Kommentar
De faldnes Dal
I august 2008 afholdt Center for European Renewal, en løs sammenslutning af konservative tænkere, sit årlige møde et sted, jeg havde hørt om, men aldrig besøgt, nemlig det arkitektoniske kompleks Valle de los Caídos, De faldnes Dal, 40 km nordvest for Madrid for foden af Guadarrama-bjergene. Siden 1960 har der i stedets bygninger befundet sig et benediktinerkloster, hvor vi blev indkvarteret. Æresgæst på mødet var den nu afdøde engelske filosof Roger Scruton.
Bebyggelsen er, som billedet ovenfor viser, i bogstaveligste facon monumental. Klostergården måler 300 x 150 m. Hvad man ikke kan se udefra er, at man inde i bjerget bag klostret har udhugget en 262 m lang underjordisk kryptkirke, hvis loftshøjde når 41 m. Over den østvendte indgang til kryptkirken ses en 12 m lang pietas, altså Jomfru Maria, der omfavner sin døde søn, udført i granit af Juan de Ávalos.
Foto & copyright Kirsten Gress
Over hele komplekset troner et 150 m højt kors. Helheden udgør, som historikeren Pío Moa har skrevet, “formentlig det mest storslåede, harmoniske og inspirerede monument af sin art fra det 20. århundrede”.
Under kirken, i dens mure og i dalen foran ligger begravet op mod 40.000 faldne i Den spanske Borgerkrig (1936-39) og det fra begge sider, deraf stedets navn.
Det eneste, jeg vidste om komplekset, da jeg så det i 2008 var, at det havde noget med borgerkrigen og Francisco Franco (1892-1975) at gøre. Jeg vidste for eksempel ikke, at Franco var bisat i kirken sammen med José Antonio Primo de Rivera (1903-36), lederen af det lille Falangistparti, og som de røde myrdede, kort efter borgerkrigen var brudt ud.
Efter middagen den første aften kom jeg i snak med Scruton. Vores samtale faldt naturligt nok på det imponerende sted, vi befandt os, og på dets og Spaniens historie. På et tidspunkt sagde Scruton, at hvis han havde været spanier i 1936 og havde oplevet, hvad der skete i landet, ville han uden tøven have sluttet sig til Franco og hans oprørere, der kaldte sig de nationale.
En sådan bemærkning kunne endnu i 2008 give mig lidt af et chok, for var Franco ikke en skurk på linje med om ikke Adolf Hitler, så dog Benito Mussolini? Næppe, hvis Scruton kunne udtrykke forståelse for ham. Her var altså noget, der kaldte på nærmere undersøgelse, som jeg påbegyndte straks efter hjemkomsten og endnu ikke er færdig med, selv om hovedtrækkene i borgerkrigens og Francos virkelige og ikke forfalskede historie forholdsvis hurtigt stod klare for mig takket være de spanske værker, jeg forsynede mig med, da vi efter mødet var et par dage i Madrid.
Hvilke værker, det drejede sig om, og hvordan jeg, der dengang næppe kunne et ord spansk, fandt frem til dem, er en anden historie, som kan fortælles ved lejlighed. Her skal blot siges, at de fleste af de værker om borgerkrigen, som man dengang som nu ville finde i en normal boghandel som den, jeg besøgte, nemlig Casa del Libro på Gran Vía, fortæller, hvad jeg senere skulle forstå er en fordrejet historie, hvor Franco og hans side, der kaldte sig de nationale, er nogle fascistiske skurke og hans modstandere gode og demokratiske. Sådanne bøger undgik jeg mirakuløst nok, selv om jeg naturligvis har beskæftiget mig med deres argumenter.
Et besøg som mit i De faldnes Dal i 2008 kan ikke længere gennemføres. Ganske vist kan man for nu stadig bo på klostret, men man kan ikke besøge Francos og José Antonios grave. Den socialistiske spanske regering fjernede Francos rester i 2019 og José Antonios i 2023. Samme regering truer også med at nedlægge klostret, altså fordrive dets omkring 20 munke, og lukke den tilknyttede skole. Det kan imidlertid vise sig at blive indviklet, hvorfor regeringen da heller ikke til dato er skredet til handling.
foto & copyright Kirsten Gress
Hvad er det ved De faldnes Dal, som provokerer de spanske magthavere så voldsomt, at de mere end 80 år efter borgerkrigen begik, hvad mange vil kalde ligskænding ved at fjerne Francos og José Antonios rester, samtidig med, at man truer med at fordrive nogle sagesløse munke? For at forstå det må vi begynde med monumentets forfalskede historie, altså den historie, der nu er officiel statsdoktrin i Spanien og derfor doceres i skolerne, og som også visse ellers hæderlige historikere i andre lande er faldet for (at de uhæderlige er faldet for den, siger sig selv).
