Brexit kan forandre alt

Når alternative partier dukker op på højre fløj i Europa, bliver de øjeblikkelig angrebet og hængt ud. Modstanden går fra gadens parlament og op til magtens tinder. Foragten og fjendtligheden er den samme mod alt, der smager af “højre”.

At de der kalder sig konservative ikke længere er det, åbner for en farlig mulighed: De der ønsker at bevare, fremstår som anløbne. Alle der vover at se til højre får øjeblikkelig et stempel. Derfor er aftalen mellem de fire amerikanske tech-giganter og EU om at håndhæve rule of conduct på nettet, så farlig. Hvis de vil kan de “se” alt, de kan lave profiler som kendetegner en “højreorienteret”. Vi ved hvordan Angela Merkel definerer en højreorienteret. Det er hendes regering der presser på for denne alliance.

Man ser at konturerne af en kontinental politisk kultur der rummet for politisk dissens krymper. Man kan forsvare at tale om repression. Det er hvor man ikke respekterer magtens deling og folks legitime ret til at blive hørt. Dette er ikke noget nyt i Europa, vi er bare ikke vant til at tænke i de baner: Den gamle autoritære kultur rejser sig.

Den er ikke svær at få øje på i Merkels Tyskland eller i Junckers EU-byråkrati.

Dette magtgreb udfordres nu fra to kanter: Polen sammen med de andre østeuropæiske lande og Storbritannien.

I øst agter Bruxelles at tugte både Polen og Ungarn fordi de vover at bryde ud af den overnationale retsliggørelse af politiken som EU har gjort til sit instrument.

Ungarn har de givet brunstempelet. Polen er en hårdere nød. Det er stort og katolsk, og meget nationalistisk. Af historiske grunde må Tyskland træde varsomt.

Det er endu værre med Storbritannien. Den politiske kultur er en helt anden. Storbritannien har en åben debat. Det har man ikke i et Tyskland hvor de to store partier har regeret sammen i en storkoalition. Konsensus kvæler.

Men det kan synes som om Merkel og socialdemokraterne ikke længere savner uenighed. De har fået en konkurrent som de af al magt forsøger at knægte, og de gør det på en så ufin måde at AfD får sympatien.

Anderledes i Storbritannien. At toryerne er splittede, og kan drive kampagne imod hinanden for åben scene, ville været utænkelig i Tyskland eller Frankrig.

David Cameron fremstod som EUs forsvarer da han optrådte i Sky News’ direktesendt debat torsdag. Det gik ikke så godt. Tilhængerne af fortsat medlemskab klarer ikke la være: De må true, med økonomiske konsekvenser – self-harm sagde Cameron, han vovet ikke sige suicide, og for at øge frygten hiver man på et par verdenskrige og faren for en tredje.

Folk kan ikke li at blive behandlet som børn. At spille på folks frygt går heller ikke hjem. Den politiske korrekthed har pågået så længe at folk er ved at udvikle modstoffer. For at nære modstofferne trængs oplysning, kritik og debatt. Derfor er Storbritanniens eksempel så farlig for Merkel og Juncker. De frygter ringvirkninger på hjemmebane.

Dit har vi kommet i dagens Europa. Det er utrolig. Man er bange for demokratiet.

Justitsminister Michael Gove var klarere og bedre end statsministeren i samme debatprogram fredag. Han har en overbevisning, og han forsøger ikke at true vælgerne. Han siger kun: I må vælge hvad I selv mener er bedst for jer selv og landet.

Selv lægger han ikke skjul på at det handler om mere end penge. Nogle gange er ikke penge det viktigste. Det er at være “hjemme”, at kunne bestemme selv.

– Men hvad er galt med at delta i en demokratisk union, spurgte en ingeniørstudent fra den ikke-vestlige verden.

– Demokratisk? EU har fem præsidenter. Kan I nævne mere end én? spurgte Gove. Det kunde ingen, måske heller ikke programlederne. Ikke bare kommisionens præsident, også lederne for sentralbanken og domstolen har tittelen præsident.

Hvad har de til fælles? De er ikke på valg, de kan følgelig ikke afsættes ved en demokratisk proces.

-EU er ikke noget demokrati, slog Gove fast.

Man hører det gå hjem.

Indvandringen er dét der sænker britisk medlemskab.

Migranterne er nu ved at sætte over Kanalen. -Jeg sagde det kom til at ske for nogle år siden, men ingen troede mig, sagde Daily Mails politiske redaktør, Isabel Oakshott. – Nu sker det.

Hvis briterne siger nej vil den politiske scene i Europa med et slag være anderledes: Da vil ikke stemplingen af politisk opposition som illegitim og antidemokratisk fungere som før. Ingen kan anklage Michael Gove for at være politisk anløben.

Og i november stemmer amerikanerne.

2016 bliver et historisk år. De der mener løbet er kørt for Europa, ser ikke mulighederne og det er også dét, der blir Juncker og Merkels bane: De klarer ikke omstille sig og lytte.