sig af med Senatets såkaldt ”filibuster” med henblik på at vedtage ”The Green New Deal”, som i realiteten var en ekstra skat på de i forvejen plagede amerikanere og havde meget lidt med klimaet at gøre.

Nu er der pludselig ingen, der taler om den ”eksistentielle krise”, som er blevet til et ikke-tema.

I The Federalist spekulerer Daniel Turner på årsagerne, og som han ser det, er der tre mulige forklaringer.

For det første var der ingen krise i 2019. Inflationen var 1,7 pct. Der var ingen krige i Ukraine eller Israel. Og præsident Trump syntes sikker på at genvinde præsidentposten.

Gode råd var dyre, for demokraterne manglede et tema at gå til valg på, og det blev altså ”klimaforandringerne”, som kunne begrunde, at man fremstillede Trump som en barbar, der ikke havde forståelse for den visse død.

Demokraterne opfandt således en ny krise, hvis løsning krævede en total omvæltning af amerikanernes dagligdag: slut med benzindrevne biler og kød og den slags udskejelser. Vælgerne skulle skræmmes til at stemme demokratisk, hvis de havde livet kært.

For det andet, bemærker Daniel Turner, er der ikke længere afsætning på ”klimakrisen”, hvilket fremgår af en meningsmåling, der viser, at klimaet er nummer nitten på en skala over de emner, som vælgerne finder mest påtrængende.

Den tredje forklaring kan være, at Kamala Harris nu hævder, at Joe Biden med hjælp fra Kamala har løst klimaproblemet, hvilket selvfølgelig er latterligt. Hvis det var tilfældet, ville der have været holdt store fester og optog for at fejre sejren.

”Om det skyldes kynisme eller ren ambition”, bemærker Daniel Turner, ”bliver klimaspørgsmålet manipuleret i det uendelige af mennesker, der er på jagt efter magt og penge.” Hvad man end måtte mene om klimaet, kan man af den igangværende amerikanske valgkamp slutte, at det ikke længere er noget, man kan skræmme vælgerne med, konkluderer han.

Søndagens landdagsvalg i de tyske forbundsstater Sachsen og Thüringen viser, at klimaskrækken også er ved at tabe pusten i Europa, idet De Grønne fik et katastrofalt dårligt valg.

Snart er det vel kun den danske regering og dens medier, der prøver at holde folk vågne om natten med deres klimalarm.