Hvis man gerne vil vide, hvilke konsekvenser indvandringen fra MENAPT-landene har for de skandianviske lande, skal man såmænd blot slå op på side 4 i fredagens udgave af Kristeligt Dagblad. Her finder man tre notitser, der kaster alt det lys over udviklingen, som offentligheden kan ønske sig. Ønske sig og ønske sig er måske så meget sagt. Det er deprimerende og retningsgivende beskrivelse af den hæslige virkelighed, vi selv har været så idiotiske at importere hertil.

Netop derfor er det også interessant, at de tre nyheder kun behandles som notitser. De fortæller nemlig alle en samlet og langt større historie om ødelæggelsen af de nordiske samfund og velfærdsstaternes konstitutionelle naivitet, når det gælder muslimske, arabiske og somalistiske mænds undergravende virksomhed.

1

Den ene handler om, at et prominent medlem af den danske regerings integrationsråd, en mand ved navn Simon El-Zeinab, der også er uddannet pædagog, projektleder for fædregrupper, mentor for udsatte unge, konfliktmægler og afdelingsleder for et eller andet integrationscirkus i Aarhus Kommune, er kommet til at vise sit sande ansigt. Det skete forleden i en hyldest på et socialt medie til den netop afdøde Hamas-leder Ismail Haniyeh, der har levet i sus og dus i en megadekadent ørkenstat, mens har har fremtrådt som palæstinensernes ridderlige væbner, indtil han forleden blev slået ihjel under en israelsk mission.

Den aarhusianske integrationsekspert gik da så vidt som til at håbe, at Allah ville acceptere »storkommandøren« Haniyeh som martyr og »hæve hans status blandt folket«. Hvem »folket« var, meldte historien ikke noget om, men det var helt sikkert ikke det danske folk.

Nu sidder der muligvis en læser og tænker: Hvordan bliver sådan en starut udnævnt til integrationsekspert af landets næststørste kommune såvel som landets regering? Vel at mærke en regering, der bryster sig af, at den udmærket er klar over, at muslimer og arabere er i fuld gang med at infiltrere en lang række af velfærdsstatens institutioner.

Se, det skal jeg fortælle dig. Det er nemlig slet ikke tilfældigt. Det er udmøntningen af årtiers naivitet med hensyn til muslimer og integration. 

Kommer der en mand eller kvinde med et arabiskklingende navn og siger, at han eller hun vil hjælpe fædre, unge eller andre udsatte grupper med at blive integreret, så møder vedkommende en strukturel velvilje i den vildtvoksende integrationsindustri, møjsommeligt opbygget af de skandinaviske velfærdsstater gennem de seneste 50 år. 

Hvorfor? Fordi folk, der arbejder i denne industri, fortrinsvis kvinder og mandlige socialister, så hjertensgerne vil høre den slags. De higer efter konfirmation, hvilket er forståeligt på en psykologisk plan. 

Engang troede de simpelthen på alt. Nu er de kommet lidt i tvivl med hensyn til indvandringens sociale praksis. Lidt har de da forstået. De forstår ligeledes, at indvandringen står i fare for at undergå en statusmæssig forandring, lidt som i Ovids strofer, den romerske litteraturs elskovsdigter, hvor ting og fænomener, romerne troede fuldt og fast på, undergår den ene metamorfose efter den anden. Indvandringen er ikke længere ren og pur, men mere grumset, hvis ikke beskidt eller pervers. Tingene og synet på dem har ændret sig. 

Derfor higer disse kvinder og socialistiske mænd efter at blive bestyrket i deres tro på integration. Konfirmationen er dem så dyrebar; den indeholder, hvad de gerne vil være. Den giver dem identitet og gøre det muligt for dem at holde fast i deres erklærede multikulturalisme.

