»Stockholm. En af verdens mest stille hovedstæder.« Sådan begynder programmerne i serien »Tunnelbanan«, som nu er i gang med sin niende sæson, hvor et filmhold følger sikkerhedsvagternes arbejde i Stockholms metro. Min søn besluttede sig for at følge serien, efter at vi havde fået ny streamingtjeneste, og han startede logisk nok med det første afsnit i den første sæson. »Jeg var faktisk på arbejde, men det gik hurtigt op for mig, at jeg var fuldstændig fascineret af det, jeg så på tv.

Det tog mig et stykke tid at indse hvorfor. Men så faldt det hele på plads: Jeg genkendte det Stockholm, jeg voksede op i. Min ungdoms Stockholm. Studenterfesternes Stockholm. Det smukke, (relativt) trygge og tillidsfulde Stockholm, hvor jeg som studerende kunne feste igennem natten, men stadig rejse alene hjem med metroen – uden at være bange. Det værste, der skete, var, at nogen fløjtede efter mig.

Stockholm var måske en af de mest stille hovedstæder i verden, endda lidt kedelig, men jeg elskede byen i mit hjerte.

Det var den by, mit Stockholm, jeg så i den første sæson. Sikkerhedsvagterne gik rundt og talte og jokede med de rejsende, hvoraf langt de fleste var hvide svenskere. Også sikkerhedsvagterne var hovedsageligt hvide. Der var endda hvide svenskere blandt SL-personalet ved afspærringerne.

Jeg genkendte mig selv, og pludselig skyllede sorgen ind over mig.

Den by, den virkelighed, det Stockholm, der var dengang – mit Stockholm – eksisterer ikke længere. At være etnisk svensk i Stockholm i dag, eller for den sags skyld at rejse med metroen, er at være en minoritet. I en overfyldt metrovogn er det helt normalt at være en af måske en håndfuld hvide og at høre arabisk, ukrainsk, somalisk, pashto, spansk og andre uidentificerbare sprog blive talt omkring dig, men stadig sjældnere svensk.

Selv mange etnisk svenske unges sprog er noget andet end svensk. Teenagere, der ligner levende reklametavler for Kalles Kaviar, lyder som Zlatan og krydrer sproget: Eyyy. Abooo. Kefft. Bro. Gäri. Jalla. Len. Shuno. Og konstante referencer til nogen, der bliver »kneppet«, som regel nogens »mo’cha«.

»Jeg kan ikke tro, at denne serie er så gammel«, tænkte jeg og tjekkede oplysningerne. Måske blev afsnittet filmet i begyndelsen af 1990’erne? Men det viste sig, at seriens første sæson blev optaget i 2012, altså for tolv år siden. Tolv år. Så lang tid har det taget at forvandle Stockholm fra en by med en betydelig andel af mennesker fra andre lande til en by, hvor etniske svenskere er en klar minoritet. Så hurtigt har hovedstadens gadebillede ændret sig.

Hvordan er dette muligt?

Det har været muligt, fordi Sveriges selvopfattelse som verdens humanitære supermagt er blevet konfronteret med en virkelighed, hvor årtiers – i praksis – åbne grænser, migrationskrisen i 2015-16, krigen i Ukraine, og en fuldstændig manglende evne til at sætte grænser, har skabt et Sverige, hvor etniske svenskere snart vil være i mindretal. I mange områder er de det allerede. Det ses tydeligt i gadebilledet, eller for den sags skyld i metroen, i indkøbscenteret, i svømmehallen, på stranden, i boligkvarteret…

I søndags skrev folketingsmedlem Adam Marttinen (SD) på Facebook om sin families besøg i Parken Zoo:

»Strålende solskin i Parken Zoo i Eskilstuna. Efter en halv time hørte jeg et par tale svensk. Reaktionen var stort set den samme, som den plejede at være, når man var i udlandet og tilfældigvis stødte ind i svenskere, man ville ligesom sige hej og få en stille brise svensk, før man fortsatte i travlheden.«

Det nye Sverige. Foto: Adam Marttinen. Facebook

Marttinen erkender, hvad jeg og mange andre allerede har bemærket: At være svensk i Sverige betyder i stigende grad at være en minoritet. Den etniske svensker, der besøger McDonald’s i Botkyrka, Järfälla eller Kista, vil sandsynligvis ikke finde en landsmand blandt gæsterne (eller personalet), og i mange skoler er arabisk det almindelige samtalesprog. Det er langt fra sikkert, at du kan tale svensk med ekspedienten i butikken eller tjeneren på restauranten. Hvis du ringer til en af vores myndigheder, vil du højst sandsynligt blive mødt af en embedsmand med et efternavn, der ikke kan udtales. Det er ikke nødvendigvis forkert, men det viser, at Sverige har forandret sig.

Og det er gået hurtigt. Lidt over et årti er ikke lang tid, men hvis man sammenligner det allerførste afsnit af »Tunnelbanan« med det sidste, vil man se to forskellige virkeligheder, to forskellige verdener. Og forandringen er sket, uden at publikum har kunnet stemme om det.

»Men I stemte jo på S/M/C/L/KD/V/MP, så I kan kun bebrejde jer selv!«, siger du måske. Sådan må det være. Men ingen af partierne er nogensinde gået til valg på at love udskiftning af befolkningen(de hadefulde ord), bandekriminalitet, skyderier, eksplosioner, reduceret velfærd, boligmangel eller rekordlav vækst. Medierne har heller ikke anerkendt migrationen i almindelighed og dens negative konsekvenser i særdeleshed. Den har fået lov til at fortsætte, og den fortsætter i dag på trods af regeringsskiftet.

Vi har nu nået PONOR, Point of No Return. Demografien sætter sine spor: De oprindelige svenskere bliver færre, de nye svenskere bliver flere. Et par sæsoner mere af »Tunnebanan«, og vi vil sandsynligvis hoppe op og ned i tv-sofaen, hvis der overhovedet dukker en blondine op på skærmen. Men indtil da bliver de nødt til at ændre introen. Mit Stockholm, som for ikke så mange år siden virkelig var »en af verdens venligste hovedstæder«, findes ikke længere. Men vi kan huske det, savne det og give os selv lov til at længes efter det.

Om et par årtier vil minderne ikke engang være der.

Kjøp Sokrates’ forsvarstale fra Document her!