Der var engang at en mand, var en mand

Når en mand var en mand, var han høflig og beskyttende over for sin kvinde, og at slå hende kunne under ingen omstændigheder falde ham ind, det var forbundet med fejhed, vanære og skam.

Kønnet flyttede sig fra skridtet til hovedet.

I dag er det at slå kvinder ophøjet til en olympisk sport. Evige “progressive” socialister har med hjælp fra litteratur- og kvindebevægelsen flyttet – undskyld mig – kønnet fra skridtet til hovedet; det er ikke længere, hvad du objektivt set er, der tæller, XX eller XY, det er, hvad du “føler”, du er. Og som du ved, kan det være mange ting.

I den olympiske arena har mændene overtaget kvindernes boksering, og der er især én mand, som de falder for – og han er endda muslim – algerieren Imane Khelif.

Kun en usselryg slår kvinder i vores del af verden, men for bedre at forstå den muslimske khelif, der tilskriver al sin succes til Allah, har vi børstet støvet af professor Ziyad Miqdads lære om, hvordan Koranen i sin uudgrundelige visdom lærer os, hvordan vi skal slå vores kvinde.

Terapeutiske slag

Ziyad Miqdad, som i det mindste fra 2021, var leder af Fatwa-udvalget ved det islamiske universitet i Gaza, sagde i et program på Hamas’ egen tv-kanal, Al-Aqsa TV, at en mand bør slå sin kone terapeutisk, ikke på en måde, der forårsager skade.

– At slå skal være terapeutisk og ikke hævngerrigt, det skal være som når en mand slår sin kæreste, en far slår sin søn eller en mor slår sin datter. Manden må kun slå sin kone for at korrigere hende og for at bevare familielivet.

Hun skal slås symbolsk for at advare om, at hun bringer sin familie i fare, at hendes ægteskab er i fare – og for at fortælle hende, at hun ikke må risikere at ødelægge sin families og sine børns fremtid.

Elskerens knytnæve er så sød som rosiner

– Hvis det er et rigtigt slag, skal visse betingelser være opfyldt:

For det første må formålet ikke være at hævne sig eller gøre skade. Målet skal være at få hende til at underkaste sig for at beskytte familien.

For det andet skal du undgå at slå hende på følsomme steder, som hendes ansigt eller vitale organer. Det skal ikke være hårde og hævngerrige slag, for det er trods alt din kone, vi taler om. Det er ligesom ordsproget: “En elskers knytnæve er så sød som en rosin.”

– Mandens straf skal være, som når en mand slår sin elskede. Forestil dig, at du slår en, du elsker. Det er ligesom, når en far slår sin søn, eller når en mor slår sin datter.

Kun i tilfælde, hvor hun ikke reagerer på formaninger og på, at [manden] forlader [hende i sengen]. At slå bør være den sidste udvej. Det er derfor, [Koranen] beskytter det ægteskabelige liv og familien.

Men det er ikke alle, der er sådan….

Men som min kone påpeger – altid og over for (næsten) alle, forstående og imødekommende som hun er: