Tusindvis af kristne i tyske flygtningecentre bliver forfulgt af muslimer, sommetider endda af deres egne sikkerhedsvagter, ifølge en ny rapport som hævder, at de tyske myndigheder i de fleste tilfælde intet har gjort for at beskytte ofrene.

Undersøgelsen antyder, at de tyske myndigheder og politiet bevidst har nedtonet eller ligefrem mørklagt det “tabubelagte emne” om muslimske angreb på kristne flygtninge, tilsyneladende for at undgå at puste til migrationskritiske følelser.

Rapporten, “Religiøst motiverede angreb på kristne flygtninge i Tyskland” (Religiös motivierte Übergriffe gegen christliche Flüchtlinge in Deutschland), er udført af den tyske gren af Open Doors [Åbne Døre], en NGO som støtter forfulgte kristne over hele verden.

Undersøgelsen — som bekræfter en analyse fra Gatestone Institute vedrørende muslimsk-kristen vold i tyske flygtningecentre — dokumenterer mere end 300 hændelser, hvor kristne flygtninge i Tyskland er blevet fysisk og seksuelt overfaldet og endda truet på livet på grund af deres tro.

Rapporten er baseret på interviews med 231 kristne flygtninge, udført mellem februar og april 2016. Mere end 80% af de interviewede var mænd og mere end halvdelen under 30 år. De fleste af de adspurgte kom fra Iran, Afghanistan og Syrien. Ni ud af ti deltagere i undersøgelsen var kristne med muslimsk baggrund. Blandt disse var flertallet allerede konverteret til kristendommen i deres hjemland.

86 af de interviewede sagde, at de var blevet udsat for fysiske overgreb fra muslimske flygtninges side og fra centerets sikkerhedspersonale, hvoraf mange også er muslimer. Mere end 70 sagde, at de havde modtaget dødstrusler, 92 var blevet hånet for deres kristne tro, og 62 var blevet udsat for “meget højtlydende musik eller bøn,” angiveligt af en islamisk karakter. Andre fortalte, at de var blevet udsat for fysiske overgreb i form af stød, spytten, skub og seksuel uterlighed. Omkring 75% af de interviewede sagde, at chikane fra muslimer er et “hyppigt” problem.

Repræsentanter for NGO’en Åbne Døre afholdt, sammen med andre NGO’er, en pressekonference for at præsentere Åbne Døres rapport “Religiøst motiverede angreb på kristne flygtninge i Tyskland,” i maj 2016.

Ifølge Åbne Døre viser rapporten “kun toppen af isbjerget,” fordi “mange kristne flygtninge er bange for at få endnu flere vanskeligheder, hvis de beretter om hændelserne.” Andre frygter, at “oplysningerne kommer i de forkerte hænder og kan udsætte deres slægtninge, som stadig befinder sig i hjemlandet, for fare.” Rapporten fastslår følgende:

“En større hindring for undersøgelsen var, at mange af ofrene var bange for at deltage. De frygtede for de negative følger i det tilfælde, at deres personlige oplysninger faldt i de forkerte hænder. Deres bekymring gjaldt ikke kun de mulige følger for dem selv personligt og for deres familie i Tyskland, men også for de af deres slægtninge, som stadig bor i oprindelseslandet.”

“En anden stor hindring var, at mange kvinder tøver med at fortælle om seksuelle overgreb på grund af skamfølelse, som ofte er mere udtalt hos kvinder fra Mellemøsten end hos kvinder i Vesten.

“Hvad der gjorde det endnu værre var, at mange af flygtningene havde haft negative oplevelser med myndigheder og politi i deres oprindelsesland på grund af deres kristne tro. De er vant til at blive behandlet som andenklasses borgere. Nu oplever de, at situationen ikke er meget anderledes i mange flygtningecentre i Tyskland — et land med religionsfrihed — og at de ikke en eneste gang er blevet hjulpet.”

Rapporten rummer vidnesbyrd fra kristne flygtninge, som fortæller om en “konstant stemning af frygt og panik” i tyske centre:

