Sverige er inde i en periode med intern splittelse og voldelige konflikter – ikke ulig tiden før Sverige opstod som nation i det 14. århundrede.

Folkungerne var en besværlig flok mennesker. I Sveriges tidlige dage, frem til midten af det 13. århundrede, hvor det ikke rigtig var muligt at tale om et samlet land, udfordrede de konstant kongemagten.

Sådan indleder Adam Cwejman en leder i Göteborgs-Posten.

For 700 år siden begyndte Sverige sin voldsomme rejse væk fra stamme- og klansamfundet. En nation opstod: Én konge, én lov og en slags centralmagt blev gradvist indført. De konstante oprør måtte stoppes.

Sådan blev nationen Sverige bygget sten for sten. Faktisk var Norge tidligere: Magnus Lagabøte regerede fra 1263 til 1280 og forenede de forskellige love til en enkelt lov for hele riget.

Magnus 7. Eriksson var konge af både Norge og Sverige i perioden 1319-1364. Det krævede med andre ord en norsk konge at skabe en slags forfatning for Sverige, som blev landsdækkende i 1350.

Dette blev efterfulgt af Kalmarunionen under den danske dronning Margrethe 1. i 1389.

Men de mennesker, der har regeret Sverige i de seneste årtier, er i færd med at ødelægge alt, og det samme kan siges om både Norge og Danmark.

Mærkeligt nok er det moderne Sverige i det 21. århundrede på vej tilbage i tiden. Vi er nødt til at gå tilbage til Sveriges tidlige historie for at forklare og forstå nogle af de fænomener, der er blevet mere og mere almindelige i vores land.

De blodige bandekrige minder om borgerkrigene i det 13. århundrede. Klaner tager magten i stadig større områder af Sverige, og Norge følger trop. Centralmagten udfordres, og viljen til at gøre modstand synes ikke-eksisterende. For fire år siden indrømmede politiet i Sverige, at kriminelle klaner var en stor trussel.

– Lige nu er der mere end 40 familiebaserede netværk, klaner, som er kommet til Sverige udelukkende for at organisere kriminalitet. De har stor magt, store mængder voldskapital og tjener penge på stoffer, vold og afpresning. De finder også vej ind i erhvervslivet og det politiske liv for at forsøge at kontrollere en kommune eller endda Sverige,« sagde vicepolitichef Mats Löfving i maj 2020.

Cwejman mener, at bandekriminalitet har ført til, at Sverige allerede befinder sig i en borgerkrigstilstand. Mange af de 60.000 bandekriminelle bor i områder, hvor centralregeringen er blevet afskaffet. Også i Norge taler man nu åbent om »udsatte områder«.

Men borgerkrigen er importeret. Indvandrerbanderne kæmper mod hinanden om magt og indflydelse. De ignorerer fuldstændig den latterligt svage centralregering og er fuldstændig ligeglade med, at tilfældige og uskyldige mennesker bliver ramt. Svenskere er kaffer, de er lovligt bytte; især piger.

Alene truslen om vold skaber frygt og er nok til at afpresse virksomheder og politikere. At skyde en politimand skaber kun problemer. Men voldtægter af små piger bliver stort set ignoreret, og nedværdigende vold i skolerne får lov til at passere. Selv mord ignoreres, så længe gerningsmanden er under den kriminelle lavalder. Dette udnyttes kynisk af banderne.

Det er på tide, at man både i Norge, Danmark og Sverige afskaffer den kriminelle lavalder for alvorlige voldsforbrydelser. Hvis man er gammel nok til at voldtage og dræbe mennesker, er man gammel nok til at tilbringe resten af sit voksne liv i fængsel eller (helst) blive sendt tilbage til sit hjemland, uanset statsborgerskab.

Gangstere med indvandrerbaggrund er de nye Folkungarna.

I 1990’erne og fremefter fik Sverige igen lokale krigsherrer, stammeledere og »Folkungarna« – mennesker, som på forskellige måder udfordrer, hvad det vil sige, at Sverige har en centraliseret magt – med ret til at beskatte, beskytte, bruge vold og i nogle tilfælde endda udøve retfærdighed.

Det tog mange år, men Folkungarna tabte til sidst, og i 1280 var det slut. Lederne blev henrettet, og lov og orden blev genoprettet i Sverige. Så kom riget og lovene med hjælp fra en norsk konge.

Sverige blev et absolut arveligt monarki, og som det fremgår af Magnus Erikssons lov fra 1350, kunne der ikke være mere end én konge – ingen ballade og oprør, ingen mærkelig magtdeling, den centrale magt var én og absolut.

Men 670 år senere er kaoset blevet genskabt, og selv de sande svenskere er dybt splittede.

Adam Cwejman mener, at der stadig er håb.

Med de rette juridiske rammer kan politiet, domstolene, anklagemyndigheden, Skatteverket og andre myndigheder arbejde sammen om at eliminere bandernes muligheder for at udfordre det svenske samfund.

Men det kræver en bred erkendelse af, hvad der foregår, og en forståelse af, at hvis folk bliver selvtilfredse eller ikke er tilstrækkeligt beslutsomme, vil tingene blive meget værre.

Norske politikere bør være meget opmærksomme, men det er som at tro på julemanden. Snart vil fredsnationen Norge begynde at mægle mellem de kriminelle bander i nabolandet. Måske vil Barth Eide foreslå en tostatsløsning?

Købe hos Tales:: Frem for alt frihed festskrift til Lars Hedegaard