www.asgeraamund.com

Torsdag den 8. juni 2023 blev EU-landene enige om at etablere en fælles asylpolitik. Polen og Ungarn stemte dog imod, da begge lande havde gennemskuet, hvad der gemte sig bag den lækre indpakning. Ministermødet godkendte et forslag, der skal sikre en hurtigere asylbehandling og samtidig straffe EU-stater, der ikke udviser ’forpligtende solidaritet’ i den fremtidige fordeling af de mange migranter, der forventes at strømme ind i EU i de kommende årtier.  EU har efter eget ønske i 25 år haft ansvaret for at sikre Unionens ydre grænser uden, at Kommissionen har foretaget sig noget som helst for at løse denne opgave. Og uden at medlemsstaterne og deres dovne medier har gidet kontrollere, om Kommissionen nu også arbejdede med at forvalte sit ansvar for at sikre EU-grænserne.

Konsekvensen var den migrantlavine, der i 2015 væltede ind over EU’s ikke eksisterende ydre grænser. Ingen medlemsstater turde bebrejde EU-Kommissionen denne organisatoriske fiasko og pligtforsømmelse. Tværtimod forsøgte politikere og medier at forklare, at migrantstrømmen mest bestod af syriske atomfysikere og hjernekirurger med børnefamilier, der nu ville tilføje værdi og kompetencer til EU-fællesskabet. Det tyske arbejdsministerium har dog påvist, at 80 procent af migranterne bestod af enlige unge mænd fra Mellemøsten og Afrika. Unge mænd, der ikke var flygtninge, men daglejere og gadehandlere på jagt efter en bedre tilværelse.

EU kan heller ikke løbe fra Marakkesh-aftalens bærende princip om at sidestille migranter med vaskeægte flygtninge således, at alle vandrende mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af 1951.  Hertil kommer Kommissionens egen redegørelse fra april 2023, hvor man udtrykker ønsket om at facilitere den legale indvandring fra tredjelande, hvor migranter skal sikres direkte adgang til EU. Der bliver ikke nogen hurtig sagsbehandling af migranter med efterfølgende hjemsendelse. EU og medlemsstaterne– også Danmark – har bundet sig på hænder og fødder og kan ikke uden brud på eksisterende konventioner og traktater smidiggøre og effektivisere endsige begrænse tilvandringen fra Mellemøsten og Afrika.

Det hjælper os ikke, at Danmark ikke er forpligtet til den fælles asylpolitik på grund af vores retsforbehold. Det kan vi i teorien glæde os over, men ikke i praksis. Den nuværende udenrigsminister hedder Lars Løkke Rasmussen, manden der som statsminister trampede Marakkesh-aftalen igennem en omfattende folkelig modstand. Løkke har i al sin tid som minister sørget for at være lydhør over for EU-toppens ønsker og anvisninger.  Danmark har derfor selv med vores retsforbehold delvist tilsluttet os EU-asylaftalen efter, at den blev vedtaget af EU-parlamentet og EU-landene i april i år.

Selv om desperate kandidater til EU-parlamentet nu i valgkampens sidste timer råber op om sikring af EU’s ydre grænser og indhegning af de nationale grænser, får disse tomme krav og hule løfter ingen praktisk betydning, når først den triste EU-hverdag atter melder sig. Kommissionen har i 25 år intet foretaget sig for at leve op til sit ansvar om at sikre EU’s ydre grænser, og de danske EU-partier har vendt ryggen til den uhæmmede illegale indvandring uden at stille EU-Kommissionen til ansvar for dens grove pligtforsømmelse.  I stedet har vi maset på med den grønne omstilling og klimakampen mod CO2-udledning og snakket videre i Ministerråd, Kommission og Parlament om grænsesikring uden at komme et skridt videre hen mod en praktisk løsning.

Dette stiller mange vælgere i et vanskeligt dilemma. Hvor skal man lægge sin stemme, hvis man ønsker stop for indvandring fra islamiske kultursamfund, hvis migranter afviser den demokratiske retsstat og lever i parallelsamfund, hvor sharia hersker? Hvor går man hen, hvis man ønsker et samfund, der forsvarer og opretholder det judeo-kristne kulturgrundlag i et samfund, der hviler på tillid, respekt og ligestilling? Hvem skal man stemme på, hvis man vil bekæmpe totalitære ideologier, der ringeagter kvinder, hader kristne og jøder og som straffer seksuelle minoriteter?

Svaret findes i hvert fald ikke i Europas borgerlige eller socialistiske partier, der alle konsekvent har afvist, at islam er et problem uanset hvor mange attentater, terrorhandlinger og overgreb mod demokratiet, vi udsættes for. De partier, der netop bekender sig til familieværdier, vores fælles kristne kulturgrundlag, folkestyret og nationalstaten bliver af medier og politikere stemplet som højreekstremister, ultrareaktionære, populister og racister.  Det er partier som AFD i Tyskland, Fratelli d’Italia, Rassemblement National i Frankrig og Frihedspartiet i Holland. Hvis man læser de pågældende partiers politiske programmer, finder man ikke fascistoide holdninger eller antidemokratiske ideer. Alle de nævnte partier står fast på forfatning og folkestyre. Alle bekender sig til et europæisk samarbejde, en retfærdig retsstat og et solidarisk velfærdssamfund. Men de er også imod den tiltagende islamisering af Europa og ønsker et effektivt stop for indvandring fra islamiske kultursamfund gennem en sikring af de nationale grænser. Disse partier, som ikke repræsenterer ’det yderste højre’, men som tværtimod kan betegnes som grundborgerlige partier har heller ikke megen fidus til den grønne omstilling og CO2-hysteriet, men går alle ind for atomkraft, naturbeskyttelse og en forstærket miljøpolitisk indsats.

Det at stemme på disse grundborgerlige partier har gennem årene af de danske og europæiske medier været forbundet med tabuisering, hvor vælgergruppen ses som ældre, hvide racistiske mænd. ” Men vi er nødt til at gøre op med den forestilling”, mener den hollandske valgforsker Josse de Voogd. ” Dels er det ved at ændre sig, og dels har det billede aldrig været sandt”. Der er således grund til at stemme efter sin overbevisning og sin sunde fornuft den 9. juni. Og ikke af angst for den offentlige mening. Vi har heldigvis endnu hemmelig afstemning i Den Europæiske Union. Det kan betyde, at dem som vi ikke må lege med pludselig kan gå hen og blive stuerene. Det er jo set før.