Jeg gik i retten med alle intentioner om at afsky den flok, der var sigtet for at have kastet sten og molotovcocktails efter et par patruljevogne i Vollsmose i juni 2015, men som så ofte, når jeg er i domhuset, vendte virkeligheden op og ned på mine forudfattede meninger.

Det viste sig, at de sigtede var store drenge. Den ældste var født i december 1997, den yngste i januar 2000. Langt hovedparten var på gerningstidspunktet 16 år gamle.

Selve forbrydelsen var temmelig godt oplyst, da det hele var filmet af overvågningskameraerne derude. Små 15 unge medvirkede, og heraf har politiet altså identificeret og sigtet de ni. Optagelserne blev vist i retten, og af dem fremgik altså, hvordan én river en cementsten ud af en stensætning og knuser den, og senere hvordan de henter en knallert, tapper benzin af og producerer molotovcocktails. Det ser meget rutineret ud, som om det er en del af ungdomskulturen i Vollsmose at lære, hvordan man laver den slags.

Men der var ting i optagelserne, der var mere chokerende. Under hele forløbet går små grupper af unge piger og voksne mænd og kvinder frem og tilbage, tæt forbi. De kan ikke undgå at se, hvad der foregår, men ingen reagerer eller griber ind på nogen måde. Det er, som om hele optrinnet er en normal del af udelivet på en lun sommeraften. Rundt om flokken cykler og leger de mindre børn, og fra tid til anden afbryder en af gerningsmændene sit forehavende for lige at give lillebror et knus eller en kildetur.

På et tidspunkt går en af de unge mænd derfra og vender tilbage med en jævnaldrende ung mand i kørestol, som ved fælles hjælp bliver anbragt oppe på en stensætning, så han kan se noget og være lidt med.

Det er klart, at disse unge har onde intentioner. Den ene dårlige idé afløser den anden. Men det samlede indtryk er af oprømte børn uden styring og opdragelse, uden omtanke. De opfører sig, som jeg ville forvente af forvildede danske børn på 10-12 år.

Den eneste voksne, der siger noget til de unge, er en sort mand i en lang hvid kjortel. Han kommer forbi adskillige gange og forsøger tilsyneladende at sende en af de unge hjem. Jeg spurgte anklageren, om denne mand skulle vidne, og hun fortalte mig, at det ikke var lykkedes dem at identificere ham. Hvabehar? I en ghetto, der fungerer som en landsby i byen, kan en så påfaldende mand ikke identificeres? Det var heller ikke lykkedes dem at identificere den unge mand i kørestolen!

Det var jo i øvrigt heller ikke lykkedes at identificere de resterende cirka fem gerningsmænd. I retten afviste de fleste af de sigtede at afgive forklaring, men det par stykker, der godt ville udtale sig, løj så det fløjtede, hvad de jo også har ret til. Fem af de sigtede kræves udvist (de øvrige er danske statsborgere), og et par stykker af disse sagde for eksempel, at de næsten ikke talte somalisk – hvilket var påfaldende, i lyset af at deres enlige mødre ikke talte dansk.

Før jeg så de sigtede i retten, var jeg absolut stemt for udvisning. Nu har jeg næsten ombestemt mig. Deres handlinger kunne have fået meget alvorlige konsekvenser, og jeg ser med gru på det forhold, at man kan koncipere at lægge sig i baghold og overfalde politiet, men der er tale om sølle, småtbegavede, forsømte drenge, hvis dårlige intentioner blev realiseret med så ringe kompetence, at de knap hæver sig over kategorien drengestreg. På nær et par stykker er de ikke tidligere straffet.

Der falder dom den 5. januar klokken 10.

***

Misforstå mig ikke: Vi har ingen glæde af disse unge. Som medborgere er de værdiløse, og de kan give anledning til uanede udgifter igennem et langt, ørkesløst liv. Vi får næppe nogensinde fornøjelse af hverken dem eller deres forældre eller meget talrige søskende. Men vi kan ikke smide dem ud for lige netop det her.

Unge som disse er en dobbelt tragedie. De er en belastning for os i Danmark, men de sidder også i en ulykkelig klemme: De er uden egen skyld omplantet til et land, hvor de ikke har de intellektuelle, kulturelle og sociale forudsætninger for at leve et godt liv.

Mit løsningsforslag er, at hele deres familie – og alle andre interesserede – tilbydes en overførselsindkomst på tusind dollar om måneden per person i det relevante hjemland livslangt mod aldrig at sætte deres ben på dansk jord igen. Vi bliver fri for dem, og de bliver fri til at leve et liv i bedre overensstemmelse med det samfund, de er i.