Det tages for givet, at både mennesker og samfund har bevaret evnen til at beskytte sig selv. Men hvis man ser på reaktionen efter befrielsen af gidslerne i Nuseirat, fristes man til at konkludere det modsatte: Vi værdsætter ikke længere vores egne liv. Vi går ind for de andre, selv når de holder gidsler blandt civile i otte måneder. Deres liv vejer tungere end vores.

Det er det underliggende budskab i fordømmelsen af Israel. Når vi ikke anerkender deres ret til at redde deres egne, taler vi i virkeligheden om os selv. Det er en uhyggelig indsigt fra Wall Street Journals lederskribent:

Hamas startede krigen med en massakre, hvor de tog gidsler og gemte dem i et civilt område med mange mennesker. Da Israel kom for at befri dem, svarede Hamas igen med kraftige bombardementer, herunder raketter – og alligevel fordømmer folk stadig Israel. Det får os til at spekulere på, om Vesten har mistet den moralske dømmekraft og selvopholdelsesdrift, der er nødvendig for at forsvare sig selv i en verden af mordere. Hamas kunne ikke have overlevet uden sine støtter rundt om i verden.

Den norske regering, medierne og det humanitære kompleks tager mordernes parti og kritiserer Israel for en uforholdsmæssig stor forskel i antallet af ofre mellem palæstinensere og israelere.

Vi er nødt til at spørge: Er Norge et samfund, der kan udkæmpe en krig mod en fjende som Nazityskland – og vinde? Svaret er negativt. Vores konsensuselite sætter ikke spørgsmålstegn ved Hamas, men køber kravet om, at deres liv skal veje lige så meget som israelernes, selv når de brutalt myrder 1.200 israelere og kidnapper 240. De bruger gidsler som forhandlingsobjekter og involverer deres egne civile. Så kan de ikke påberåbe sig retten til beskyttelse.

Det er klangbunden for denne selvopgivelse, der giver stærk genlyd i fordømmelsen af Israels eksistentielle krig. Når vi fordømmer Israel, nægter vi faktisk os selv retten til at forsvare os selv.

Hvor vover Israel at redde sine egne borgere? Vidste de ikke, at der ville være ofre? BBC spurgte, om Israel havde advaret om, at redningsaktionen ville komme. Tror du det? Et tip til terrorister? Måske skulle du også læse op på dine menneskerettigheder?

Ved hver eneste begivenhed har medierne og regeringen og menneskerettighedsregimet sagt til Israel: Hvor vover I at forsvare jer selv!

Israel distancerer sig fra os. De holder øje med os på afstand og ved, at vi er ved at rode os ud i et frygteligt rod her i Vesteuropa.

Netop fordi Israel har været nødt til at forsvare sig siden 1930’erne, ved de, hvad det handler om. De er ikke i tvivl om, at det er deres liv, der står på spil.

Den ultimative luksus

Europa har givet sig selv den luksus at have råd til at give det væk. De har inviteret millioner af fremmede ind i deres hus, og graden af fordømmelse af Israel står i forhold til graden af selvopgivelse.

Det betyder, at israelerne ved noget om europæerne, som vi ikke længere selv forstår. Det var derfor, den israelske ambassadør Israel Katz kunne sige til Pedro Sánchez, efter at hans regering havde anerkendt Palæstina: “Måske længes du efter at vende tilbage til Al-Andalus?

Når kulturer opgiver sig selv og holder op med at kæmpe – mister selvopholdelsesdriften – går det hurtigt ned ad bakke. At kæmpe for andre kan camouflere det faktum, at man faktisk er ved at begå selvmord.

Fordi vi afviser selvforsvar, mister vi også vores følelse af heroisme.

Arnon Zamora var en af de ledere, der stod i spidsen for befrielsen af gidslerne i lørdags.

IDF sørger over tabet af chefen for det israelske politis nationale antiterrorenhed (Yamam), chefinspektør Arnon Zamora.

Arnon er en israelsk helt, som elskede og beskyttede sit land. Han ledede den styrke, der reddede de fire gidsler fra den centrale Gazastribe og bragte dem tilbage til Israel.
IDF ærer hans minde.

IDF udtrykker sin dybeste medfølelse med Arnons familie i denne svære tid. Må hans minde være en velsignelse.

Vi har glemt denne evne til at leve som helte. Vi kan ikke se, hvad det handler om. Vi sang engang: »Dø, hvis du må.«

Men vi har glemt, at der er noget, der er værd at dø for. Vi tror, at det altid er de andre. Palæstinenserne. Eller Ukraine. Aldrig os selv.