2

Klip til næste notits i Kristeligt Dagblad; Document.dk har også allerede nævnt den. I den danske avis lyder overskriften: »Svenske drenge hyres til kriminalitet i Danmark«. Mod en betaling på 200.000 kr. og op bliver svenske Hassan’er, Ali’er og Mustafa’er hyret af danske indvandrerbander til at eliminere konkurrenter på narkomarkedet. Det er smart. Så slipper de danske Hassan’er, Ali’er og Mustafa’er for at blive straffet eller i yderste fald blive udvist fra Danmark for deres handlinger, hvis politiet opdager dem. De kan betale svenske drenge for opgaven.

Jeg har naturligvis selv indsat de relevante navne. Kristeligt Dagblad kalder de kriminelle charmetrolde »svenske drenge«. 

Det er det nye Sverige, vi taler om. Ikke om Albin, Oskar og Tristan. Ikke om Karl, Johan og Hugo. Næ, det er ikke dem, der rejser til Blågårds Plads, Husum, Ishøj eller Brønshøj i København for at udføre det bestilte arbejde. Det er Ali, Hassan og Mustafa, som tjener godt på at gøre det efterspurgte. 

Digteren Ovid ville have kunnet skrive en hel sang om denne metamorfose af Sverige og Danmark, som forlenes med en masse nye forandringsivrige borgere fra nær og fjern. Det kunne f.eks. lyde således med en let omskrivning af en passage fra Syvende Sang:

Tæt ved indgangen til Føtex mellem tiggere og mørkhårede børn stod den prægtigste eg og bredte sin krone,

helliget Jupiter var den og hentet hertil fra Mogadishu, Kabul og Quetta.

Og på dens stamme så jeg nu piller i lange geledder

vandre som flittige myrer, mens de ugeneret holdt sig på stien i barkens rynker og revner.

Jeg ser på dette foranderlige mylder og udbryder:

Forlen mig, Allah, med så mange nye borgere og lad dem fylde min by, som alligevel er døende.

3

Efter denne højstemte lyrik kommer vi til tredje og sidste brik i puslespille, som stammer fra Sønderborg. Her har retten netop idømt en 33-årig mand godt tre års fængsel for at have krydset grænsen fra Tyskland til Danmark med over 750.000 ulovlige piller. Der er – notabene – ikke tale om piller mod hovedpine.

Transportørens navn er ifølge avisens Slavisa Adzic, dvs. endnu en fremmed kulturberiger, lad os bare gætte på, at han er albaner. Det viser sig nemlig, at dette lille land, der er på vej til at blive medlem af EU, har overtaget det meste af narkoindustrien i store dele af Europa, ikke mindst i Tyskland, hvorfra han kom kørende i en varevogn proppet med narko en tidlig morgen i februar.

At han blev stoppet er kun glædeligt. Men Slavisa Adzic er formentlig kun et lille tandhjul i en langt større klan, som organiserer kriminalitet rundt omkring på det europæiske kontinent. Der vil komme kommer flere albanere, og de kommer vores vej. 

Muslimiseringen af de skandinaviske velfærdsstater sker således både udefra og indefra. 

Den udefra er svær, men ikke umulig at minimere. Det kræver vigilante grænser, mere politi og  strengere domme, samt at vi opsiger de historiske konventioner, der forhindrer os i at føre en konservativ udlændingepolitik, og som slet ikke er gearet til at håndtere de voldsomme befolkningsbevægelser i det 21. århundrede. Vi er simpelthen nødt til at ophæve retten til asyl og kun lukke de mennesker ind, som vi har gode erfaringer med. Jøder og ukrainere, f.eks. Og ikke alle mulige andre.

Presset indefra er endnu sværere at standse. Det kræver ikke kun, at vi gør op med den naive velfærdspolitik og afvikler alle såkaldte ”integrationsprojekter”. Den kræver også, at indvandrerne begynder at tænke, tro og opføre sig som os.

Det – særligt det – har meget, meget lange udsigter. Her hjælper ikke en gang Ovids tryllekunst, men kun kølig, konservativ politisk prosa.