• “Jeg kom til Tyskland efter at være flygtet fra mit eget land i håbet om, at mit liv ville blive mere trygt i betragtning af den voksende fare. Men i Tyskland er jeg blevet truet endnu mere.”
• “På dette tidspunkt må jeg sige, at jeg virkelig ikke anede, at jeg ved at komme til Tyskland, og udelukkende på grund af min tro, ville blive chikaneret lige så meget her, som jeg blev i Iran.”
• “Muslimerne maler kors og overstreger dem med et X for at fornærme os. De smider deres affald foran vores dør. De lytter til adhan (muslimsk kald til bøn) og koranlæsning for højt opskruet lydstyrke. Vi var nødt til at forlade vores forrige flygtningecenter på grund af dødstrusler.”
• “I vores flygtningecenter håndhæver sikkerhedsvagterne ikke reglerne. Hver eneste morgen kl. 5 bliver vi vækket til lyden af adhan. Situationen bliver stadig værre. Når man klager, siger de, at det er muslimernes ret. De fornærmer os også uden at blive straffet for det. I vores center har to af mine venner modtaget dødstrusler. Muslimerne rev en halskæde med et kors af hans hals. Ingen af os tør bære et kors længere.”
• “Når vi henter vores sociale ydelser, bliver vi skubbet om bagest i køen. Også i køkkenet er vi de sidste, der spiser. Efter midnat, når vi sover, banker de på vinduet, og vi kan ikke falde i søvn igen på grund af frygt. Og dagen efter, ved sprogundervisningen, er vi ikke i stand til at lære noget. Muslimerne kalder os for mortad (frafaldne) og stjæler fra køkkenet. De har stjålet så meget af vores mad, så hvert værelse nu har et køleskab.”
• “Jeg er blevet krænket og fysisk angrebet af muslimer på vores center mange gange. Hver gang måtte politiet gribe ind. Erindringen om disse hændelser tynger mig stadig, og jeg har alvorlige psykiske problemer, jeg har endda forsøgt at begå selvmord. Sikkerhedsvagterne har fornærmet vores religion og angrebet os. Jeg har optrådt som vidne hos politiet. Efter at have modtaget dødstrusler gik vi til politiet sammen med vores præst og udfyldte en klage.”

Rapporten omfatter også en beretning fra Gottfried Martens, præst i Berlin, som beskriver nogle tilfælde af muslimsk chikane fra begyndelsen af maj — hændelser som politiet endnu ikke har bekymret sig om at undersøge:

“Et kristent par fra Iran blev i stigende grad tyranniseret af den afghanske leder på et asylcenter i Berlin. Som ‘vantro’ fik de ingen seng og var tvunget til at sove på gulvet i flere måneder. Til sidst gik det så vidt, at afghaneren ryddede deres soveplads og personligt smadrede deres kristne genstande (påskelys, bibel, sogneblad).”

“En anden kristen blev på grund af sin konvertering chikaneret af nogle muslimske flygtninge, som messede koranlæsning døgnet rundt. Igår forsøgte han at taget livet af sig med et barberblad. Heldigvis blev han reddet i tide.”

“For to uger siden måtte vi indlogere otte flygtninge fra et andet center. De var blevet truet på livet, fordi de nægtede at deltage i det muslimske bederitual på gymnasiet. Da sikkerhedsvagterne blev tilkaldt, deltog disse i bønnen sammen med dem, der havde truet de kristne. Da de kristne flygtede ud af salen, mens muslimerne råbte ‘Allahu Akbar‘ [Allah er størst], forbød sikkerhedsvagterne dem adgang til centeret med den begrundelse, at de kristne havde angrebet muslimerne.”

Ifølge Åbne Døre:

“Det er alarmerende, at kristne flygtninge og andre religiøse mindretal i stigende grad oplever de samme forfølgelse og diskrimination som i deres muslimske hjemlande og ikke engang i Tyskland kan få den forventede beskyttelse.”

“Trods et stigende antal beretninger om dette problem fra medier, velgørenhedsorganisationer, menneskerettighedsorganisationer, kirkeledere og kristne organisationer, har de tyske myndigheder og politikere så godt som aldrig iværksat en undersøgelse. Vi mener, at hændelserne i stedet bevidst bliver nedtonet og endda mørklagt. Under fortrolige drøftelser med efterforskere fra Åbne Døre er det kommet frem, at religiøst motiverede angreb på kristne ikke engang på politistationerne dokumenteres som sådanne.”

“Som følge heraf bliver mange tilfælde af sekterisk vold ikke statistisk anerkendt og ikke rubriceret korrekt i relation til alvor og hyppighed. Det betyder, at et stort antal religiøst relaterede menneskerettighedskrænkelser mod kristne og andre religiøse mindretal behandles som værende irrelevante.”

Rapporten slutter med nogle anbefalinger til den tyske regering med henblik på at lette byrden for de kristne flygtninge:

• Alle migranters religiøse tilhørsforhold bør opføres straks ved registreringsprocessens begyndelse, og disse optegnelser bør følge flygtningene gennem hele processen med at tildele dem logi.
• Religiøse mindretal bør samles på en sådan måde, at procentandelen af kristne og andre religiøse mindretal står nogenlunde lige med muslimernes andel.
• Kristne og andre religiøse mindretal, som udsættes for forfølgelse og diskrimination, bør indkvarteres separat.
• Den ikke-muslimske andel inden for sikkerhedspersonalets rækker bør øges.
• Ansatte og sikkerhedspersonale på flygtningecentre bør regelmæssigt modtage sensivitetstræning i forbindelse med årsagerne til religiøse konflikter og beskyttelse af religiøse mindretal.
• Forfulgte kristne bør forsynes med en liste med navne på andre kristne, som de kan søge hjælp hos.

