Kommentar

Efter ikke at have kunnet bestemme sig til, hvilket ben han skulle stå på som reaktion på den omsiggribende antisemitisme på amerikanske universiteter, tog Joe Biden sig omsider sammen til at kritisere det demonstrative jødehad. Men for ikke at fornærme de mange jødehadere i det demokratiske parti skyndte han sig at tilføje, at han i lige så høj grad fordømte “islamofobi” – som han altså sidestiller med antisemitisme.

Selve begrebet “islamofobi” rummer en løgn. Den moderne udgave skyldes det iranske præstestyre, som brugte termen til at fordømme enhver, der ikke lydigt bøjede sig for det teokrati, der blev resultatet af den iranske revolution i 1979 – så som kvinder, der protesterede mod at iføre sig islamisk uniform og hovedbeklædning.
En sådan holdning skulle gøres til en sygdom, en psykisk forstyrrelse, ligesom man i Sovjetunionen betegnede systemkritikere som sindssyge og spærrede dem inde på psykiatriske anstalter.
På samme måde dækker ordet “fobi” i forbindelse med islam over den underforståede påstand, at folk, der kritiserer eller bekæmper islam og islamiseringen, ikke er vel forvarede, men syge i hovedet. Og det var altså, hvad den residerende løgner i Det Hvide Hus ville indskærpe: Det er slemt at være antisemit, men lige så slemt at kritisere de Hamas-tilhængere, der udbreder antisemitisme og kræver jødernes hoved på et fad eller i en gasovn.
Den 3. januar 2011 offentliggjorde den franske filosof, Pascal Bruckner, i avisen Liberation et essay, som er godt at få forstand af. Her et uddrag oversat fra den engelske udgave:
“Termen ‘islamofobi’ tjener en række formål: Den benægter realiteten af en islamisk offensiv i Europa for bedre at kunne retfærdiggøre den. Den angriber sekulariseringen ved at gøre den ensbetydende med fundamentalisme. Frem for alt vil den lukke munden på de muslimer, der stiller spørgsmål til Koranen, som forlanger kønnenes ligestilling, som påberåber sig retten til at afsværge sig religion, eller som ønsker at praktisere deres tro frit og uden at bøje sig for diktater fra de skæggede og doktrinære. Som konsekvens bliver unge kvinder stigmatiseret, hvis de ikke vil bære slør – ligesom franske, tyske eller engelske borgere af nordafrikansk, tyrkisk, afrikansk eller algerisk herkomst, som kræver at retten til religiøs indifference, retten til ikke at tro på Gud, retten til ikke at faste under Ramadanen. Der bliver peget fingre ad disse frafaldne, der udleveres til de religiøses vrede for at knuse alt håb om forandring blandt profetens følgere.
På det globale niveau fremhjælper vi konstruktionen af en ny tankeforbrydelse. … Og vore medier og politikere giver deres samtykke. … Enhver indvending, enhver vittighed bliver gjort til en forbrydelse.”
Min kommentar (LH): “Islamofobi” er en gave til de mørkemænd og -kvinder, som i disse tider demonstrerer, at vi i Vesten ikke er kommet en tøddel videre fra nazismens storhedstid. Og vi ved, at efter had og dæmonisering følger den fysiske udryddelse.