Dan Park: Vår negerslav är bortsprungen

Jeg læser videre i Kristian von Hornsleth ‘s selvbiografi Mig, mig, mig, som han har skrevet i samarbejde med journalist Mikkel Boris. Her en passage om Kristian von Hornsleths aflysning af en udstilling med den svenske gadekunstner Dan Park:

“Få måneder forinden var jeg blevet overtalt til at lægge galleri til en række forbudte kunstværker af den svenske gadekunstner Dan Park. Oprindeligt var jeg kun blevet galleriejer for at have et sted i Bredgade, hvor jeg kunne sælge mine malerier. Ingen af de etablerede steder derinde vil have noget med mig at gøre, men der vrimler med pengemænd, og det er svært at blive taget seriøst som dansk kunstner, hvis man ikke er til stede i Frederiksstaden, så jeg måtte åbne mit eget for at få adgang til det lukrative marked.

Dan Park var forinden blevet idømt seks måneders fængsel i Sverige for racisme og hetz mod minoriteter. Årsagen var en udstilling i Malmø og særligt et billede, der forestillede tre sorte mænd med løkker om halsen. Hang-On Afrofobians stod der på det. Jeg vedkender mig, at Dan Park ikke er Guds bedste barn, men man sætter ikke kunstnere i spjældet, og man forbyder ikke deres værker. Det gør de måske i Iran eller i Kina, men sgu ikke i Skandinavien (det er ikke korrekt, hvad Hornsleth skriver, undertegnede er to gange blevet dømt efter straffeloven på baggrund af kunstværker – senest fik jeg tre måneders betinget fængsel for fire satiriske memes af Dansk Folkepartis kampagnechef Asger Juhl, red.). Om det så er racistisk, eller hvad der er, så må man lave lovene om.

Kunsten må være fri. Når Tarantino laver en film om nazister, tror folk ikke, at han er blevet nazist. Men af en eller anden grund gælder den regel ikke for billedkunsten. Når en kunstner maler et billede for at tematisere et kontroversielt emne, tager folk straks kunstneren til indtægt for dets umiddelbare budskab. Det fænomen har jeg selv været genstand for gennem hele min karriere, for selv de mest erfarne kunstkritikere begår den banale fejl at tage mine værker for bogstaveligt. På den måde følte jeg en form for slægtskab med Dan Park.

Hans værk var jo ikke bare en banal racistisk udgydelse. Det var en flertydig kommentar til en sag, hvor en sort mand var blevet overfaldet i Malmø. Alle folk troede, det var en hatecrime, som var blevet begået af hvide (de politisk korrekte troede, at det var en hatecrime begået af hvide, red.), og det blev kørt op i de svenske medier. Men da man så opdagede, at gerningsmændene i virkeligheden havde mellemøstlig baggrund, stoppede svenskerne med at interessere sig for sagen. Det var netop det hykleri, som Dan Park eksponerede med sit værk.

Jeg var blevet kontaktet af Trykkefrihedsselskabet, som manglede et sted at udstille de forbudte billeder, da Radio24syv havde trukket sig fra projektet (Mikael Bertelsen og Mads Brügger fik kolde fødder, da en af Dan Parks collager havde et motiv, hvor Jesus .øvpulede Muhammed).

Katrine Winkel Holm (fra Trykkefrihedsselskabet, red.) kom forbi galleriet. Jeg vidste ikke rigtig, hvem hun var, men jeg fandt hende både veltalende og tiltrækkende, hvilket gjorde det svært for mig at takke nej. Jeg blev måske lidt fascineret af ideen om at fraternisere med smukke højreradikale kvinder, og hun fik mig overbevist om, at der var en hørm af svensk politisk korrekthed over sagen – hvad der for så vidt var rigtigt nok. Jeg så straks mig selv som en ytringsfrihedens bannerfører, en kunstnerisk tempelridder, der velvilligt ofrede sig for det frie udtryk, og var villig til at gå i graven for sine principper.