Nogle institutioner tæt på den tyske regering anfægter åbenlyst Åbne Døres påstande og har ydet politisk dække for myndighedernes manglende hjælp til de forfulgte kristne.

I marts 2016 udgav Konrad Adenauer Stiftung (KAS), en centrum-højrefløjs tænketank som er uafhængig af, men tæt forbundet med Angela Merkels Kristendemokrater, en analyse med titlen “Kristne under pres?” (Christen unter Druck?). Rapporten påstår, at den muslimske forfølgelse af kristne i Tyskland og andre steder i verden bliver overdrevet og iøvrigt ikke kan bevises:

“I verdenssammenhæng, såvel som i Tyskland, er pålidelig information om angreb på kristne vanskelig at opnå. Rapporterne er for det meste subjektive og empirisk umulige at bevise”…

“Der er sandsynligvis flere grunde til volden på flygtningecentrene: Et stort antal mennesker bor sammen gennem lang tid på begrænset plads uden privatliv og i en belastet tilstand. Psykologi kan også være en bidragende faktor: bekymringer for fremtiden, sproglige og kulturelle barrierer og bearbejdelse af erindringer om flugten fra hjemlandet. Som om dette ikke var belastende nok i sig selv, er der situationer, hvor forfølgere og forfulgte i hjemlandet mødes igen på flygtningecentre i Tyskland.”

“Ud over sekteriske sammenstød også f.eks. etnisk motiverede konfliktsituationer, så som gentagne sammenstød mellem afghanere og irakere. Slående er også det store antal konflikter, som involverer konverterede kristne flygtninge. Man ved kun meget lidt om fjendtligheder mod arabiske kristne, som allerede var kristne i oprindelseslandet.”

KAS-rapporten advarer mod at dele flygtningene op i henhold til religiøst tilhørsforhold, fordi det ville “sende det forkerte signal” til de nyankomne med hensyn til Tysklands forpligtelse på religionsfrihed: “I Tyskland findes der ingen kulturelle eller religiøse undtagelser fra vores forståelse af borgerlige rettigheder… Tyskland garanterer religionsfrihed… I Tyskland er der ingen grund til, at en person skulle føle behov for at skjule sit religiøse tilhørsforhold, eller at man ikke kan konvertere til en anden religion.”

KAS-rapporten kommer ikke med nogen anbefalinger til, hvordan man fjerner den sekteriske vold i de tyske flygtningecentre.

På en pressekonference til markering af udgivelsen af Åbne Døres rapport sagde Volker Baumann, formand for en gruppe kaldet Handling for forfulgte kristne og andre nødlidende (AVC), at mere end 40.000 flygtninge i tyske centre bliver forfulgt på grund af deres religiøse tro.

Ifølge Gottfried Martens, præsten fra Berlin, har den tyske regering mistet kontrollen med situationen. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung sagde han, at de fleste af de kristne, som bliver forfulgt i de tyske centre, ikke tør indgive en formel klage af frygt for deres egen sikkerhed. I de tilfælde, hvor der er blevet indgivet en klage, har muslimer indgivet en modklage. Desuden er det næsten aldrig muligt med uigendrivelig sikkerhed at bevise tilfælde af chikane. Det store flertal af flygtninge beslutter derfor at undlade at klage for ikke at forværre deres situation.

Thomas Müller, undersøger for Åbne Døre Tyskland, konkluderede:

“Kristne flygtninge fra mange forskellige lande forsøger, uden held, at finde sikkerhed i Europa, og det er sandsynligt, at denne rapport kun viser toppen af isbjerget. Det er tydeligt, at mange kristne flygtninge — især dem der er konverteret til den kristne tro — lever i frygt for forfølgelse fra muslimske flygtninge, som udgør majoriteten blandt beboerne på flygtningebostederne overalt i Europa. Man bliver pinligt ædru af at høre forfulgte kristne fortælle et vestligt land, at de ser præcis de samme forfølgelsesmønstre fungere her, som i deres hjemlande.”

Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute. Han er også Senior Fellow i europæisk politik ved den Madrid-baserede Grupo de Estudios Estratégicos / Studiegruppe for strategiske studier. Hans første bog, Global Fire, udkommer i 2016. Følg Soeren Kern på Facebook og på Twitter.

Oprindelig i Gatestoneinstitute.org. Oversat af Mette Thomsen