Denne historie siger i den primitive form, hvori den optræder i medier og undervisning, og som mange derfor accepterer, at komplekset blev anlagt af Franco-styret som et kolossalt, fysisk tegn på dets sejr over de progressive og demokratiske kræfter i landet. Kæmpekorset og den vældige kryptkirke skulle vise styrets autoritære, katolske identitet og være et dagligt bevis på, at taberne netop havde tabt og nu skulle ydmyges.
Historien siger endvidere, at monumentet blev anlagt af 20.000 politiske straffefanger, hvoraf mange blev torteret, og mange omkom i arbejdsulykker. Disse straffefanger tilhørte det gode, progressive og oplyste Spanien, som Franco-styret ville udviske. Det var derfor kun naturligt, at da de gode og progressive kræfter kom til magten efter Francos død i 1975, måtte de efter evne tage revanche. Ifølge historien består denne revanche ikke i at hævne sig, men i at afsløre Franco-styrets forbrydelser og give borgerkrigens tabere oprejsning.
Denne historie indeholder en kerne af sandhed. De faldnes Dal er ubestrideligt i første række et monument for de nationales sejr. Men sejr over hvad og hvem? Ifølge den gængse historie brød krigen ud, fordi Franco indledte et uberettiget oprør mod den spanske republiks legitime, folkevalgte regering. Regeringens progressive politik på områder som skolevæsen og fordeling af jord til jordløse landarbejdere provokerede de reaktionære, katolske kræfter i landet, som derfor forsøgte et kup med Franco i spidsen for at bremse udviklingen mod mere demokrati.
Var oprøret uberettiget? Var regeringen i 1936 legitim og folkevalgt? Svaret på begge spørgsmål er nej.
Et oprør er uberettiget, hvis regeringen er legitim og opretholder lov og orden. Men regeringen var hverken legitim eller folkevalgt. Nyere undersøgelser har bevist, hvad mange længe har mistænkt, nemlig at resultaterne af parlamentsvalget i februar 1936 i flere valgkredse var forfalskede. Dette bedrag betød, at folkefronten af centrumvenstrepartier takket være valgloven opnåede stort flertal i Kongressen (andetkammeret i det spanske parlament, Las Cortes).
Regeringen opretholdt heller ikke lov og orden. Tværtimod fik de mest radikale kræfter i socialistpartiet og blandt de i Catalonien og Andalusien talstærke anarkister frit lejde til at plyndre, røve og myrde virkelige eller formodede fjender, herunder især katolikker, igennem hele foråret 1936. Hvad Franco og hans folk gjorde oprør imod i juli, var ikke nogen legitim, demokratisk valgt regering, men en sammenslutning af revolutionære, der ønskede et sovjetisk, ateistisk og ikke et demokratisk Spanien.
De faldnes Dal er derfor et monument over en sejr over de totalitære, der ønskede at gøre det af med Spaniens kristne kultur og opløse nationen, idet folkefrontsstyret også støttede separatistbevægelserne i Catalonien og Baskerlandet. Under krigen var folkefronten de facto allieret med Josef Stalins Sovjetunion, hvorfor Franco også med rette anså de nationales sejr som en stor triumf over stalinismen, den eneste sådanne triumf, den frie verden nogen sinde skulle opleve.
Mere end et monument for en sejr er De faldnes Dal imidlertid også et monument for fred. De nationales sejr indledte en fredsperiode, som Spanien ikke havde oplevet magen til siden 1700-tallet. De besejrede forsøgte med få undtagelser ikke at genstarte borgerkrigen. Da Sovjet sidst i 1940rne med hjælp fra de lokale kommunister forsøgte at få en oprørsbevægelse i gang, døde den ud af mangel på støtte blandt folket.
Komplekset i De faldnes Dal blev opført mellem 1940-59. Arbejdsstyrken omfattede op til 6.000 mand, hvoraf 2.000 (og ikke 20.000) politiske fanger, mest i den tidligere periode. Antallet af omkomne i arbejdsulykker i hele perioden var 14, hvilket er ekstraordinært lavt for et projekt af dettes enorme omfang, og det i en tid og et land, hvor der ikke var mulighed for avancerede tekniske beskyttelsesforanstaltninger.
Grunden til, at andelen af politiske fanger faldt markant efter 1943, er, at hver politisk fange fik eftergivet fem til seks dage af sin straf for hver dag, han arbejdede i Dalen. Eftersom gennemsnitsstraffen for en politisk dømt var seks år, betød det, at han ville blive fri efter cirka et års arbejde.
