I dag. 23. august, har Taleban vedtaget en lov, der forbyder kvinder at vise deres ansigt og lade deres stemme blive hørt i offentligheden. Deres burkaer skal nu dække deres ansigter helt, og de må ikke tale offentligt eller se på mænd, som ikke er familiemedlemmer.

Måske har det været et følelsesladet år, eller måske er det, fordi jeg bliver trigget, men jeg græd endnu en gang, da jeg hørte nyheden. Jeg prøver stadig at samle mig selv. Ikke engang dyr bliver behandlet så grusomt, så umenneskeligt, så uværdigt og med så lidt værdi for menneskelivet.

Dette er en fuldstændig udslettelse af kvinders eksistens, og det skærer mig i hjertet at vide, hvad Afghanistan og Iran var, før denne kræftsvulst blev bragt til os. Hvor er protesterne? Hvor er forargelsen? Hvor er ICJ? ICC? Amnesty? Hvorfor er der ingen, der bekymrer sig om det effektive slaveri af millioner af kvinder under det jihadistiske system af kønsapartheid?