Mellemkrigstiden er ved at gentage sig: Den blå-sorte fare har erstattet den røde

De britiske vælgere forstår ikke deres eget bedste, når de vælger Keir Starmer af ren og skær desillusionering over de Konservative. Starmer og Labour har ingen svar, og de tager Storbritannien med sig ud over klippen.

Vær ikke i tvivl: De næste par år bliver katastrofale for Storbritannien. Næsten alt, hvad der er dårligt i dag, vil blive værre, og alt, hvad der fungerer i øjeblikket, vil blive vandaliseret eller ødelagt. Offentligheden skriger på forandring, men der vil ikke ske noget stort brud under Sir Keir Starmer’s Labour, intet brud med den dystre status quo, blot en yderligere acceleration af vores nationale forfald.

Manden, der giver den hårde dom, er Allistair Heath i Telegraph. “Situationen i Europa er langt værre end det, vi får at vide af de nordiske medier, som kun taler om faren fra det yderste højre.

I mellemkrigsårene brugte borgerskabet faren for kommunisme til at skræmme sin egen klasse, til at støtte fascismen og nazismen af pragmatiske grunde. Den røde fare retfærdiggjorde, at man vendte det blinde øje til overtrædelser.

Den norske fagforeningsboss Peggy Hessen Følsvik, bruger nu samme metode, bare vendt den anden vej: Nu er det den blå-sorte fare, der skal skræmme vælgerne til at støtte socialisterne. En stærk og ansvarlig fagbevægelse er et bolværk mod neofascisme og højreekstremisme.

“Du skal ikke sove”, skrev digteren Arnulf Øverland, da han advarede mod fascismen i Europa i 1930’erne. Det er lige så relevant i dag.

I flere lande, fra Rusland, Ungarn, Tyskland og USA til Frankrig og Israel, er højreekstreme, neofascistiske og højreradikale partier i offensiven. Denne weekends EU-valg er et godt eksempel. I nogle lande har konservative partier indgået samarbejde med højreekstreme partier og omfavnet dem for at danne et flertal mod venstrefløjen.

“Følsviks argumenter er svage og på repeat. Budskabet er blevet gentaget i årevis og er forældet. Alligevel kværner hun og venstrefløjen løs. Hvorfor gør de det? Fordi det er alt, hvad de har. De har ingen intelligent analyse af dagens Europa. Alt, hvad de har, er gamle slogans om faren fra den yderste højrefløj.

NRK får syv milliarder kroner om året, og kan ikke holde på en intelligent kommentator.

Ingen nordiske medier vil forstå og forklare Trump-fænomenet for offentligheden.

Vi er dømt til at gentage fortidens fejl, og det vil gøre situationen værre. Det er præcis Allistair Heaths budskab: De Konservative har taget Blairismen til sig, og bedrager vælgerne med indvandring og den administrative stat. Labour kommer tilbage med mere af det samme: Indvandring, skyhøje huspriser, inflation og kriminalitet.

Folk kan ikke klare sig, og Labour vil løse problemerne med højere skatter.

Kun på ét område viser Labour beslutsomhed: Krig. Strømmen af penge og våben til Ukraine stopper aldrig. Det er ikke tilladt at stille spørgsmål.

Forfatteren Kjetil Bjørnstad forsøgte at gøre det i en kronik i Aftenposten: Hvad kan retfærdiggøre en ny verdenskrig?

Bjørnstad er mildt kritisk over for den vestlige fortælling om krigen. Det kommer han til at betale prisen for.

Som en ven sagde til os i denne dramatiske senvinter for mere end to år siden: “Hvis du ikke er enig i, at vi er nødt til at dræbe de svin (russerne), er jeg bange for, at jeg ikke kan besøge dig mere.”

Og sådan blev det.

Tore Wiig, professor, Institut for Statskundskab, Universitetet i Oslo:

Bjørnstads logik er, at vi stopper bøllen ved ikke at gøre for meget modstand. Så kan bøllen eksplodere. Lad bøllen banke lille Volodymyr Zelenskyj uden vores forsvar, så slipper vi andre for at kæmpe. Men det er ikke sådan, international politik fungerer: Bøllen fortsætter, indtil bøllen møder en endnu større bølle.

Billedet ovenfor peger i den modsatte retning af Bjørnstads bekymring. Risikoen for tredje verdenskrig vil forøges i tilfælde af et kollaps i den vestlige støtte, og fuld sejr til Putin i Ukraine.

Wiig undgår behændigt at stille det nødvendige spørgsmål: Hvornår er nok nok? Ukraine mangler soldater. Det er kernen i det hele. Det næste skridt er, at vi sender vores egne. Det er en logisk konsekvens af den tankegang, Wiig skitserer.

Bjørnstad skrev om krigspsykose, da Første Verdenskrig brød ud. Han læser Stefan Zweig.

Vestlige eliter har kappet forbindelsen til det jordnære og reagerer med raseri, når nogen stiller indlysende spørgsmål: Er Donbass en krig med Rusland værd?

I mellemtiden strømmer der våben ind i Ukraine, og vores lagre er næsten tomme. Vi er villige til at spille hasard med vores egen sikkerhed.

Noget synes at være blevet revet ud af de partier, der holdt tingene på plads: Det yderste højre og Putin. De er nu blevet den samme trussel.

Det er umuligt at diskutere krigen åbent uden at få smidt i hovedet, at man er putinist.

“Europa har været her før. Det var det, Bjørnstad ville minde os om.

Krigen har suget al ilt ud af rummet. Man siger, at en krig er noget, man hurtigt mister kontrollen over, og det ser ud til at ske nu: Vestlige politikere kaster sig ud i krigen, fordi selv forhandlinger er utænkelige.

Det er netop det enorme demokratiske underskud derhjemme, der er en del af motivationen: Alt for at undgå at blive konfronteret med almindelige mennesker, og konsekvenserne af deres egen politik.

I Storbritannien ville Nigel Farage kunne tilbyde et konstruktivt alternativ. Frankrig er præget af store spændinger, og det samme er Tyskland.

Man får indtryk af, at for eliten, er kampen mod Rusland og kampen mod det yderste højre det samme.

Hvis man vil besejre Geert Wilders, er man nødt til at vinde krigen i Ukraine.