Det mest bemærkelsesværdige ved den aktuelle tumult i amerikansk politik, hvor ledende aktører i det demokratiske parti prøver at skaffe sig af med Joe Biden, er al deres snak om ”demokratiet”, som de påstår, at Donald Trump vil afskaffe.

Biden var den overlegne vinder af de demokratiske primærvalg, der gav ham 14 millioner stemmer og et knusende flertal af delegerede til partiets konvent i august. Men nu vil partiets bagmænd – dem der trækker i trådene – altså slå en streg over den demokratiske proces og udpege en præsidentkandidat, der ikke har været på valg. Det er vel nok et forment forsvar for demokratiet.

Man kan indvende, at Biden viser tegn på kognitiv opløsning og muligvis har alzheimers og derfor ikke kan bestride præsidentposten. Men det har stået klart for enhver interesseret de seneste fire år, mens demokraterne og de systemtro medier med én stemme har dækket over ham. Det kunne de roligt gøre, for alle insidere vidste, at det ikke var den affældige frontfigur i Det Hvide Hus, der styrede landet. Han skulle bare vise sig engang imellem og – så godt det gik – demonstrere, at han kunne gå uden at falde og af og til sige en forståelig sætning.

Men hvem har så styret USA de seneste fire år? Mange gætter på, at det er demokraternes stærke mand, Barack Obama, som nu synes at være blevet træt af sin marionet og vil have en anden, efter at frygten har bredt sig, at Joe ikke kan slå Donald Trump. Og det er det eneste, demokraterne går op i. Politikken er et skuespil opført af mere eller mindre talentfulde aktører, og nu kan Biden ikke længere bruges, idet han ikke kan huske sine replikker.

Demokraterne har kun ét mål, nemlig at bevare magten for enhver pris, og denne bestræbelse bliver markedsført som et forsvar for demokratiet.