Martin Krasnik bliver interviewet af Civitas Mathilde Fasting. De er begge sympatiske, men da Krasnik hengiver sig til liberale drømme om en tostatsløsning, kan hun ikke modstå ham.

I første halvdel af samtalen, da Krasnik beskriver, hvordan det var at vågne op til nyhederne, der strømmede ind lørdag den 7. oktober, er han god: Det var der, afgrunden åbnede sig. Den kom både indefra, fra jødernes historie i Europa og fra den bestialitet, de indså, der foregik. Jøderne har været der før.

Afgrunden blev endnu større, da venstrefløjen i Norge hurtigt vendte ryggen til den 7. oktober og lod, som om det ikke var sket. De vendte al opmærksomhed mod den palæstinensiske sag.

Krasnik er selv jøde. Hans familie immigrerede til Danmark. Hans far blev hentet af en SS-mand i et sommerhus i Nordsjælland i oktober 1943. Et af kapitlerne i bogen “Broen over afgrunden” hedder “Nu har de fundet mig”. Det refererer både til hans far og til et citat fra en israelsk kvinde i en af kibbutzerne.

Krasnik har affundet sig med terroren.

Noget af det mest interessante er samtalen om forskellen mellem Danmark og Norge. I Danmark har man knyttet den 7. oktober til Krystalnatten og den 27. januar – dagen for befrielsen af Auschwitz. De har bevaret forbindelsen.

Det har den norske venstrefløj ikke. Den har brudt forbindelsen, eksemplificeret ved, at en lille gruppe jødiske kvinder blev nægtet at deltage i et af årets 8. marts-arrangementer. Krasnik har indset, at denne afvisning af Israel og dets lidelser ikke kun gælder for venstrefløjen, men også for institutioner, som ikke har noget med Mellemøsten at gøre: Museer, kunstnerorganisationer, uddannelsesinstitutioner – de forventes alle at indtage en pro-palæstinensisk holdning.

Hvordan kan det være? Krasnik mener, at en del af det har at gøre med, at Norge spillede en ledende rolle i Oslo-processen. Da den mislykkedes, var der behov for at lægge skylden på nogen, og den nogen var Israel – som den stærkeste.

Det andet er Norge som en koloni under Danmark. Vi identificerer os med de undertrykte.

Det er selvfølgelig det rene nonsens. Nutidens begejstring for Gaza skyldes noget helt andet end et ønske om at være fredsmægler. Krasnik siger det selv: Norge er det mest Israel-kritiske land i Vesteuropa.

Hvorfor er det sådan? “Vi har få jøder. De leger ikke længere med kultureliten, når den vender sig mod Israel. De fire ledere af det jødiske samfunds brud med imamerne var historisk. De sagde, at “dialogen var død”.

Dialogen er død

Det samme var tilfældet med Magdi fra Carpe Diems artikel i Aftenposten, hvor han siger, at han ikke accepterer, at gode jøder kan være zionister. Han ønsker at definere, hvem der er gode jøder. Så siger lederen af DMT, at det er noget af det mest alvorlige, han nogensinde har læst; en muslim vil definere, hvem der er jøde.
Aftenposten har ikke forstået, hvad de har trykt.

Å ville definere hvem den andre er og forlange at han følger din definisjon, er herretenkning

Magdi har tidligere haft en artikel, hvor han skrev, at han troede, at der var et “vi”, men nu har han indset, at det er en illusion.

Aftenposten spillede en destruktiv rolle før Anden Verdenskrig og har siden gjort op med sin fortid, men det ser ikke ud til at have ført til en ny erkendelse. De indser ikke, at de gentager fortidens fejltagelser.

Men det gør resten af pressen heller ikke.

Den norske presse har ikke indset alvoren i dagens krig. Denne krig er ikke som de andre. Den bliver et stort vendepunkt. Den har nu stået på i seks måneder.

Men Krasnik fejler også undervejs. Han begynder at fantasere om en tostatsløsning som den eneste mulige konsekvens. Aldrig så forkert, at det ikke kan være godt for noget.

Det lykkes ham også at sige, at de to partier i regeringen med finansminister Smotrich og sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir i spidsen er det modsatte af Hamas. Han kalder dem fascister og vil have USA til at lægge maksimalt pres på Netanyahu.

Det er for fladt. Krasnik anerkender ikke, at den 7. oktober er enden på en vej, der begyndte, da Ariel Sharon beordrede evakueringen af Gaza. Bosætterne efterlod mejerier og drivhuse. Alt blev ødelagt. Hamas tilbeder kun krigens gud, Allah, og har spændt palæstinenserne for sin vogn.

Det sluttede den 7. oktober. Den dag var, hvad Hamas havde bygget op til siden 2006. Det eneste, de tørster efter, er at dræbe jøderne. Derfor har de bedt om det svar, de nu har fået fra israelerne.

Der bliver ingen tostatsløsning. Der vil være en palæstinensisk befolkning, som må lære at leve med, at de eksisterer på Israels præmisser. De kan være hårde eller bløde. Men det er den ene part, der dikterer.

At Krasnik ikke anerkender disse konklusioner, er skræmmende. For de siger noget om, at han lever i en liberal fantasiverden.

Der er ikke så langt fra Gaza til Nørrebro. Hamas findes begge steder. Krasnik prøvede engang at gå gennem Nørrebro iført en kippa. Det gør han ikke igen.