Jeg var et nemt offer, for jeg mener oprigtigt, at Muhammed-tegningerne er det vigtigste kunstværk, der er blevet produceret i det 21. århundrede. Intet værk har haft den samme globale virkningshistorie som de tegninger. Som værk var det ikke bare en elegant, flertydig kommentar til et aktuelt samfundsproblem, det evnede også at forme den virkelighed, det portrætterede, og gøre sig selv til danmarkshistorie. Nu var det så endelig blevet min tur til at tage plads i frihedens Pantheon og blive en fodnote i den moderne danmarkskrønike.

Selvom jeg faldt lidt tilfældigt ind i projektet og nok aldrig rigtig forstod omfanget af det, skete der hurtigt det, der altid sker, når jeg involverer mig i noget: Jeg gjorde det til mit eget.

Jeg sørgede for at holde Dan Park ude af det. Han virkede ubehagelig, opførte sig utilregneligt og var næsten altid fuld. Han stank som en hjemløs – af sprit, askebæger og flere ugers akkumuleret sved, så selvom det var hans udstilling, ville jeg helst ikke have noget med ham at gøre.

Det var princippet Dan Park, jeg ønskede at hævde, men bestemt ikke mennesket. Mehran (Kristian von Hornsleths assistent, red.) og jeg havde lagt store planer for åbningen. Vi så muligheden for at skabe en masse medieopmærksomhed, og nu havde vi endelig en anledning til at smide et par stinkbomber ind i den verserende debat om muslimsk indvandring.

Vi besluttede blandt andet, at folk skulle bydes velkommen til udstillingen af min ven kunstneren Smike Käszner, som ville heile iført en SS-uniform, og at Mehran skulle klæde sig ud som en stormufti for at skabe balance i tingene. Alt var timet og tilrettelagt til at springe i luften et par uger efter min familieferie i Emiraterne.”

(Side 208-210)

***

Kristian von Hornsleth ringede til mig, inden han sagde ja til at lægge galleri til udstillingen med Dan Park. Jeg advarede ham imod at lade sig indrullere i projektet, da jeg forestillede mig, at han ikke ville kunne håndtere det pres, der ville komme i forbindelse med udstillingen, og at han ville ende med at trække sig ud. Akkurat som Radio24syv havde gjort det. Det fik jeg ret i. Hornsleth aflyste udstillingen inden åbningen.

Det skete i kølvandet på (venstreekstremistisk?) hærværk mod Hornsleths galleri i Bredgade og som følge af en trussel mod Hornsleth. Hvor alvorlig truslen mod Hornsleth var er svært at få et overblik over. Hornsleth har både omtalt den som alvorlig og som lidt af en bagatel, hvor en sort rengøringsmand ringede fra sit eget telefonnummer for at true Hornsleth – noget, der angiveligt var så harmløst, at Hornsleth ikke ønskede, at der blev gjort en sag ud af det.

Jeg ville gerne spare Hornsleth for en ydmygelse, da jeg rådede ham til ikke at involvere sig i Dan Park-projektet. Men selvom Hornsleth, som forventet, endte med at trække sig fra udstillingen, er jeg slet ikke sikker på, at Hornsleths manglende forsvar for ytringsfriheden og sine påståede principper var en fiasko for ham.

Han fik masser af presse, og da han blev inviteret i Deadline (?) for at redegøre for sit knæfald for hærværk og trusler, lagde han sig så fladt ned for de krænkede og politisk korrekte, at det havde karakter af satire. Hans undskyldning overfor de krænkede og politisk korrekte var så uforbeholden, at det var umuligt at tage den seriøst.

Sandheden er nok, at Hornsleth opnåede, hvad han ville. Han fik masser af den medieomtale, der sikrer hans kunstneriske relevans, og da han oplevede nogle ubehageligheder i forbindelse med den kommende udstilling, fortalte en hurtig cost-benefit-analyse ham, at det var mest bekvemt at forlade projektet så hurtigt som muligt. Der var noget kynisk og beregnende over hele forløbet, som måske er en del af Hornsleths karakter. Principper er til salg.

Men selv den konstatering er ikke en alvorlig anklage mod Hornsleth. Også Jyllands-Posten endte med at undskylde for sin krænkelse af muslimer i sin tid. Politiken undskyldte til Muhammeds efterkommere. Måske Hornsleth i sidste ende viste, hvordan trusselkulturen vinder over både ytringsfrihed og nok så fine principper?