Vi er trådt ind i en ny fase, hvad angår synet på udlændingespørgsmålet. Efter en lang og drøj debat i mere end 20 år er der indtrådt en ny normal. 

Udlændingepolitik er ikke længere noget, vi diskuterer; vi er enige om det meste og tror fejlagtigt, at ulykken er standset, at tingene er under kontrol. Den integration, vi satte vores håb til i 90’erne, er udeblevet. Den interesserer os ikke længere. I stedet forsøger hver familie at zigzagge sig frem til en modus vivendi med indvandringens ulyksalige konsekvenser, herunder islamiseringen af skoler, bydele, kriminelle bander og araberdrengenes stille dominans i flere og flere bykvarterer.

Hvis man sammenligner Danmark med Sverige, er der tale om to slags katastrofer. Forfra og bagfra. Sverige bragede frontalt ind i den; Danmark bakkede ind i den. Mens de økonomiske og kulturelle svenske eliter ledte befolkningen frontalt ind i ulykken, blev danskerne advaret igen og igen. 

Fra højre af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet, fra venstre af tidligere DKP’ere som sømandsbossen Preben Møller Hansen, senere også af Tidehvervspræsterne Søren Krarup og Jesperr Langballe og endelig af Dansk Folkeparti. Mens Sverige gik hujende ind i den multikulturelle fremtid, gjorde danskerne det mere modstræbende.

Resultatet er som følger:

Det svenske eksperiment er fuldbragt; Sverige er i dag Nordens Jugoslavien, dvs. et udstrakt, multikulturelt samfund med en porøs stat og folkeslag fra hele verden, fordelt i klaner, bander og hastigt voksende minoriteter, særligt fra fejlslagne stater i Mellemøsten. Hertil kommer flere religioner end nogensinde, herunder ateisme, socialisme, islam og en lille rest af kristendom.

I dag ved de fleste svenskere godt, at det er opskriften på tiltagende sammenbrud. Et sjældent klarsyn breder sig. Hvor det fører svenskerne hen, er endnu uvist.

Omvendt i Danmark. 

Her er ulykken mindre i omfang og intensitet. Til gengæld hersker der en kollektiv følelse af, at politikerne har styr på indvandringen. Imens fortsætter den lystigt derudad, ligesom demografien fortsætter sin ubønhørlige gang. For et øjeblik siden foreslog Moderaterne, som sidder i regering, at vi sagtens kan tage mange flere migranter fra syd. Uanset hvad vil vi gøre det, alene af den grund at ingen med magt tør gå imod de internationale konventioner, der forhindrer europæerne i at forsvare det eneste sted på kloden, der er deres.

Danmark er på vej til at blive som Sverige. Ikke forlæns, men baglæns.

Det særlige ved denne udvikling er, at den tidligere så fremtrædende danske debat om indvandringens konsekvenser, er forstummet. Nu gælder det om at indrette sig. Integrationen er aflyst, assimilation en by i Rusland. Nu må enhver familie klare sig, som den bedst kan. Dirigere børn over i hvide skoler, foreninger, grupper, fællesskaber og erhverv.

Et særligt paradoks gør sig gældende: Især blandt de mest åbne mennesker i kongeriget sørger man for at sikre sine børn mod at blive udsat for Mellemøsten. Mystikken er væk. 1001 Nats Eventyr har forvandlet sig til et langstrakt mareridt – ved højlys dag.

Ingen taler længere om de fremmede. Nu handler det blot om at undgå dem.