Disse politiske fanger var ikke uskyldsrene demokrater, men kommunister, anarkister og andre radikale, som i mange tilfælde havde begået blodige overgreb, herunder mord og voldtægt, på sagesløse, ikke mindst kristne og kvinder. At Franco-styret lod langt de fleste af disse voldsmænd afsone deres straf i Dalen snarere end ved en garrote (den spanske henrettelsesmetode) er ikke just tegn på, at dette styre var specielt umenneskeligt.
Forsoningen mellem krigens to fløje begyndte ifølge Pío Moa allerede i 1940rne og var stort set fuldbyrdet, da Franco døde i 1975. I de følgende år gennemførte Franco-styrets folk under fredelige former og almindelig tilfredshed overgangen til demokrati, stadfæstet ved en folkeafstemning i 1976.
Denne forsoning var imidlertid en torn i øjet på den hårde venstrefløj og blandt de baskiske og catalanske separatister, der ikke ønskede et velfungerende demokrati, men snarere at vende tilbage til republikkens klassekamp og konfrontationer. I lang tid nød disse kræfter ringe indflydelse, men de gnavede sig støt og stædigt ind på mediernes redaktioner, på universiteterne og på kulturen.
Deres evindeligt gentagne budskab var, at Franco-styret var ondskaben selv, og at det spanske demokrati for at overleve måtte kappe alle historiske og personlige bånd til det. De fortolkede i øvrigt begrebet demokrati nøjagtig som deres beundrede forgængere i folkefronten under krigen, nemlig som et skindemokrati kontrolleret af socialister og separatister.
Det eksisterende spanske demokrati må ifølge disse folk, som i dag består af ledelsen i det regerende socialistparti PSOE og af de fleste journalister og universitetsfolk, på ingen måde forstås som, hvad det er, nemlig resultatet af den lange periode af fred efter 1939 og af forsoningen mellem de to fløje. Det gælder om at kriminalisere Franco-styret og dets gerninger. Resultatet af disse anstrengelser er de to love om historisk og demokratisk erindring af 2007 og 2022, og som snarere burde hedde love om historisk forfalskning. Formålet med disse love er at kriminalisere meninger og handlinger, der kan betegnes som Franco-venlige, og at fremme en forståelse af Spaniens nyeste historie og af dets demokrati, hvorefter demokratiet opstod i kamp mod arven efter Franco og i kontinuitet med republikken og folkefronten, hvis egentlige beskaffenhed jeg har antydet.
Og nu er vi tilbage ved De faldnes Dal, fordi loven om demokratisk erindring af 2022 indeholder paragraffer, hvorefter Dalen skal omdannes til et center for ”historisk erindring”, klostret nedlægges og kryptkirken nationaliseres. Alt i Dalen, der minder om dens oprindelige formål – at samtidig være et monument for sejr og fred – eller minder om stedets dybt katolske og nationale betydning, skal udviskes.
Den eneste hindring på socialistregeringens vej til disse mål er ikke det konservative parti Partido Popular (PP), fordi dettes ledelse er lige så indsovset i den forfalskede historie som socialisterne. Allerede i 2000 erklærede PP-lederen José María Aznar, at Francos oprør den 18. juli 1936 var forkert. Dermed trak han tæppet væk under dem, der ville holde fast ved, at oprøret var velbegrundet og Franco-styret ikke et hensynsløst diktatur, men derimod det demokratiske Spaniens forudsætning.
foto & copyright Kirsten Gress
Den eneste hindring er Vatikanet, fordi kryptkirken ifølge et paveligt dekret af 1958 er en pavelig basilika, hvis status kun kan ændres efter aftale mellem den spanske stat og pavestolen. Eftersom pavestolen imidlertid i dag indehaves af en mand, hvis politiske holdninger ligger tæt på den spanske folkefronts i 1936 og socialisternes i dag, er det formentlig kun en stakket frist, før Vatikanet giver grønt lys for den helligbrøde, det vil være at omdanne kryptkirken til et tempel for en forfalsket historie. Men man kan håbe.
Om Dalens situation efter loven om demokratisk erindring:
Pío Moas beskrivelse af Dalen som monument for sejr og fred:
https://www.piomoa.es/?p=20920
Kirkens og klostrets hjemmeside:
Jeg kan naturligvis ikke i et indlæg som dette argumentere i detaljer for det, jeg skriver. Det må ske andetsteds eller i andre indlæg.
Af David Gress
